Sponseret indhold

Fleksibelt elforbrug gavner pengepungen og klimaet

Med meget mere strøm, der bliver produceret, som solen skinner, eller vinden blæser, er der gevinster at hente for både forbrugerne og elsystemet, hvis vi bruger strømmen fleksibelt. Fx lader robotplæneklipperen og elbilen op, når der er rigeligt med strøm, eller omvendt, at husets elektriske varmepumpe venter en halv time med at køre, fordi blæsevejret kommer lidt senere end ventet. Foto Maria Tuxen Hedegaard

Af:

Ny teknologi vil i de kommende år blive en del af elforbruget i vores hverdag. Varmepumper vil køre og elbiler lade op, når der er rigeligt med vind og sol. Og helt almindelige forbrugerne kan tjene penge på at hjælpe med at balancere elsystemet.

De fleste har dem allerede, og de sidste får dem sat op inden længe. Til næste år vil alle 3,4 millioner elforbrugere i Danmark have fået udskiftet gamle elmålere med nye, smarte målere. De kan fjernaflæses, og alle forbrugere kan dermed time-for-time blive afregnet for det, vi trækker ud af stikkontakterne. 

Og med nye elmålere og timeafregning står en række teknologier og produkter klar til at rykke ind i vores huse, virksomheder, institutioner osv. for at gøre vores hverdag nemmere, billigere og grønnere.

Signe Horn Rosted, områdeleder for Forretning og Elmarked i Energinet.

For det skaber ikke kun udfordringer, men også muligheder, at størstedelen af den strøm, vi i fremtiden skal bruge, bliver lavet, som vinden blæser, og solen skinner.

Det forklarer Signe Horn Rosted, områdeleder for Forretning og Elmarked i det statslige selskab Energinet, der har ansvaret for, at vi altid har strøm i stikkontakterne, og at højspændingsnet og elmarked løbende bliver udviklet og tilpasset den grønne omstilling. Strøm fra vindmøller og solceller udgør allerede i dag ca. halvdelen af den el, der kommer ud af vores stikkontakter. I de kommende år vil det tal stige, og i 2030 skal hele elsystemet være grønt.

Der vil være timer, hvor der bliver produceret meget strøm, og hvor det vil være rigtigt billigt at være elforbruger. Omvendt vil der være fx vindstille timer, hvor produktionen er lille, og hvor det vil blive dyrere at have apparater kørende.

Men med fjernaflæste målere, der afregnes time for time, og nye teknologier bliver det meget nemmere at gøre sit forbrug mere fleksibelt.

– Når vi som samfund skal være fossilfri, skal vi sige farvel til fx oliefyr og naturgas, og farvel til benzin- og dieselbiler. Men for de fleste af os er det ligegyldigt, om den elektriske varmepumpe kører først på eftermiddagen eller midt på eftermiddagen, bare temperaturen i huset er god. Det er også ligegyldigt, om elbilen lader op klokken 22 eller 03 om natten, bare den er fuldt opladet, når vi skal på arbejde næste morgen – eller har tilpas strøm på batteriet altid til at nå til det nærmeste hospital. Det skaber en masse fleksibilitet, som både kan spare den enkelte forbruger penge, og også kan hjælpe os, der driver elsystemet, siger Signe Horn Rosted.

Mange elleverandører tilbyder allerede i dag abonnementer, hvor vi som forbrugere betaler, hvad strømmen koster, i det øjeblik vi bruger den – i modsætning til en aftale med en fast kilowatttimepris hen over året. 

Nye elmålere og smarte apparater og apps, der reagerer på prissignaler eller om den aktuelle CO2-udledning ved elproduktionen er høj eller lav, fremmer den udvikling.

– Nogen går mest op i at spare penge på elregningen, andre går mest op i at gøre noget for klimaet. Men i et elsystem med meget vind og sol går de to faktisk hånd i hånd. Når der er masser af produktion fra vindmøller og solceller, er udbuddet stort og prisen lav, siger Signe Horn Rosted. 

