Leif Djurhuus’ kunstsamling bliver beskrevet som blandt de største og mest kontroversielle i Danmark. Ved årsskiftede takkede den garvede advokat af. Han vil nu engagere sig endnu mere i kunstens verden.
”Folk i min omgangskreds kan godt finde på at sige til mig: Du kan da ikke blive ved med at se på den firkantede ting. Men det kan jeg bare. At stå foran det rigtige kunstværk giver mig et kick.”
Sådan indleder Leif Djurhuus vores interview om hans helt store interesse: kunst.
Udlånt til Arken
Interessen for kunst begyndte allerede tidligt i karrieren, da Leif Djurhuus i midtfirserne arbejdede som advokatfuldmægtig hos højesteretssagfører Oskar Bondo Svane – en passioneret kunstentusiast.
”Oskar var engageret, levende og fortællende, når han omtalte kunsten. Et skelsættende øjeblik for mig var, da han inviterede advokatkontoret på en rundvisning på udstillingsstedet Den Frie. Her faldt jeg for konceptkunstneren Sven Dalsgaard, og snart havde jeg min egen lille samling af kunstnere fra 80’erne, der gik under navnet ”De unge vilde”.
Siden har samlingen kun vokset sig større. I dag hænger kunsten på gangene hos Klar Advokater, hvor Leif Djurhuus har været advokat og partner, i lejligheden på Frederiksberg og hos klienter, familie og venner. En del af samlingen har endda været udlånt til Louisiana og Arken.
”For mig er kunst en oplevelse, som jeg godt kan lide at give videre,” siger han og mener, at adgang til kunst i hverdagen både inspirerer, motiverer og baner vejen for de gode samtaler blandt medarbejdere, klienter og modparter.
Kunstpause i Egypten
Kunsten fylder selvsagt også i hans eget liv, og gennem hele sin karriere har Leif Djurhuus bevæget sig mellem to verdener – nemlig juraen og kunsten.
”Kunsten er mit fristed her i livet og gør, at jeg kan slappe af og reflektere over tilværelsen, livet og døden. Når du lever i en lidt konservativ verden, så synes jeg, det er dejligt at kunne tage et break,” siger han.
Kunstpauserne har bragt ham vidt omkring. Blandt andet til udstillingen Documenta i den tyske by Kassel, der kræver særlig invitation til kunstnerne, men også så langt som til Egypten for at mødes med en upcoming kunstner som Anna Boghiguian.
Hovedværk ved et tilfælde
Et af de værker, han holder mest af i sin samling, hænger på advokatkontoret og er af Sven Dalsgaard. Kunstværket går under titlen ”Til minde om”, og kom ham i hænde ved lidt af en tilfældighed i en periode, hvor han var ved at stable en udstilling på benene af selvsamme kunstner.
”Jeg var i Jylland for at arrangere lån af en række af Dalsgaards værker, men ender med at køre til en forkert adresse. Da jeg ringer på, er det Peter Myginds far (skuespiller, red.), Søren Mygind, der åbner. Bag ham i entreen hænger kunstværket, og jeg siger bare wau – og tilføjer, at hvis han nogensinde vil sælge det, må han sige til.”
Efter nogle måneder bliver Leif Djurhuus ringet op.
”Kun på grund af en fejl bliver jeg ejer af det billede, jeg i dag betragter som et hovedværk. Nogle gange kommer tingene til én på det helt rigtige tidspunkt. Det har mit liv været meget præget af.”
En tom kasse
Leif Djurhuus sætter nu punktum for en lang karriere som advokat, hvor rådgivning om køb, salg og udlejning af fast ejendom har været et af omdrejningspunkterne. Noget af det, han selv er mest stolt over, er at have bidraget til at udarbejde EjendomDanmarks standarderhvervsleje-kontrakt, som nu er den mest benyttede erhvervslejekontakt i Danmark. Selvom han lægger sit advokatarbejde på hylden, er det ikke planen at ligge på den lade side. Først og fremmest skal kunstsamlingen plejes.
”En kunstsamling er sårbar i nogle henseender, og det kræver en indsats at sørge for, at værkerne ikke går i stykker eller rådner op. Jeg har kunst, der er lavet af skumgummi eller noget, der minder om spindelvæv, og det kan nemt forgå. Det er sket for mig, at kunsten er forgået, og jeg står tilbage med en tom kasse,” siger han med et smil – for også dét er der kunst over.
Derudover er Leif Djurhuus formand for Det Danske Kunstsamlerselskab. Et af hans kommende mål er at støtte unge kunstnere ved at hjælpe dem med at finde udstillingssteder. Måske endda i samarbejde med ejendomsbranchen:
”I ejendomsbranchen vil der altid være lokaler, der ligger tomme i perioder, og dem ville man godt kunne bruge til gratis udstillingssteder, mod at kunsten bringer oplevelser, liv og opmærksomhed på et bestemt område. Den idé kunne være interessant at arbejde videre med.”
