Teknologi rykker sig hurtigt. Og nogle gange kan det være svært at gætte, hvilke muligheder teknologien giver os om bare tre til fire år.
Af Natasha Friis Saxberg
Derfor er det måske meget godt, at tilgangen til det fællesoffentlige digitaliseringsarbejde nu sadler om og bliver mere agilt. For vi kan ikke lægge planer fem år ud i fremtiden og beslutte alle initiativer og delinitiativer med så langt sigte. Men når nu vi ikke har en fast 5-årsplan længere, hvordan sikrer vi så, at vi har en ambitiøs tilgang til digitalisering? At vi ikke mister vores retningssans, og begynder at løbe efter de hurtige gevinster frem for de langsigtede moonshots?
Alt for ofte har vi set, at det er farligt at starte i det små i det offentlige. Projekter drevet frem af ildsjæle kan nå langt og skabe gode resultater, men det er sjældent, at de for alvor får luft under vingerne og kommer videre.
Man misser målet, hvis vi kun tager små skridt
Når noget er nyt og spændende, kan det give god mening at prøve sig frem i det små. Er det noget for os? Er teknologien moden? Kan vi finde ud af at bruge den? Giver det værdi i opgaveløsningen? Men vi mister hurtigt fokus for næste fase, hvis vi kun tager små skridt. Og når projektet slutter, er vi ikke kommet meget længere, end vi var i går. Vi har derfor brug for fokus på næste fase lige fra starten, og vi skal være helt klar på, hvad det er vi tester, hvad succeskriterierne er, og hvad vi gør, hvis testen er en succes. Der ligger desværre tusindvis af pilotforsøgsrapporter og samler støv i skuffer rundt omkring i den offentlige forvaltning. Mange af dem indeholder uindfriede potentialer, som på nationalt plan kunne have skabt store gevinster.
Er signaturprojekterne blot blevet endnu et pilotprojekt? Senest er regeringen i gang med en lang række såkaldte signaturprojekter indenfor kunstig intelligens. AI er om noget et af de steder, hvor fremtidens effektiviserings potentialer ligger, og hvor vi kommer til at se de helt store serviceforbedringer. Men når det kommer til stykket, vil jeg vove at påstå, at signaturprojekterne mere og mere ligner helt almindelige pilotprojekter – og med alle de børnesygdomme vi kender fra den slags projekter. Efter godt to års arbejde med projekterne har vi endnu ikke set antydningen af et næste skridt, på trods af at man har udvalgt nogle af de områder, hvor man har haft allerstørst forhåbning om gevinster for den offentlige sektor. Og gevinsterne er der. Der er der ikke tvivl om. Men vi mangler et godt setup for at kunne gribe mulighederne.
Vi skal have en strategi med mod på innovation
Værktøjskassen i det offentlige er ofte meget begrænset. På den ene side har vi de store nationale udbud, hvor man vælger én vinder og udbreder den samme løsning i hele landet. På den anden de lidt tilfældige pilotprojekter, der sjældent formår at blive andet end piloter. Fælles for de to er, at der kommer til at gå rigtig lang tid før vi ser værdien. Jeg ønsker mig derfor brændende en ny digitaliseringsstrategi fra det offentlige, der tager fat om potentialet i ny teknologi og skaber nogle gode modeller for, hvordan vi får indfriet potentialerne.
En strategi der hjælper det offentlige med at finde vejen fra de spæde forsøg, til vi forhåbentlig ender i store serviceforbedringer i det offentlige og gode eksportsucceser for leverandørerne. Med den rette tilgang til digitalisering kan vi sagtens fremtidssikre vores velfærdssamfund, nå de ambitiøse klimamål og effektivisere vores sundhedsvæsen. Hele vejen dertil behøver ikke være skrevet på forhånd i detaljerede handlingsplaner, men afhænger i høj grad af vores evne til løbende at gribe de muligheder, teknologien giver os.Det kræver blandt andet en klar vilje til at investere i de løsninger, der virker.
Og det kræver, at vi allerede tænker i næste skridt fra starten af, så vi ikke længere laver ”pilotprojekter” men ”fase 1 projekter”. Og det er ikke kun det offentlige, der skal tænke i næste skridt fra start. It-leverandørerne skal også være klar til at tage næste skridt, og kunne eksekvere på udbredelse af de gode projekter. Vi når kun de store resultater i tæt offentligt/privat samarbejde. Vi skal derfor ikke tilbage til de store femårsplaner men i stedet få en stærk national strategi og centrale ressourcer til at løfte indsatsen. Det kræver samarbejde på tværs af myndighedsskæl og på tværs af det offentlige og private. Netop derfor er den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi det rigtige sted at løfte det.