– Faktisk sikrer vi dermed, at værdien af den grønne strøm stiger, da vi kan undgå at lukke den grønne strøm ned i timer med meget sol og vind.

Signe Horn Rosted påpeger dog, at for at de fleste af os vil tage nye teknologier til os, skal de gøre vores hverdag lettere – ikke mere besværlig.

– Selv om de fleste af os gerne vil bidrage til den grønne omstilling eller spare et par kroner, så vil vi jo ikke stå op midt om natten for at tænde for vaskemaskinen eller slukke for opladeren til elbilen. Det skal ske smart og automatisk og blive en del af vores hverdag, uden at vi behøver at ændre adfærd, siger hun.

En af Energinets vigtigste opgaver er at sikre, at der altid er præcis balance mellem det, som vindmøller, solceller, kraftværker mv. producerer, og det vi alle sammen trækker ud af stikkontakterne. Ellers er der risiko for overbelastning af nettet eller strømafbrydelser.

Men fremtidens forbrugere kan ikke kun hjælpe elsystemet ved at blive en fleksibel forbruger, vi kan faktisk blive leverandører af ydelser, der kan holde elnettet i balance.

Når fx hundredtusindvis af elbiler i fremtiden holder i landets garager, vil der være oplagret en masse strøm på bilernes batterier. Og hvis elsystemet i en nattetime har brug for strøm, fordi en vindfront kommer lidt senere, eller der er nedbrud på et kraftværk, kan batteristrøm bidrage til at holde balancen. Elbilejerne kan – mens de ligger og sover – tjene penge på at stille deres batteri til rådighed til at balancere elnettet, og for samfundet kan det være en god, billig og grøn måde at opretholde forsyningssikkerheden, forklarer Signe Horn Rosted.

Seneste nyt

brls121225 foto
Syg flere steder? Derfor skal Danmark tænke behandling på en helt ny måde
271125_EDC_211966
Stor optimisme i ejendomsbranchen frem mod 2026
Herning
Herning kan være på vej mod ny storhedstid
Lysspor fra Havnebussen
Kulturministeren lægger an til stor beskæring i sagsbehandling om fredede bygninger
CEO-Andreea-Kaiser-and-Christian-Waever-COO
ALFA Development skal omdanne centralt erhvervskvarter i Kgs. Lyngby til boliger

Mest læste på BusinessReview.dk

Foto BRE 201125
Byudvikling i Danmark - nye krav til tempo, kvalitet og helhed
Folketinget 2022
Pernille Rosenkrantz-Theil giver ikke sine læsere en bolig-plan
Natasha Saxberg, Sep 2021, IT, IT-branchen
Danmarks sikkerhed er på spil med den kommende nationale cyberstrategi
Grafik til metaartikel_CMYK
Vi kan bygge en bedre verden
Abstract backdrop with wave gradient lines
Ny teknologi
sisse_marie_welling_borgmester_3
SF’s overborgmesterkandidat tordner mod ejendomsinvestorer fra pensionssektoren
Anders_Bohlin MF1
Rejsen mod den personlige oplevelse
'++2020-03-25_16-18-42
Det virtuelle kontor er fremtidens arbejdsplads
1-K13
Erfaren urmager runder skarpt hjørne

Læs også

9722b003-1868-4e31-ad0d-c6ab88b50f29
CO2 som råvare: Konsortium skal udvikle prototyper på fremtidens mad
Et banebrydende konsortium, der arbejder på at omdanne CO₂ til næringsrige fødevarer, går nu ind i en ny fase. Her skal de mest lovende...
fcf5f10f-6ab0-488f-b32c-d98190810b6f
DANSK METAL: Ny analyse viser stort potentiale for nye arbejdspladser inden for biosolutions
Ny analyse viser stort vækstpotentiale i biosolutions. Regeringens vækstteam skal nu komme med anbefalinger til, hvordan Danmark kan...
IMG_5947
Fra spild til spisbart: Upcycling af fødevarerester som erhvervsmulighed
Madspild er spild af ressourcer og et miljøproblem – men det rummer også store erhvervspolitiske muligheder. Upcycling af fødevaresidestrømme...