Lars Baun Jensen--
Lars Baun Jensen, CEO for Danoffice IT

Den danske IT-virksomhed Danoffice IT hjælper i stadig stigende grad offentlige kunder med deres digitaliseringsrejse. Og efter opkøb af en række andre IT-virksomheder de senere år har selskabet et endnu stærkere fundament for at hjælpe kunderne – og samtidig gøre det med fokus på bæredygtighed.

Danmark er en førende nation inden for offentlig digitalisering. Men arbejdet med at digitalisere den offentlige sektor er langt fra afsluttet. 

”Den offentlige sektor udgør en vigtig del af det danske samfund, og digitalisering heraf kan give store gevinster for både borgere samt private og offentlige virksomheder. Opgaven er at opbygge og drive en digital offentlig sektor, der kan servicere og bane vej for innovation og vækst i hele samfundet. Dette stiller store krav til leverandørernes viden på området,” siger Lars Baun Jensen, der er CEO for Danoffice IT.

Selvom du måske ikke kender Danoffice IT af navn, har du sikkert på et tidspunkt været i berøring med din kommune, region eller stat via NemID, internettet eller Wifi. Disse teknogier leverer Danoffice IT infrastruktur til via højt certificerede og erfarne eksperter.

”Med vores dygtige og højt certificerede medarbejdere er vi stolte af at kunne tilbyde den bedste løsning til kunderne og derefter udforme en skræddersyet service med skudsikker logistik indbygget. Velfærdssamfundet bygger på en høj grad af tillid til den offentlige sektor. Den tillid skal vi værne om, også når den offentlige kommunikation og service bliver mere og mere digital. Det er derfor helt afgørende, at der skabes trygge rammer for, at borgere og virksomheder kan agere digitalt i samspillet med den offentlige sektor,” siger Lars Baun Jensen og fortsætter: ”Borgernes og virksomhedernes digitale tryghed er en central forudsætning for, at vi i fællesskab kan udnytte de muligheder, digitalisering giver os for at udvikle og forbedre vores velfærdssamfund. For digitalisering rummer store muligheder såvel for den enkelte som for samfundet som helhed.”

Årtiers erfaring med at levere til det offentlige
Danoffice IT har årtiers erfaring med at levere og rådgive om IT-infrastruktur til offentlige og private virksomheder. At Danoffice IT er stærkt engageret i det offentlige marked, fremgår bl.a. af det faktum, at de sidste år blev kåret og certificeret som eliteleverandør til det offentlige af Udbudsvagten. Udbudsvagten uddeler certifikatet til de én procent største leverandører til det offentlige, målt på samlet omsætning på tværs af de offentlige myndigheder.

I denne artikel sætter vi fokus på to af Danoffice ITs forretningsområder; IT-infrastruktur og Cirkulær IT.


CASE: CIRKULÆR IT HOS KØBENHAVNS UNIVERSITET

Hos Danoffice IT er der et kæmpe fokus på bæredygtighed, og siden opkøbet af Npvision Group A/S i 2020 har det været muligt for alle kunder at genbruge deres IT-udstyr via Danoffice IT. En af de kunder, der i dag genbruger deres IT-udstyr er Københavns Universitet.

”Som alle andre må vi løbende udskifte vores IT-udstyr for at sikre, at vi har det mest optimale udstyr til at understøtte det digitale universitet. I den forbindelse er det vigtigt for os, at IT-hardware blive bortskaffet på betryggende vis. Det gælder både i forhold til datasikkerhed og bæredygtighed,” siger Klaus Kvorning-Hansen, vicedirektør og it-chef på KU.

Universitetet har interne retningslinjer for, hvor gammelt IT-udstyr må være. Tommelfingerreglen siger fire år, men der er mange forhold, der spiller ind i forhold til beslutning om nyanskaffelser.

”Det er jo lidt paradoksalt, fordi udstyret kan som sådan være ok, men velfungerende udstyr kan af andre grunde blive forældet. Det har også med sikkerhed og opdateringer at gøre. Hvis en leverandør ikke længere kan garantere for sikkerheden i de forskellige komponenter, så er vi på den. Det kan også være tilfældet, at udskiftninger/reparationer viser sig uforholdsmæssigt dyrt, hvilket kan føre til beslutning om bortskaffelse,” forklarer Klaus Kvorning-Hansen.

En anden forklaring kan være, at der kommer nyt udstyr på markedet, der bedre kan understøtte eksempelvis forskning på universitetet, bl.a. i relation til hastighed af databehandling. Klaus Kvorning-Hansen lægger vægt på, at Danoffice IT har certificering i bortskaffelse og at universitetet med certifikat kan dokumentere, at udstyret er bortskaffet på sikker, forsvarlig og miljørigtig vis.

”Det er en rar tanke, at udstyr, der som sådan ikke fejler noget, kan komme andre til gavn. Vi modtager også en lille sum, når det lykkedes Danoffice IT at videresælge udstyret, forklarer Klaus Kvorning-Hansen.

