Der er fuld fart på den grønne omstilling blandt rederierne, som blandt andet bestiller grønne skibe som aldrig før. Det er desværre ikke tilstrækkeligt for succes. De nødvendige investeringer på land og en ambitiøs international regulering skal på plads for at komme i mål.
Skrevet af; Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier
At skibsfarten vil se anderledes ud i både 2030, 2040 og 2050 er der ikke nogen tvivl om. Bevidstheden om, at vi ikke kan sejle videre på fossile brændsler, som har drevet handelsflåden frem, siden kul blev primært drivmiddel i første halvdel af 1800-tallet og siden overtaget af diesel, har indfundet sig for længst. Skibsfarten står for godt 3 procent af den samlede CO2-udledning på globalt plan, og uanset, at vi ton for ton er den klart mest klimavenlige transportform på længere distancer, er det samlede aftryk for stort.
Derfor er skibsfarten i gang med det som kan sammenlignes med endnu en industriel revolution. Vi står over for en landvinding, hvor vi kender destinationen, men vi endnu ikke kan se hele den detaljerede rute. I Danske Rederier har vi et klart mål om, at dansk skibsfart skal være klimaneutral i 2050 uden brug af klimakompensation. Sagt med andre ord skal man altså ikke kunne sejle videre på fossile brændstoffer for så at købe aflad ved at plante skov – det reducerer vi ikke den samlede klimabelastning ved. Desuden skal fem procent af den dansk-opererede flåde kunne sejle på grønne brændstoffer i 2030, og alle bestillinger på nye skibe lagt af danske rederier skal være på skibe, der kan sejle grønt.
Den type målsætninger er jo blot fugle på taget, indtil nogen griber dem og konkretiserer dem. Men inden vi ser på, hvad der allerede er i gang af lovende tiltag, er det værd at fremhæve forskellen ved denne industrielle revolution og de tidligere. Den omstilling og udvikling, som vi står midt i, er nemlig ikke drevet af ønsket om massiv vækst muliggjort ved teknologiske fremskridt. Den er drevet af ønsket om at levere, hvad vi har været vant til på en klimavenlig måde. Her er teknologiske fremskridt naturligvis stadig afgørende, men lige så afgørende er de rammer, som politikere og myndigheder sætter, og den infrastruktur, som skal understøtte de maritime erhverv og skibsfarten. Vi må alle være vores ansvar bevidst i en verden, som skal dekarbonisere.
Et kig i spejlet
Hvis vi begynder med at se på os selv som branche, så har vi ansvaret for at drive udviklingen gennem investeringer. Det kræver en vis portion mod at investere i skibe, inden man kender den fremtidige regulering i detaljer, før alle de nye teknologier er helt færdigtestede og velvidende, at der ikke endnu er de nye brændstoffer til rådighed i de mængder, som skibsfarten vil efterspørge. Men der er ingen vej uden om – investeringer i grønnere skibe ikke er et sats, det er en nødvendighed.
Kigger vi på, hvad danske rederier lige nu har bestilt af skibe, får man en liste med 51 stk. Af dem kan halvdelen sejle på grønne brændstoffer og kan dermed komme med i kategorien ’grønne’. Er det så godt, kunne man spørge, og burde de ikke alle være grønne? Jeg synes, det er meget lovende, og vi har stadig nogle år til vores første delmål i 2030. Havde man lavet samme opgørelse for få år siden, ville der have stået et stort nul ved grønne skibe, og vi er nødt til at acceptere, at denne transformation tager tid.
I de hjemlige farvande sejler allerede flere elfærger ved blandt Fanø og Als, hybridfærger mellem Helsingør og Helsingborg og mellem Rødby og Puttgarden. Molslinjen har netop investeret i en ny teknologi (flywheel), som på sigt kan være med til at drive de energikrævende hurtigfærger på en grønnere måde. MHO & Co i Esbjerg kan sejle vindmølleteknikere til og fra havvindmølleparker med deres hybrid-crew transfer vessels, og så bliver det første af Maersks i alt 19 nye e-methanol skibe leveret næste år.
Ovenstående blot for at vise et udpluk af de danske rederier, som løfter opgaven med at konkretisere den grønne omstilling ved at lave investeringer, som nedbringer CO2-udledningen.
Tørre investeringer
Hvis grønne skibe på havet skal blive en succes, kræver det ikke kun nye skibe. Det kræver at landsiden også understøtter den nye virkelighed på havet. Infrastruktur i og omkring havnene skal være på plads. Det skal være muligt at bunker grønt brændsel, uden at man skal sejle store omveje på vej til destinationen, uanset om man fylder strøm, methanol eller ammoniak på skibet. Det stiller store krav til investeringer på land, som reelt vil kunne komme til at blive endnu større end investeringerne i selve skibene, men som er afgørende for, at hele den grønne logistikkæde hænger sammen.
Her peger pilen videre på det politiske system og myndighederne. For hvis velviljen til investeringer både på havet og på land skal bestå, er der behov for rammer og vilkår, der muliggør og tilskynder omstillingen. Det er et meget vidt begreb at sige ’rammer og vilkår’, når vi taler skibsfart, infrastruktur og energipolitik. Men kort fortalt skal vi indrette os på en måde, så man belønner dem, som går forrest og vælger ægte grønne løsninger. Det skal ikke kunne betale sig at vente. Et eksempel er EU’s kommende CO2-regulering af skibsfarten (ETS), hvor vi kæmper for, at brændstoffers sande klimapåvirkning skal skinne igennem, så man ser på klimaaftrykket helt fra udvinding til raffinering til forbrænding for at få det fuldstændige billede. Det er teknisk og abstrakt, men vi har brug for politikerne til at sikre den rigtige regulering.
Et andet konkret eksempel, hvor politikere og myndigheder i Danmark kan spille med, er når der skal godkendes nye havvindmølleparker og CCS-projekter. Det går ganske enkelt for langsomt, og er for bureaukratisk. Det er ikke befordrende for investeringslysten. Vi kommer til at lykkes med at nedbringe CO2-udledningen fra skibsfarten. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Men vi skal udfylde vores roller hver især. Rederier, havne, udstyrsproducenter, brændstofleverandører, politikere og myndigheder. Vi er hinandens forudsætningerne, og hvis alle led i kæden er intakte, når vi i mål.
