Lars Aagaard
Lars Aagaard, fotograf Adam Rieper

Det vil kræve store mængder af penge og arbejdskraft at gennemføre det kommende bygningsdirektivs krav om, at alle ejendomme skal løftes op til mindst energimærke E. Ministersvar i Folketinget viser, at der er meget lidt klarhed over, hvor disse ressourcer skal komme fra.

EU kan godt beslutte, at bygningsmassen i Europa skal opgraderes drastisk i henseende til energieffektivitet – og gør det efter alt at dømme også senere på året. Derimod kan man ikke beslutte, at bygningernes ejere har pengene til at få arbejdet udført, endsige at der er nok håndværkere nok til at udføre det. Her ligger man under for virkelighedens snærende begrænsninger. 

At dømme efter en række ministersvar til Dansk Folkepartis Nick Zimmermann synes man i hvert fald på dansk grund endnu ikke at have forholdt sig til disse begrænsninger. Dermed er der risiko for et større kaos, når det kommende bygningsdirektiv, der altså står til at blive vedtaget her i 2023, i de følgende år skal implementeres i dansk lovgivning. Som tidligere omtalt her i sektionen er et vigtigt punkt i direktivet, at alle erhvervsejendomme, herunder boligudlejningsejendomme, senest i 2027 skal være løftet op i det europæiske energimærke E (som ikke er helt sammenfaldende med det tilsvarende danske energimærke). Ejerboliger får respit til 2030. Lidt længere ude i fremtiden skal alle ejendomme minimum være i energimærke D. 

Venter med at tage stilling 
På dansk og europæisk plan er der tale om en gigantisk opgave, og den skal betales af ejendommenes ejere. Men hvad stiller man op, hvis ejerne hverken har eller kan låne disse penge? Det har Nick Zimmermann spurgt klimaminister Lars Aagard (M) om. Problemet kan være særligt påtrængende i udkantsområder, hvor banker og realkreditinstitutter er mest forbeholdne med at yde lån til boliger og ejendomme.  

”Det er altid vigtigt at have for øje, hvordan regulering påvirker de borgere, den vedrører. Det skal vi selvfølgelig også i denne sammenhæng. Derfor går Danmark ind i forhandlingerne med udgangspunkt i den danske forhandlingslinje og arbejder for, at danske interesser bliver varetaget bedst muligt. Hvordan Danmark i praksis vil efterleve kravene, afhænger af trilogforhandlingerne. Derfor vil der først tages stilling hertil i implementeringen af bygningsdirektivet,” skriver ministeren i svaret. 

Trilogforhandlinger foregår mellem rådet, parlamentet og kommissionen. Her har Danmark altså kun en meget lille stemme i kraft af regeringens deltagelse i ministerrådet. Og det korte af det lange er, at man først vil forholde sig til finansieringen, når det er for sent at ændre på reglerne – når direktivet er vedtaget, og Danmark er forpligtet til at gøre det til national lov. 

Knap arbejdskraft 
Meget større klarhed er der ikke, når det kommer til, hvordan de nødvendige håndværkere skal findes. I sit svar om dette betoner Lars Aagaard, at behovet for arbejdskraft til at opfylde bygningsdirektivets krav skal ses i sammenhæng med behovet for arbejdskraft til den grønne omstilling i øvrigt, og han opremser nogle af regeringens planlagte initiativer for at udvide arbejdsstyrken og øge dens kvalifikationer. 

Men ministeren angiver ikke noget bud på, hvor meget arbejdskraft der skal til for at opfylde bygningsdirektivets krav, endsige for at gennemføre grøn omstilling i øvrigt. Dermed er man lige vidt i henseende til at vide, om der vil være arbejdskraft nok til, at det overhovedet er realistisk, at de mange planer bliver virkelighed. Lidt større klarhed er der om, hvorvidt et krav om, at alle nye bygninger skal have solceller på taget, også gælder, hvis man opfører et skur. Det gør det sandsynligvis ikke. Det vil, som det ligger nu, kun være opvarmede bygninger, kravet gælder for, idet det dog alligevel kan komme til at gælde for alle erhvervsmæssige lagerejendomme og garager. 

PODCAST

MEST LÆSTE