For en meget forskningstung institution som Københavns Universitet er det desuden særdeles vigtigt, at der er absolut sikkerhed for, at fortrolige data, som i visse tilfælde også kan indeholde personfølsomme oplysninger, er slettet helt og aldeles uigenkaldeligt, hvilket Danoffice IT indestår for. Helt lavpraktisk foregår bortskaffelsen på den måde, at Københavns Universitet modtager et bur til gradvis opfyldning af udtjent udstyr – lidt som hvis du bestiller en affaldscontainer til opfyldning af byggeskrald eller lignende. Kunden skal ikke bekymre sig om sortering. Det står Danoffice IT for. Der er også et betydeligt bæredygtighedsaspekt ved genanvendelse af brugt IT-udstyr, selvom det i det store CO2-nedbringelsesregnskab måske vejer mindre.


CASE: IT-INFRASTRUKTUR HOS REGION HOVEDSTADEN

Danoffice IT hjælper Region Hovedstaden med at forbedre og sikre netværket i regionen. Region Hovedstaden er landets største institution med hospitaler, psykiatri, akutberedskab med mere, som samlet servicerer 1,8 mio. indbyggere.

Opgaven med at udvikle og vedligeholde IT-infrastrukturen er et dynamisk kapløb med den konstante udvikling inden for netværk, tele- og medieområdet. Enhver indblanding i dagligdagen kræver en enorm koordinering – og fejl kan i sidste ende koste menneskeliv, hvilket for enhver pris må undgås. Installationer, som i andre institutioner eller virksomheder ville være en smal sag at klare, kræver særlig koordinering og ekspertise for at opretholde den nødvendige sikkerhed.

Enhver IT-teknisk modernisering i Region Hovedstaden har sin egen avancerede projektplan. Man kan ikke lige lukke et hospital og det er kritisk at sikre, at medico og andet hospitalsudstyr er testet op mod særlige enheder. Derfor skal nye installationer igennem en gennemgribende testfase, før det kan implementeres og tages i brug på et travlt sygehus. Udvikling og forbedring er ikke blot i sig selv en langt mere kompleks opgave. Man løber samtidig om kap med teknologien, som udvikler sig hurtigere end nogensinde. Michael Fischer er sektionschef i Region Hovedstadens IT-infrastruktur med ansvar for netværk, datacentre,  telefoni og IT-byggeri leverancer:

”I Danmark har vi et komplekst sygehusvæsen og der er ikke plads til nedetid på et sygehus. Det trådløse netværk skal være stærkt nok til at sikre fri bevægelighed og samtidig skabe en sikker og stabil forbindelse, så data ikke går tabt, selvom læger og sygeplejersker bevæger sig rundt på sygehuset, mens de indtaster informationer og behandler patienter,” siger Michael Fischer.

I Danmark som helhed er det et stadigt stigende antal enheder, som belaster det trådløse netværk, og det gælder ikke kun avanceret hospitalsudstyr. Vand- og varmepumper samt en lang række andre byggetekniske installationer er i dag koblet på netværket, og flere kommer til i fremtiden. Siden oktober 2018 har Region Hovedstaden været i gang med at udvikle deres netværksinfrastruktur i samarbejde med Danoffice IT – og over en periode på 4 år vil der være udrullet HPE Aruba netværksløsninger for 135 mio. kr. Renoveringen og udbygningen af netværksinfrastrukturen er foregået i et redundant setup, og ved udgangen af 2021 vil transformationen være fuldført.

Fakta om Region Hovedstaden:

  • De næste syv år skal der hvert år ombygges et areal svarende til Københavns Lufthavn.
  • 350.000 netværksstik er blevet udskiftet, og det har krævet 100.000 mandetimer, svarende til 85 mandeår, at skifte og teste alle stik.
  • WiFi-netværket er blevet udskiftet og udbygget med ca. 28.000 wireless access points.
  • 6500 netværksswitche er blevet udskiftet – fordelt på 2100 underkrydsfelter og hovedkrydsfelter i et redundant setup.

Om Danoffice IT

Danoffice IT leverer og rådgiver om IT-infrastruktur til en lang række offentlige og private kunder i Danmark. Herudover leverer de IT-infrastruktur til større internationale kunder med forretninger på tværs af landegrænser og eksponering i udviklingslande. Selskabet leverer værdiskabende IT-løsninger på en kvalitetssikret måde for kunder såsom FN, IGO’er og NGO’er med betydningsfulde projekter i fjerne dele af verden. 

Danoffice IT blev grundlagt i 1995 i Svendborg og beskæftiger i dag mere end 240 ansatte. I 2017 blev Danoffice IT opkøbt af kapitalfonden Agilitas, og siden har Danoffice IT foretaget en række opkøb af andre IT-virksomheder, bl.a. DCES i 2019, Npvision i 2020 og senest edgemo i 2021.

Hos Danoffice IT er der et kæmpe fokus på bæredygtighed, og ved deres opkøb af Npvision Group A/S har Danoffice IT manifesteret deres ønsket om at støtte den cirkulære tankegang og bidrage til FN’s verdensmål for en bæredygtig udvikling.

Danoffice IT er ISAE3402-certificeret. Det står for International Standard on Assurance Engagements og er en revisionserklæring der bekræfter, at Danoffice opfylder juridiske krav og god IT-praksis. ISAE3402 er en international (og dansk adopteret) revisionsstandard inden for IT-sikkerhed og kontrolmiljø.

Danoffice IT er ydermere Anti Bribery Compliance ISO 37001:2016-certificeret via Bureau Veritas. Dette er en understregelse af virksomhedens stærke forretningsskik -og etik, hvor der er nul tolerance i forhold til korruption og bestikkelse.

MEST LÆSTE