Sponseret indhold
Ida Sofie Jensen, koncernchef i Lægemiddelindustriforeningen (Lif).

Patienter med kronisk sygdom – somatisk eller psykisk – skal opleve ét samlet sundheds-
væsen af ensartet og høj kvalitet, der samarbejder om den hele patient, uanset hvor i landet man bor. Det bør være målet for regeringens kommende plan for en samlet sundhedsaftale.

Skrevet af; Ida Sofie Jensen, koncernchef i Lægemiddelindustriforeningen (Lif).


Patienterne har behov for, at sundhedsvæsenet sikrer en systematisk og ambitiøs tilgang til kronisk sygdom. Det vil kunne sikre både højere kvalitet og mindre ulighed blandt patienter med kronisk sygdom. Det er især vigtigt at sikre ensartethed og lige muligheder, nu hvor sundhedsbehandlinger i stigende grad foregår i nærheden af patienten i sundhedshuse og nærhospitaler.

Inden for kronikerbehandlingen bør vi lade os inspirere af kræftområdet, hvor de politiske kræftplaner har reduceret overdødeligheden og løftet kvaliteten for alle patienter. Der er i høj grad brug for en tilsvarende systematisk og ambitiøs tilgang til kronisk sygdom. En tilgang, som kan sikre lighed og tryghed for patienter og samtidig knække kurven for kronisk sygdom i Danmark.

Vi står i Danmark med muligheden for og nøglen til ikke blot at vende udviklingen for kronisk sygdom – men også muligheden for at udvikle de bæredygtige løsninger og modeller i et tæt offentlig-privat samarbejde, som hele verden efterspørger og vil efterspørge i endnu højere grad de kommende år, hvor befolkningen i den vestlige del af verden bliver ældre, og flere må forventes at få en kronisk sygdom.  Udfordringen er til at føle på. I dag lever 1,2 millioner danskere med kronisk sygdom, og tallet er steget markant over de sidste 20 år.  

Hertil kommer, at sundhed er ulige fordelt, og uligheden vokser. Det kan ses både i forekomsten af kronisk sygdom i samfundet og i effekten af den nuværende behandling. Mennesker med kort uddannelse lever kortere, de diagnosticeres senere i deres sygdomsforløb og risikerer dermed at udvikle alvorligere følgesygdomme. Det er medvirkende faktorer til, at den sociale ulighed i middellevetiden er steget gennem de sidste 25 år. 

Tallene taler sit tydeligt sprog. Vi skal sætte massivt ind med forebyggelse, der skal hindre, at kronisk sygdom opstår. Derfor bør der sættes nationale, forpligtende mål for forebyggelsesindsatsen i kommunerne. Samtidig skal der udvikles nye, bæredygtige løsninger i partnerskaber mellem kommuner, regioner, fonde og private aktører, som kan bruge innovation i forebyggelsen. Og så kommer vi ikke uden om, at der skal skabes sunde rammer gennem strukturelle tiltag som fx øgede afgifter på cigaretter, og der skal etableres flere sportspladser og cykelstier, der giver mulighed for et sundt og aktivt liv. 

Forebyggelse kan dog ikke stå alene. Vi skal samtidig sikre en systematisk opsporing af kronisk sygdom for at sikre, at kronisk sygdom diagnosticeres så tidligt som muligt. Almen praksis og sygehuse kan med en tidlig og systematisk indsats forebygge udvikling og forværring af kronisk sygdom. Tidlig opsporing skal have et særligt fokus på de borgere, der har det største behov. Et eksempel kan være, at den praktiserede læge systematisk indkalder sårbare patienter, der fx ikke møder op til planlagte kontroller, herunder kronikerkontroller, eller et årligt sundhedstjek af udvalgte borgere, fx borgere i socialpsykiatrien. 

I lighed med kræftområdet bør der indføres patientrettigheder inden for kronisk sygdom, og patienten skal møde et sundhedsvæsen, hvor indsatsen er baseret på standardiserede, forpligtende kronikerpakker, der sikrer patienter med kronisk sygdom standardiserede forløb på tværs af sektorer og i hele landet. Patienter med kronisk sygdom skal sikres ret til en individuel behandlingsplan, årlig kronikerkontrol, forløbskoordinator til sårbare patienter og sygdomsspecifikke patientuddannelser i hele landet. 

Regeringen har en ambition om, at en del af behandlingen skal flyttes fra sygehusene ud i det nære sundhedsvæsen. Vi er enige i, at det stadig mere specialiserede sygehusvæsen harmonerer dårligt med fx en patient med multisygdom, hvor man må se på det hele mennesker, når man tilrettelægger behandlingen. Samtidig giver det god mening, at patienten kan modtage behandling tættere på sit hjem og ikke skal køre langt for at komme til et sygehus. Men det er afgørende, at man ikke giver køb på kvaliteten i denne øvelse. Derfor bør Sundhedsstyrelsen stå i spidsen for at udarbejde en kvalitetsplan med forpligtende kvalitetsstandarder for opgaveløsningen i det nære sundhedsvæsen. 

Vi kan og vi skal finde løsninger, der kan sikre en bedre behandling af mennesker med kronisk sygdom. Lykkes det, er potentialet bedre sundhed, mere lighed og livskvalitet for alle borgere, et øget arbejdsudbud og en bedre samfundsøkonomi.

Lif har udarbejdet 10 pejlemærker for en kronikerbehandling i verdensklasse:

  1. Forebyggelse skal hindre, at kronisk sygdom opstår
  2. Systematisk opsporing skal sikre, at kronisk sygdom diagnosticeres tidligt
  3. Adgang til behandling af høj kvalitet i hele landet
  4. Patienten skal møde ét sammenhængende sundhedsvæsen
  5. Nationale, bindende kvalitetsstandarder skal løfte kvaliteten og sikre et ensartet højt niveau i det nære sundhedsvæsen
  6. Data skal binde kronikerindsatsen sammen
  7. Teknologi skal sikre individuelle, fleksible og inddragende behandlingsforløb
  8. Forskning skal sikre fortsat udvikling og kvalitet i kronikerbehandlingen
  9. Lægemiddelbehandling skal være for alle med et klinisk behov
  10. Større lighed i sundhed skal sikre mennesker med kronisk sygdom en udvikling i levealder, der svarer til den øvrige befolkning

MEST LÆSTE