Den grønne omstilling er ikke alene et politisk projekt. Det er vores alles projekt. Hvis vi – her forstået som det danske samfund – skal lykkes med den grønne omstilling, bliver vi hver især nødt til at gøre noget. Om det så gælder at sortere vores skrald, læse varedeklarationer, mens vi står i supermarkedet, eller købe genbrugsvarer, hvor det er muligt.
Cirkulær økonomi er ét af de bedste redskaber, vi har i klimaværktøjskassen, når det kommer til at tage et personligt ansvar. Det handler simpelthen om, at vi holder vores materialer, ressourcer og produkter i kredsløb, så de ikke bare ender som affald. Med andre ord, One man’s trash is another man’s treasure. Det bryder med idéen om en lineær forsyningskæde – at produkter starter med udvindingen af ressourcer og ender som affald, vi brænder af – og åbner i stedet for at et produkt, der har udtjent sin værnepligt et sted, kan skabe værdi i et nyt kredsløb et andet sted.
Når man støder på ordet første gang – ‘cirkulær økonomi’ – så tænker man måske (det gjorde jeg i hvert fald!), at der må være tale om et fænomen, der bor ude på Vesterbro i en smart hipsterforretning eller har til huse på Østerbro sammen med biodynamisk kartoffelavl, Max Havelaar og hvad ved jeg. Pointen er, at de fleste af os allerede har et intimt kendskab til cirkulær økonomi. Den Blå Avis har været en fast følgesvend for mange i årevis. Til dels for let og behændigt at skille os af med nogle af de ting, vi ikke længere vil have, men så sandelig også for at tjene og spare en skilling. Point being – vi vil være med. Vi vil gøre en forskel.
Det betyder, at kampen mod klimaforandringer aldrig må blive en løftet pegefinger. Hvis en familie køber en dieselbil fremfor en elbil, skyldes det nok ikke, at de bare elsker duften af tankstation. Det skyldes nok i højere grad en forhindring – det være sig pris, praktikalitet eller noget tredje, der gør, at elbilen bliver det besværlige valg. Og her må vi politikere blive bedre til at lytte, lære og inddrage så vi sørger for, at elbilen bliver det nemme valg næste gang, de skal vælge bil.
For midlet til at gennemføre den grønne omstilling er ikke udskamning eller indførelsen af en slags klimamoral – at pegefingeren skal løftes over for den enkelte. Ingen er forpligtet ud over evne, og der skal ikke moraliseres Det første skridt på vejen mod en grøn og bæredygtig omstilling af det danske samfund er dels, at vi politikere gør det lettere at være forbruger; dels at vi politikere bliver bedre til at forklare, at den grønne omstilling ganske vist ikke bliver en smal sag – og måske endda kræver en smule tilvænning – men samtidig at omstillingen heller ikke er rocket science.
Og her er det politikernes ansvar at sætte rammerne for, at det klimavenlige valg bliver det lette valg – og ikke mindst forbrugernes naturlige valg. Den grønne omstilling er ikke så meget et moralsk som et teknisk anliggende Når vi eksempelvis ser en stigende efterspørgsel på elbiler, skal vi sørge for at infrastrukturen følger med – der skal være ladestandere nok. Det politiske ansvar består således ikke kun i at strømmen, der kommer ud af stikkontakten er grøn, det består i mindst ligeså høj grad i at bane vejen, fjerne forhindringer og ophæve barrierer, der begrænser forbrugernes ønske om at tage ansvar for klimaet.
Og det er i virkeligheden det, der en af trædestenene til, at vi kan lykkes med den grønne omstilling: At de politiske valg, vi tager, giver mening for forbrugerne. For når tingene giver mening, og når flest muligt forstår, at hvis vi forbruger og genbruger mere hensigtsmæssigt og bæredygtigt og i øvrigt tjener en skilling på grønne løsninger og teknologi undervejs – lidt som logikken er på Den Blå Avis i virkeligheden – ja, så bliver det politisk muligt at gennemføre den grønne omstilling. Simpelthen fordi den grønne omstilling får det politiske momentum, den har brug for, og derigennem kan vi indfri 70-procentsmålsætningen.
