Nordhavns erhvervsejendomme trives trods økonomisk uro

Kilde: Lokalebasen.dk. Note: Opgjort på udbudspriser over ca. tre måneder frem til oktober.

Af:

Bydelen har opnået en klynge-effekt, hvor virksomheder gerne vil være naboer til dem, som allerede er flyttet ind. Samtidig er Nordhavn attraktivt for de mange medarbejdere, der kommer fra udlandet – det ligner det, de kender fra andre storbyer. Alt sammen har været medvirkende til, at PensionDanmark kan melde fuldt udlejet i en spritny kontorejendom.

Hvor godtfolk er kommer godtfolk til, siger man, og PensionDanmark kan med glæde konstatere, at der er noget om snakken: Pensionsselskabet har netop indviet en 12.500 kvm. stor kontorejendom på marmorvej 2-8 i Nordhavn, og beliggenheden har vist sig at være så attraktiv, at der er fuldt udlejet fra starten. Ejendommen er ellers opført spekulativt, det vil sige uden tilsagn fra lejere, da man begyndte opførelsen. Netop spekulativt opførte kontorejendomme var der mange, der alvorligt brændte fingrene på under finanskrisen, så det var kun meget tøvende, at ejendomsselskaber begyndte på det igen.

Det, man frygter, er, at konjunkturerne vender under byggeperioden, så ejendommen kommer ud i et surt marked, hvor det er svært at få lejere til at bide på. Et stykke hen ad vejen er det faktisk gået netop sådan for PensionDanmark og ejendommen på Marmorvej. Det ville være misbrug af krisebegrebet at sige, at vi nu står i en krise, for beskæftigelsen er stadig helt i top, og der er lav tomgang i kontorejendomme. Men usikkerhed er der i hvert fald – mange virksomheder har måttet gentænke planer og budgetter på grund af rentestigningen, og oveni det er arbejdsformenerne ændret til mere hjemmearbejde. 

Et oplagt valg
Alt andet lige kunne man altså godt tro, at det havde været op ad bakke at udleje 11.000 kvm. kontorer i det, som er Danmarks dyreste erhvervskvarter, målt på huslejer. Men det er altså gået fint, og tre lejere med en høj, offentlig profil er enten flyttet ind, eller i færd med det. Det gælder Nilfisk, SAP Danmark og Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping. En fjerde lejer er der endnu ikke oplyst navn på.

Det er mæglerfirmaet CPH Erhverv, der har stået for udlejningen. Herfra oplyser partner Lars Westall, at det ikke har været helt så nemt, som det måske kan synes – nok er der tale om lejere med en solid finansiel baggrund, men det betyder ikke, at de giver ved dørene. De har grundigt afsøgt markedet, før de satte pennen til blækket. Men selv om Nordhavn endnu langt fra står færdig som bydel, kan den noget, som gør den til et oplagt valg for virksomheder, der her internationale aktiviteter, fortæller Lars Westall. 

En første årsag til dette er rent praktisk: Udenlandske forretningsfolk, f.eks. investorer, vil ofte samle flere møder i København på en enkelt dag, så de kan nå aftenflyet hjem. Derfor kan man ikke ligge for langt fra alfarvej, hvis man ønsker disse besøg. Man vil typisk placere sig et sted, hvor der ligger virksomheder, der ligner ens egen. På den måde er der skabt en selvforstærkende effekt. Nordhavn var i forvejen nem at komme til, både for de unge medarbejdere, der ofte bor i inde i byen, og for de ældre, der typisk bor i de rige kvarterer op langs kysten.

Ligner London og Amsterdam
Men en nok så stor faktor er arbejdskraft. Den henter man ofte i udlandet, og netop i Nordhavn er der masser af nye og moderne lejligheder til leje. Tilmed i et kvarter, som virker tiltrækkende på den typiske højtuddannede specialist på et globalt arbejdsmarked.

”At bo i Nordhavn er lige som at bo i London eller Amsterdam, hvor man også har den type af kvarterer,” siger Lars Westall.

For nogle virksomheder er begge dele – møder med udlændinge og rekruttering af udlændinge – ekstremt vigtigt. Det forklarer også, hvorfor virksomhederne er villige til at betale den høje husleje i Nordhavn. Selv en høj husleje udgør sjældent mere end 5-10 pct. af de samlede personalerelaterede omkostninger, og hvis man ikke kan lokke medarbejdere dertil, hvor man bor, kan det hele jo være lige meget.

