Stort industriområde på Vestegnen bliver transformeret til boliger

Af:

De seneste år har der været langt mellem, at nye boligbyggerier bliver sat i gang. Men nu er både Jensen & Nielsen Gruppen og AKF tæt på at gå i gang i Hersted Industripark ved Glostrup, hvor den i første omgang står på nedrivning af de gamle lager- og fabriksejendomme.

”Smedeland” – alene vejnavnet fortæller en historie om industri, med alt hvad der hører til. Det er faktisk endda lidt romantiseret: Man skal virkelig holde af betonhaller fra 60’erne og 70’erne, for at se charmen i Hersted Industripark, der ligger i Albertslund Kommune, men som har postnummer i Glostrup.

Hvis man bladrer 20 år frem, skulle alle, uanset smag, gerne kunne se charmen. Industrikvarteret skal transformeres til et boligkvarter med tilhørende butikker.

Meget kan nå at ske over to årtier, men Jensen & Nielsen Gruppen tror på visionen. Developeren har netop købt ejendommen Smedeland 28, og planen er at rive de eksisterende bygninger ned og erstatte dem med 30.000 kvm. blandet bolig og erhverv – i praksis 380 boliger og et supermarked.

Det kommer oveni de 22.000 kvm., Jensen & Nielsen Gruppen vil nyopføre på nabogrunden i nummer 24, som man erhvervede i 2022. Dette byggeri kan gå i gang allerede senere i år.

Næste trin i udviklingen

Oplysningerne fremgår af en pressemeddelelse fra Colliers, som har formidlet salget af begge ejendomme på Smedeland til Jensen & Nielsen Gruppen.

”Ifølge planerne bliver Hersted Industripark en ny innovativ og grøn bydel, som bliver udviklet over de næste godt 20 år med 11 nye kvarterer, hvor der med tiden forventes at kunne bo godt 24.000 indbyggere og være tusinder af arbejdspladser,” forklarer Colliers videre om den sammenhæng, som Jensen & Nielsen Gruppens byggerier kommer til at indgå i.

Med andre ord kan man se planerne for næste trin i den moderne udvikling af hovedstaden, hvor industriområder bliver transformeret til boligområder.

I første trin inddrog man havnearealerne, både i centrum af København og mod nord og syd. Her kunne man lokke beboerne med den eftertragtede udsigt til vandet.

I andet trin blev Carlsberg Byen opført. Her var det den rige industrielle historie, som var den bærende fortælling. Lidt sværere var det at bygge en fortælling op om Grønttorvet i Valby, men her er nybyggeriet i sig selv meget vellykket, hvor det i højere grad er op til debat, hvor mange point arkitekter og developere skal have for deres arbejde i de tidligere udviklingsområder.

Gunstige prognoser

Eksemplet fra Grønttorvet må tælle på plussiden for Jensen & Nielsen Gruppen og de andre aktører, der sætter penge i at udbygge Hersted Industripark: Det er muligt at opbygge et attraktivt boligområde i hovedstadsområdet, selv om området ikke er født med en stærk identitet.

Thomas Linneberg, adm. direktør i Jensen & Nielsen Gruppen, peger på andre forhold, som har givet mod på investeringen.

”Vores betragtning er, at det er et stort område, der er under udvikling, og det skal ske over mange år. Men omvendt kan vi se, at forventninger og prognoserne siger, at folk fortsat søger mod København, og at der vil være en markant befolkningstilvækst,” siger han.

”Vi ser også, at der er en øget interesse mange år fremover for lejeboliger, da det bliver sværere og sværere at købe ejerboliger. Samtidig, da vi i forvejen havde nabogrunden (altså Smedeland 24, red.), kender vi området og ved, hvilken interesse der er for det. Vi kan se, at mange af de andre projekter i fase 1 har store udviklere og pensionskasser i ryggen. Det betrygger os i, at det her er et område, der rent faktisk bliver til noget,” fortsætter Thomas Linneberg.

Slut med byggestoppet

Det er i sig selv en nyhed, at der overhovedet bliver sat boligbyggeri i gang. Det har det ellers ligget tungt med de senere år, efter at så vel rentestigninger som højere materialepriser gennem 2021 og 2022 underminerede de budgetter, der var lagt.

Thomas Linneberg hæfter sig ved, at også naboen på den anden side af Smedeland, AKF, er tæt på at kunne sætte spaden i jorden. Dermed kan man i fællesskab hurtigt få det, som skal være en fremtidig bygade, til at ligne noget.

Ræsonnementet er bl.a., at i og med, at der i en periode er blevet igangsat mindre boligbyggeri, samtidig med at efterspørgslen efter boliger fortsat er steget, vil der komme en periode, hvor det er relativt nemt at leje ud. Dermed har man en god chance for at slippe for meget af den dyre tomgang, man jævnligt ser i nyopførte ejendomme.

Det betyder igen, at de færdige ejendomme vil være mere attraktive for såvel udenlandske som danske investorer – en interesse, Thomas Linneberg allerede mærker.

Kvarteret skal brandes

På det længere sigte er ikke bare befolkningsudviklingen en vigtig parameter – altså om hovedstaden bliver ved med at vokse. Det vil også have betydning, hvor attraktivt man opfatter det at bo i omegnskommunerne.

I de seneste år er det vestegnskommunerne, der er vokset hurtigst – i 2023 lå Brøndby Kommune helt i top med en befolkningstilvækst på 5,2 pct., mens Københavns Kommune kun voksede med 0,9 pct. Det har naturligvis især noget at gøre med, hvor boligerne nu engang er blevet bygget, men det kan også være, at der ikke længere er et helt så stort ønske om at bo i byens centrum.

Thomas Linneberg prøver ikke at bilde nogen ind, at Hersted Industripark bliver ligesom city. Der vil være supermarkeder samt andre butikker og cafeer, og der vil også være grønne områder. Men hvis man for alvor vil gå i byen eller besøge kulturinstitutioner, må man tage letbanen fra stationen Glostrup Nord, der åbner i 2025.

Vores betragtning er, at det er et stort område, der er under udvikling, og det skal ske over mange år. Men omvendt kan vi se, at forventninger og prognoserne siger, at folk fortsat søger mod København, og at der vil være en markant befolkningstilvækst.

Mest læste på BusinessReview.dk

ecommerce101024
E-Commerce
lifescience 311024
Life Science
AGHercepTest mAb_GE001 Dako Omnis_Lab_8
Agilent Technologies: Globalt førende inden for kræftdiagnostik
Mie Bilberg
Luk e-hullet, handling er nødvendig
etf221024
Udfordringer og muligheder for det danske elnet 🔊

Podcast

Læs også

DK Hedehusene 2471_
CBRE: Stadigt flere logistiklejere kræver ”brunerabatter”
De nye mange nye logistikejendomme, der er opført, kommer som regel med en høj grad af bæredygtighed. Det har påvirket lejernes opfattelse...
Steffen-Bang-Olsen
Ændringer i planloven giver muligheder og stiller krav til grundejere, udviklere og investorer
Folketinget vedtog kort før årsskiftet et lovforslag, der trådte i kraft den 1. januar 2024 og som bl.a. vil danne grundlag for ny...
Herning city in the center where cars are abandoned
Nyt udspil fra EjendomDanmark: Tre initiativer skal gøre op med dækningsafgiften og beskytte erhvervslivet
EjendomDanmark lancerer et politisk udspil med tre konkrete forslag til at reformere dækningsafgiften, som i lyset af de foreløbelige...