Sponseret indhold

Ny, genanvendelig emballage, nyt pallesystem, der øger fyldningsgraden i bilerne, og en helt ny type pakkeboks, der skal overflødiggøre bilkørsel for at hente pakker, er blot nogle af de seneste tiltag fra PostNord i kampen for at reducere CO2-udslippet både hos sig selv og i samfundet.

PostNord arbejder kontinuerligt på at reducere både sin egen og samfundets CO2-udledning ved at teste og implementere løsninger, der bidrager til en mere bæredygtig fremtid.

Siden 2009 har PostNord reduceret virksomhedens CO2 udledning med 67 procent, blandt andet ved at mere end halvere CO2-udslippet pr. pakke, som bliver transporteret, fra lidt over 800 gram til under 300 gram. Blandt værktøjerne til CO2-reduktionen er bedre udnyttelse af biler, elektrificering af byflådens gamle knallerter og brevbiler, bedre planlægning af distributionen – og nu også genanvendelig emballage.

Bæredygtig emballage
Op til julehandlen har PostNord lanceret en ny miljøvenlig genbrugsemballage, som kan købes på en række af landets posthuse.
Emballagen, som er udviklet af virksomheden RE-ZIP, kan genbruges op til 30 gange. Det sparer op til 42 procent CO2 sammenlignet med engangsemballage.

”Samarbejdet med RE-ZIP er med til at sikre, at klimabelastningen pr. pakke og brev bliver kraftigt reduceret, for hver gang emballagen genbruges. Den genanvendelige emballage gennemgår en betydelig kortere vej til genbrug sammenlignet med almindelige emballager. Modtageren af pakken kan bare aflevere den brugte emballage helt simpelt ved at putte den i en rød postkasse eller indlevere den på det lokale posthus, og så vil emballagen efter et hurtigt kvalitetstjek blive sendt tilbage i omløb,” forklarer direktør i PostNord Peter Kjær Jensen.

Pant kan være næste skidt
Emballagen fås i tre forskellige størrelser S, M, L for henholdsvis 20, 25 og 30 kroner. I en introduktionsperiode hen over jul og nytår vil den genanvendelige emballage kunne købes i hele landet på 200 af PostNords større posthuse. Fra årsskiftet vil emballagen også kunne købes på PostNords øvrige posthuse.

”Hvis danskerne tager godt imod emballagen, vil vi i det nye år arbejde på en pantløsning, hvor man på samme måde, som vi kender det fra flasker, kan pante emballagen og derved motivere til en høj andel af genanvendelse.”

Nærbokse skal mindske CO2
Men PostNord tager også andre initiativer for at nedbringe den CO2, vores shopping-glæde kaster af sig, både når det gælder butiksbesøg og e-handel. For eksempel kommer 75 procent af den CO2, der bliver udledt i forbindelse med køb eller afhentning af pakke i en fysisk butik, fra den bil, der transporterer kunden til butikken.

E-handlen i Danmark er fortsat inde i en enorm vækst, og der er behov for yderligere kapacitet til at håndtere de mange pakker, som danskerne bestiller på nettet.

PostNords modtræk er en ny pakkeinfrastruktur kaldet Nærboks.
Efter et vellykket pilotprojekt i Kolding og Sønderborg sætter PostNord og samarbejdspartneren SwipBox nu turbo på opbygningen af et fintmasket net af Nærbokse.

På bare seks måneder vil der blive opstillet 2.000 pakkebokse op i hele landet, hvor danskerne nemt kan hente pakker døgnet rundt, helt tæt på hvor de bor. Målet er at opstille 7.000-10.000 Nærbokse på landsplan i de nærmeste par år.

”Så vil vi have en tæthed af bokse i Danmark, intet andet land vil være i nærheden af. Ved at bringe de ting, du skal have, så tæt på dig som muligt, kan vi bidrage til, at du ikke starter bilen for at hente dine varer. Dermed er Nærboksene med til at reducere den CO2, borgerne udleder,” siger Peter Kjær Jensen.

Har sparet hver tiende transport væk
Som den førende logistik- og godsdistributør i Danmark transporterer og leverer PostNord tonsvis af gods, pakker og breve til en lang række privat- og erhvervskunder fra hele landet. Det belaster miljøet en hel del, men også her gør PostNord en stor indsats for at teste og implementere miljøvenlige løsninger, der mindsker miljøbelastningen fra vejtransporten. For tiden testes et nyt pallesystem fra SpaceInvader, der kan øge lastbilernes fyldningsgrad med op til 100 procent.

Pallestativerne gør det muligt at stable paller i højden, og dermed kan der opbevares og transporteres mere på mindre plads. Det betyder færre biler på vejene og dermed en reduktion af bl.a. CO2.

”Vi forsøger hele tiden at mindske miljøbelastning fra vejtransporten, og med de nye pallestativer bliver vi endnu mere effektive i vores pakning af bilerne og udnytter pladsen optimalt. Det bidrager til, at vi yderligere reducerer CO2 udslippet pr. pakke eller gods, vi transporterer. Vi har allerede nu sparet hver tiende transport væk som følge af en øget fyldningsgrad,” forklarer Peter Kjær Jensen.

FAKTA

På 10 år har PostNord reduceret sin CO2-udledning med 67 procent. CO2-udledningen pr. transporteret pakke er mere end halveret. I dag kan PostNord transportere 36 pakker af hver to kilo for den samme miljøbelastning som produktionen af én 250 gram hakkebøf.

Læs mere på www.postnord.dk

MEST LÆSTE

Beklager. Ingen resultater endnu.