Det kræver 50 forskellige råstoffer at producerer en mobiltelefon. Batteriet har brug for lithium, kobalt og nikkel. I mikrochippen skal der gallium og silicium. Og uden indium vil de skærm ikke fungerer. Det lyder måske som et minde om en kemi-time i folkeskolen hvor man terpede det periodiske system, men alle elementerne er de byggesten som vores samfund har brug for.
Skrevet af Mads Qvist Frederiksen, adm. direktør, Arctic Economic Council
Elbiler, vedvarende energi, digitale teknologier og satellitter har alle brug for råstoffer. Og disse råstoffer kommer ofte fra steder langt fra hvor de produceres i Europa. Da man ikke lige kan flytte en mine og måske ikke har lyst til at have en mine i sin baghave, ender det ofte med at virksomheder er afhængige af at få råstoffer til f.eks. magneter fra Kina, Mozambique eller Den Demokratiske Republik Congo.
Der er dog også en anden mulighed; Grønland. Mineindustrien er ikke ny der. Kryolitbrydning startede i Ivituut i 1854 og senere kom der også kobber og blyminer. Kronprinseparrets vielsesringe blev lavet med guld fra en mine i Sydgrønland og i dag udvinder man stadigvæk grønlandske rubiner. Potentialet for Grønland er dog de kritiske råstoffer. Siden 2011 har EU definereret en række råstoffer som er kritiske for Europas økonomi. Da listen først udkom var der 14 råstoffer på listen og den 16. marts i år kom den nye opdateret liste så og nu er der 34 råstoffer. De fleste af de råstoffer som EU vurderer er kritiske for den grønne omstilling og vores forsvarsindustri findes i hele Norden – også i Grønland. Det er nu op til Grønland om de er klar til at tage imod de milliardinvesteringer som der forventes i minesektoren de kommende år.
EU har med et nyt lovforslag fremlagt en ambition om at højst 65 procent af EU’s årlige forbrug af hvert strategisk råstof må komme fra ét land. Det skal bl.a. ske gennem råstofpartnerskaber med flere lande og med øget genanvendelse i industrien. I dag er Kina den førende producent for mange af råstofferne og ikke bare har de minedriften, men de sidder også på bearbejdningen af råstofferne da man ikke tidligere har ønsket at det skulle ske i Europa. F.eks. får EU 98% af sjældne jordarter fra Kina; et råstof der bruges til magneter i f.eks. vindmølleindustrien.
Løsningen findes dog ikke på kort tid. Ofte kan det tage et årti fra man har opdaget et råstof i undergrunden til man kan starte med at udvinde det. Og ofte endnu flere år før man kan tjene det ind som man har investeret i efterforskningen. Derfor er det nødvendigt med rammevilkår der gør det attraktivt at tage en stor risiko over lang tid. Mineindustrien har også en lang værdikæde og det er vigtigt at investere i hele denne værdi fra udvinding til genanvendelse. Det er ikke sandsynligt at Grønland vil have den store produktion af f.eks. batterier, men de har de nødvendige råstoffer.
Dansk Industri har i samarbejde med Grønlands Erhverv og Udenrigsministeriets Trade Council i flere år arrangeret erhvervsfremstød til verdens største minemesse PDAC i Canada. Her får virksomheder fra hele kongeriget mulighed for at mødes med de mange mineselskaber som efterforsker i Grønland og med de private investorer der skal muliggøre at vi har byggestenene til den grønne omstilling. Ifølge Verdensbanken forventes efterspørgslen af råstoffer at øges med 500% fra nu og frem mod 2050 pga. den grønne omstilling. Heldigvis er der i alle de arktiske egne de råstoffer der er behov for; i Kiruna i det arktiske Sverige findes der ikke bare Europas største jernmalmmine men også det største fund af sjældne jordarter i Europa.
Det handler også om sikkerhed. Vi har behov for en række råstoffer til computere, satellitter og kritisk infrastruktur. I efteråret 2022 stoppede alt produktion af F-35 flyene da man opdagede at en lille del af en magnet i flyet havde kobolt og samarium fra Kina. Samlet set har F-35 flyet mere end 400 kilo forskellige råstoffer der skal findes mange steder i verden; og med potentialet for at finde det langs hele Grønlands kyst.
Der er allerede flere selskaber i gang med at udvikle mineprojekter i Grønland. I Nordvestgrønland har investeringsvirksomheden KoBold som bl.a. Bill Gates og Jeff Bezos står bag, investeret i selskabet Bluejay Mining som vil udvinde nikkel, kobolt, kobber og platin. I Nordøstgrønland i Citronen Fjord vil Australske Ironbark udvinde zink og bly. Og GreenRoc Mining i Sydgrønland håber at skabe tiltrængte arbejdspladser ved at åbne en grafit-mine ved Nanortalik. Området har allerede en guldmine og potentialet for sjældne jordarter.
I dag får Grønland primært deres indtægter fra fiskeriet, bloktilskuddet og EU-midler. Men med politisk fokus, vilje samt forståelse af de globale markeder er der enorme potentiale indenfor mineindustrien. EU har i hvert fald nu udpeget ambitionerne for et mere strategisk samarbejde omkring investeringerne i mineindustrien.
