Nicholas Kozubek, øverste chef for Europas største ejendomsmesse, vil have fokus på tiltag, der begrænser ejendommes klimaaftryk. Derfor har han netop været på charmeoffensiv i Skandinavien, hvor der formodes at være mange, der har praktisk viden om emnet. Men messer indebærer også i sig selv et klimaaftryk, især når de besøgende ankommer med fly. Det vil topchefen også gøre noget ved, fortæller han til EJENDOMME.
Vi er jo nogle, der har et februar-ritual med at undersøge, om der er gode togforbindelser til Cannes. Svaret er hvert år negativt. Er man fra Nordeuropa, og har man ikke tid til en håndfuld dage på farten, er der i praksis ingen vej uden om de trange flysæder, hvis man vil til Europas største ejendomsmesse, MIPIM. Kommer man fra Frankrig, er det meget nemmere. Der er TGV-tog fra Paris til Nice, hvortil man også ville ankomme med fly. Netop denne mulighed opfordrer MIPIM nu sine landsmænd til at bruge, fortæller messens adm. direktør Nicolas Kozubek til EJENDOMME.
Det er naturligvis et led i messens bestræbelserne på at nedbringe sit klimaaftryk. Klimahensyn er i dag et stort og uomgængeligt vilkår for kunderne i ejendomsbranchen, og så går det ikke, at MIPIM selv bare lader som ingenting. Og hvor en del franske gæster sikkert også ville foretrække at ankomme med fly, er der grænser for, hvor slemt det kan være i stedet at benytte landets glimrende netværk af højhastighedstog.
Drop de andre messer
Mere kant er der over et andet af MIPIM’s klimatiltag. Hvis dét lykkes, vil der i høj grad være nogle, det gør ondt på – nemlig konkurrenterne. MIPIM-ledelsen er på det rene med, at det kan være for besværligt for ikke-franske besøgende at finde et realistisk alternativ til at ankomme med fly. Men til disse gæster lyder det kontante budskab fra Nicolas Kozubek: Kom til Cannes alligevel, og skær til gengæld de andre ejendomsmesser væk.
”Vi ønsker at sikre, at MIPIM er dén ene begivenhed, man er nødt til at være med på, når man er i ejendomsbranchen. Der skal være så mange muligheder, og samtalerne skal være så meningsfulde, at det på et tidspunkt kan overflødiggøre andre forretningsrejser i løbet af året. Vi vil altså at hjælpe folk med at spare tid og penge, på den måde at de kan foretage én meget meningsfuld tur, den til MIPIM, og til gengæld droppe nogle andre,” siger Nicolas Kozubek.
Han citerer med fornøjelse en unavngiven kunde, han mødte under en rundtur til de skandinaviske hovedstæder for nogle uger siden. Vedkommende oplevede at blive kritiseret for at flyve til Cannes, og dermed belaste klimaet. Han svarede, at han netop rejste til Cannes for at gøre noget ved klimaet.
Ikke bare en skønhedskonkurrence
Rundturen i Skandinavien handlede også om bæredygtighed. Men her var det ikke klimabelastningen fra messen i sig selv og den tilhørende logistik, der var i fokus. Det var i stedet de positive følgevirkninger, der gerne skulle opstå ud fra messen, der til næste år løber af stablen fra den 12. til den 15. marts. En messe bruger grundlæggende samme trick som sociale medier: Brugerne kommer, fordi det giver dem værdi, men samtidig skaber de, alene ved deres tilstedeværelse, værdi for andre brugere.
Nogle skaber dog mere værdi end andre, og MIPIM’s analyse er, at mange skandinaver kan komme med en viden om bæredygtige løsninger i praksis, som besøgende fra andre lande efterspørger.
”Vores idé i henseende til bæredygtighed er denne: Vi ved, alle taler om det, men vi ønsker at sikre, at det ikke bare bliver en skønhedskonkurrence. Der skal deles viden på MIPIM. Flere end 90 lande er repræsenteret, så det er et godt sted at diskutere mulighederne og at sammenligne sig med hinanden. For skandinaver er det en mulighed for at vise initiativer, der har været succesfulde. Vi har brug for at forstå, hvordan resultaterne er opnået,” siger Nicolas Kozubek.
Mange investorer at tale med
Som beskrevet i forrige udgave af EJENDOMME viser en ny undersøgelse, at de nordiske ejendomsmarkeder er faldet noget ned fra tinderne i de internationale investorers bevidsthed. Nordiske ejendomme var tidligere efterspurgte, fordi de udgjorde et godt alternativ til de obligationer, der gav et afkast tæt på, eller endda under, nul. Denne betragtning er mindre aktuel nu, hvor renten er steget, og selv de mest sikre statsobligationer giver et signifikant, løbende afkast. Den ændrede stemning omkring nordiske ejendomme fremgår også af mere hårde data: Omfanget af transaktioner er styrtdykket, og det er især potentielle købere fra det store udland, der i hvert fald indtil videre har forladt markedet.
Men Nicolas Kozubek anfører, at denne situation blot giver nordiske ejendomsfolk endnu mere grund til at møde op på MIPIM. Som et slag på tasken er ca. hver tredje deltager på messen investor, og med anslået henved 30.000 deltagere næste år, har man altså teoretisk 10.000 muligheder for at se en investor i øjnene og overbevise ham eller hende om, at ens projekt er så godt, at det stadig er bedre end obligationen, trods den højere rente.
Og Nicolas Kozubek noterede sig under sit besøg i København, hvor han bl.a. mødte overborgmester Sophie Hæstorp Andersen og erhvervsminister Morten Bødskov, at selv om markedet i Danmark for tiden er meget stille, og specielt at der bliver sat meget lidt nybyggeri i gang, er det ikke fordi, der mangler planer om eller ideer til ejendomme, man kan opføre.
Nye klimatiltag
Nicolos Kozubek lover tillige, at nordiske deltagere, der selv primært kommer for at høre om bæredygtighed, ikke vil føle sig snydt.
”Hvis du kommer til MIPIM i 2024, vil der ikke være et arrangement, hvor bæredygtighed ikke indgår på en eller anden måde. Vi er nødt til at holde emnet i forgrunden,” siger han.
MIPIM har også startet initiativet ”MIPIM’s Road to Zero,” der går ud på at samle forskellige praktiske løsninger til at nedbringe klimabelastningen. Det er et koncept, som man vil arbejde videre på frem mod næste års messe, fortæller Nicolas Kozubek. Således er et dusin virksomheder fra den franske bygge- og ejendomsbranche gået sammen om at forpligte hinanden på målsætninger og handlinger, og over de kommende måneder skal de desuden fungere som en slags tænketank. Planen er, at initiativet senere skal åbnes for virksomheder fra andre lande.
Det kan MIPIM’s konkurrenter så tygge på. Det er måske især Expo Real, der hvert år i oktober løber af stablen i München, der må opleve, at den store, franske rival er kommet med en udfordring, man er nødt til at reagere på. Men også i Storbritannien er der hvert år messer og store konferencer om ejendomme, der tiltrækker et stort publikum.