E-mobilitet og PtX bliver hjørnestenene i omstillingen af transporten

Transportens grønne omstilling er afgørende for at nå Danmarks klimaambitioner. Der har været flere bud på alternativer til de fossile brændstoffer til transporten, men vi er nu nået til et punkt, hvor vi må sige, at el bliver fremtidens drivmiddel for vejtransporten, mens PtX bliver løsningen for skibe og fly. Som samfund – og os som den branche, der leverer næsten al energi til transporten – skal vi derfor fokusere vores opmærksomhed på de to drivmidler, der på sigt skal gøre transporten fossilfri. 

Skrevet af: Jacob Stahl Otte 


Store investeringer til gavn for elbilisterne 
Omkring halvdelen af alle nye personbiler er i dag elektriske, og vi ved, at batterierne hele tiden bliver bedre, samtidig med at der kommer flere elbiler i de lavere prisklasser. Der er derfor ikke tvivl om, at el kommer til at erstatte benzin og diesel. Som branche arbejder vi på flere fronter for at understøtte denne udvikling, og lad mig kort sætte fokus på tre områder, hvor vi investerer milliarder: 

Fleksibilitet og tilgængelighed. Det er helt centralt, at bilisterne kan lade op både hjemme, på arbejdet og når de er på farten. Opladning skal være lige så let, som vi kender det fra benzintanken, så vi får et åbnet ladenet, som alle bilister kan bruge, hvor priserne er tydelige, og hvor det er let at betale. For at understøtte dette har Drivkraft Danmark etableret samarbejdet ”Vi oplader Danmark”, hvor vores medlemmer i konkurrence med hinanden sikrer et landsdækkende netværk, hvor der hele tiden kommer nye ladestationer til. Det gælder ikke mindst et omfattende net af lynladere, der sikrer, at man også kan bruge elbilen til de længere ture.  

Marked og teknologiudvikling. Vi er sikre på, at sund konkurrence mellem forskellige udbydere giver en hurtigere grøn omstilling. Konkurrence betyder, at leverandørerne konkurrerer om at levere den bedste kvalitet og nyeste teknologi til de laveste priser. 

Service og tryghed. En stor del af vores branche har i mange år serviceret bilisterne med bilvask, toiletter, mad og drikke og andet godt rundt på landets tankstationer. I fremtiden vil elbilisterne lade op mange steder uden den traditionelle service, men der vil fortsat være brug for et omfattende net af stationer, der kan tilbyde både trygheden og en bred vifte af services. Branchen er derfor i gang med gradvist at omdanne den klassiske tankstation til moderne energistationer, hvor bilen kan tankes op med el, ligesom nye energistationer skyder op ved supermarkeder, restauranter mv.  

100 ladestationer til den tunge transport  
Når det gælder den tunge transport, er elektrificeringen i startfasen. De første skridt mod en ladeinfrastruktur er taget, og vi arbejder på at accelerere denne udvikling.  

De fire første ladestationer til el-lastbiler er åbnet, mindst 14 står klar i løbet af 2024, og inden 2030 har vores medlemmer et mål om at have minimum 100 åbne ladestationer til den tunge transport. Når vi på forkant investerer i ladeinfrastrukturen, vil flere vognmænd også turde tage springet fra diesel til el. 

PtX til skibe og fly 
Elektrificeringen er ikke en mulighed for hovedparten af skibe og fly, men her tilbyder PtX en løsning: Ved at konvertere strøm fra vind- og solenergi til bæredygtige brændstoffer, kan vi sikre en fossilfri energikilde til de sektorer, hvor direkte elektrificering ikke er mulig. Når det gælder PtX, så har vi faktisk en god nyhed: I Danmark har vi to store raffinaderier, hvor der både er kompetencer og infrastruktur til at blive fremtidens PtX-fabrikker, der kan være med til at sikre, at vi kan få el fra vedvarende energi omdannet til flydende brændstoffer, der kan bruges på skibe og fly. Samtidig etableres og planlægges der nye dedikerede PtX-fabrikker rundt omkring i landet.  

Men omstillingen kræver politisk vilje til at prioritere PtX. PtX kræver både store mængder kulstof (fx CO2) og brint. Derfor nytter det ikke, at al brinten eksporteres og CO2’en pumpes ned i undergrunden. Uden kulstof og brint bliver der ingen PtX og dermed omstilling af skibs- og flytrafikken. Kun gennem et stærkt samarbejde mellem branchen, myndigheder, virksomheder og forbrugere kan vi sikre, at vi kommer hurtigt og effektivt i mål med omstillingen. Der skal dog ikke være tvivl om, at vi allerede er i fuld gang med at skabe fundamentet til fremtidens bæredygtige transport.

Seneste nyt

Foto ESG-Panelet 300626
Det skjulte guld i fødevareproduktionen
bkjuni26
Sådan får du styr på økonomien før et boligkøb
449090880_7914574758605532_264582359561196091_n_18036201367957598
Franskmanden der forvandlede vinduespudsning til en vækstvirksomhed
_DSC3290
Et kontor med hotel, byliv og udsigt - midt i Lyngby
reception-office-open-windows-coor
Arbejdspladsen skal fungere i praksis

Mest læste på BusinessReview.dk

KH visualisering 1
Renovering af Københavns Hovedbanegård kan vække butiksliv af langvarig dvale
0V2A1425OK
Skab rum til verdens bedste arbejdsliv
Billede af produktionen hos Weibel
Radarteknologi med skarpt sigte på fremtidens forsvar
science-in-hd-9kSTF9PvETM-unsplash
En økonomisk rådgiver skal kende vilkårene i biotekbranchen
image003
Automatisering giver HR større strategisk værdi
Kunstnerkarreen_Photo Niels Nygaard_01
Grøn omstilling opstår i tværfagligheden
3-GJ_HOME_SS19_FREQUENCY_CENTREPIECE_A
Bløde former med et strejf af magi
grande_rotisseri_aaben_rgb_a4
Morsøs gasgriller dækker mange behov
Fortsat stort boligbyggeri – men andre steder end hidtil
Data-centre_interxion--
Interxion sikrer dataudveksling, sikkerhed og bæredygtighed for missionskritisk IT

Læs også

vordingborghavn-hero
Østdanmarks kraftcenter for grøn energi
I Vordingborg Kommune er kursen sat mod 2030-visionen om at blive Østdanmarks kraftcenter for grøn energi. Kommunen vil fremme det...
PortrtThirdroombw_srcset-large
Adgangen til materialer truer Europaskonkurrenceevne
Europa er på vej ind i en ny form for forsyningskrise, hvor adgangen til de materialer, vores økonomi bygger på, bliver stadig mere...
DSC_0322
Cirkulær økonomi rykker tættere på kernen i nordisk erhvervsliv
Cirkulær økonomi har i flere år været en del af det nordiske samarbejde om innovation og erhvervsudvikling. Det begyndte som et fokus...