Lavt energiforbrug
Ifølge Lars Westall kan mange virksomheder også godt lide at flytte ind i nybyggeri, hvor der er lavt energiforbrug til driften. Det bliver set som klimavenlighed. Helt logisk er det ikke, for det mest klimavenlige er at flytte ind i en gammel ejendom, hvis alternativet er, at den skal stå tom. Men den slags subtile pointer er svære at sætte ind i skemaer, når virksomhederne skal dokumentere over for investorer og andre stakeholdere, at de arbejder for bæredygtighed.

Under alle omstændigheder er nye lokaler næsten uundgåeligt mere effektive i forhold til tidens normer. Man for meget ud af kvadratmeterne i en ny ejendom, og i Nordhavn er der ikke andet end nye ejendomme. Ud over kontorarealer svarende til halvanden fodboldbane rummer Marmorvej 2-8 et fælles mødecenter, terrasser og medarbejderbistro på øverste etage – drevet af Cheval Blanc – og i gadeplan 425 kvm., som skal udlejes til f.eks. butik eller café. Ejendommen ligger i gåafstand til metro og S-tog og desuden tæt på motorvejsnettet, og ejendommens to bygningskroppe er forbundet med en karakteristisk gangbro.

Udbudspriser i Nordhavn rammer en milepæl

At Nordhavns kontorejendomme topper prislisten, når det kommer til huslejer, bliver dokumenteret i en ny måling fra Lokalebasen.dk, der har undersøgt udbudspriser fra sommeren og til og med oktober. Målingen bliver foretaget hvert år, og for første gang når et kvarter – altså Nordhavn – de 2000 kr. pr. kvm. i gennemsnitspriser. Det er en stigning på 5 pct. siden sidste år.

På de følgende pladser kommer Hellerup og København V – det sidste omfatter bl.a. Kalvebod Brygge og byggeriet bag Fisketorvet. Årets højdespringer er København SV, det vil sige nabolaget omkring Sluseholmen.

For alle disse kvarterer gælder, at de har en stor andel nye ejendomme. Efterspørgslen efter dem kommer på bekostning af gamle kvarterer, som Østerbro og Frederiksberg, hvor udbudspriserne i år er faldet – på trods af inflationen. Lars Westall fra mæglerfirmaet CPH Erhverv bekræfter, at der er områder af København, hvor man skal kæmpe noget mere for at få lejere i hus, end man skal i Nordhavn.

Det er dog ikke sådan, at de gamle kvarterer behøver smide håndklædet i ringen. Kontorejendomme i København K er stadig meget eftertragtede – og dyre. Lige uden for topti viser en stor huslejestigning i Lyngby-Taarbæk, og også mindre centralt placerede kvarterer med en blanding af nyere og ældre kontorejendomme kan få en renæssance. 

Mest læste på BusinessReview.dk

Mikkel Kruse Telenor 2023
Mobil-telefonen udgør en trussel mod sikkerheden hos SMV’erne
airport_drone_2022_02_04
Nye lufthavne åbner enestående muligheder i Grønland
Steffen Bang Olsen Kromann Reumert frit med redt hår
Ejendomsadvokaten: TIDSBEGRÆNSEDE LEJEAFTALER ER IKKE UNDERLAGT EN 2-ÅRSREGEL
br cø__
Læs "Cirkulær Økonomi" digitalt her
li iw2
Podcast om investeringsure: Ekspertindblik fra Investment Watches

Podcast

Læs også

3 hurtige billede
3 Hurtige
PR-foto Boligforening på Frederiksberg har installeret solceller – vil inspirere andre Et af de formentlig største private solcelleanlæg...
Copenhagen, Denmark
Usikkerhed om renten får ejendomsinvestorer til at tøve
2023 bød på den laveste omsætning på ejendomsmarkedet i ti år. Tal fra første kvartal i år tyder imidlertid på, at omsætningen kan...
Lena-Hartmann_X1I6025-Fotograf-Jens-Rosenfeldt-scaled copy
BREDT BRANCHESAMARBEJDE UDMØNTER SIG NU I EN OPDATERET STANDARDLEJEKONTRAKT FOR ERHVERV OG HELT NYE ESG-KLAUSULER
Med afsæt i et stærkt samarbejde kan EjendomDanmark nu lancere en opdatering af standarderhvervslejekontrakten med tilhørende ESG-klausuler.  EjendomDanmark...