Boligforening på Frederiksberg har installeret solceller – vil inspirere andre
Et af de formentlig største private solcelleanlæg på Frederiksberg er sat i drift på Frederiksgården med 305 lejemål. Anlægget til 2,1 mio. kr. producerer nu en stor del af det fælles elforbrug i ejendommen på Rådmand Steins Allé, tæt ved Roskildevej og Domus Vista. Det oplyser Frederiksgården i en pressemeddelelse.
”Som en stor ejendom i hovedstaden har vi længe lagt os i selen for at tage aktivt del i den grønne omstilling med bæredygtige initiativer. Solcellerne har dog krævet lidt økonomisk tilløb, fordi vores bygninger er tilbage fra 1959. Derfor har vi måttet udbedre andre ting først – til gengæld kan vi nu tage gennemprøvet og effektiv teknologi i brug til gavn for beboere og klima,” siger Flemming Brank, bestyrelsesformand for Frederiksgården siden 2018.
Den selvejende Institution Frederiksgården er et kollektivhus oprettet af Foreningen til Fremskaffelse af Boliger for Ældre og Enlige. Ejendommen har også investeret i energirenoveringer, led-belysning og i et grønt tag, hvor der indsamles regnvand, som genanvendes i fællesvaskeri og springvand.
”Som beboer er det en stor tilfredsstillelse, at vi kan gøre noget til gavn for klimaet og miljøet. Samtidig er der økonomisk fornuft i at etablere solceller. Forhåbentlig kan vi inspirere andre ejendomme,” siger Helle Smed, næstformand i Frederiksgårdens bestyrelse.
Anlægget har en effekt på 56 KW – det svarer til det årlige, fulde forbrug i knap 30 typiske hovedstadslejligheder med to beboere eller til godt og vel en tredjedel af det fælles el-forbrug i Frederiksgården.
”35 pct. i selvforsyningsgrad er tæt på det optimale, fordi produktionen fra et solcelleanlæg dykker, når det er overskyet eller helt mørkt. Anlægget sparer klimaet for 11 tons CO2 hvert år, og med de nuværende elpriser vil investeringen være tjent hjem på 7-10 år – og anlæggets forventede levetid er 25, måske 40 år. Masser af ejendomme kunne gøre det samme som Frederiksgården,” forklarer projektleder Henrik Trustrup Andersen fra Peter Jahn & Partnere, der har været rådgiver på projektet.
Wihlborgs udlejer 6300 kvm. erhvervslokaler i gennemrenoveret ejendom i Skovlunde
Selv om mange virksomheder kigger mod det centrale København eller Nordhavn, når de skal bruge domiciler eller andre store kontorlokaler, er det stadig også muligt at finde store og gode lejere til lokaler af den type og med den beliggenhed, der var topmoderne for nogle årtier siden. Ejendomsselskabet Wihlborgs har således netop fundet lejere til 6300 i Skovlunde.
”Wihlborgs A/S har indgået længerevarende lejeaftaler med to markante virksomheder, som i efteråret 2024 flytter ind i det multifunktionelle erhvervsbyggeri på Meterbuen 27 i Skovlunde. Det drejer sig om elektronikvirksomheden EMRI, som leverer styresystemer til skibe, og ingeniør- og teknikvirksomheden Grønbech,” oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
De to virksomheder rykker ind i henholdsvis 3300 kvm. og 3000 kvm., der for begges vedkommende er fordelt på kontor og arealer til lager og montage. ”Vi ser frem til at byde vores to nye lejere velkomne på Meterbuen 27, hvor vi efter en omfattende renovering kan tilbyde EMRI og Grønbech det rigtige match mellem behov, arealer og anvendelse i klimavenlige, fleksible og komfortable rammer,” udtaler Palle Dybdal, kundechef hos Wihlborgs.
For begge virksomheder har det efter det oplyste været en vigtig bevæggrund, at ejendommen er nemt tilgængelig for medarbejderne – mange af dem bor i området, og for resten er der god infrastruktur til pendling.
”Det nye lejemål stemmer godt overens med, at vi gennem noget tid har haft et ønske om at flytte lidt ud af byen og gøre transporten nemmere for vores medarbejdere, hvoraf langt de fleste bor uden for selve København. Vi håber, at vores medarbejdere vil opleve, at det er blevet nemmere at komme på arbejde,” udtaler John Mathiesen, CEO i Grønbech.
For Grønbech spiller det også ind, at dens nuværende domicil i Sydhavn med tiden er blevet ”omringet” af boligbyggeri. Tidligere var det som bekendt et havne- og industrikvarter.
EjendomDanmark vælger nye medlemmer til bestyrelse og forretningsudvalg
EjendomDanmark har netop afholdt årets generalforsamling. Her var der også valg til bestyrelsen, hvor bl.a. fire nye bestyrelsesmedlemmer blev valgt. Det oplyser brancheorganisationen i en pressemeddelelse. EjendomDanmarks samlede bestyrelse består nu af 33 personer, der samlet repræsenterer branchens bredde. Ifølge vedtægterne skal bestyrelsen nemlig have en bred repræsentativitet for medlemskredsen, ligesom bestyrelsesmedlemmer skal have ansvaret for virksomhedens ejendomsaktiviteter. Det er ifølge EjendomDanmarks formand, Henrik Dahl Jeppesen (billedet), alene styrket med de nyvalgte, og han ser frem til arbejdet med en ny bestyrelse:
”Vi afspejler vores medlemmer og branchen. Derfor er jeg enormt glad for at kunne byde Julie, Bettina, Mads og Søren velkommen til bestyrelsen. Jeg ser meget frem til det kommende bestyrelsessamarbejde med både nye og velkendte ansigter,” siger han.
De nyvalgte bestyrelsesmedlemmer i EjendomDanmark er Bettina Lange, adm. direktør i KLP Ejendomme, Julie Rømsing, adm. direktør i Newsec Property Asset Management, Mads Guldbæk Jensen, adm. direktør i PWH Ejendomme A/S og Søren Tang Kristensen, adm. direktør i Industriens Pension. Efter generalforsamlingen har bestyrelsen konstitueret sig i et forretningsudvalg og formandskab. Henrik Dahl Jeppesen og Michael Nielsen fortsætter som henholdsvis formand og næstformand. I forretningsudvalget indtræder Frederik Barfoed, koncerndirektør i Barfoed Group.
”Frederik repræsenterer noget unikt i og for hele ejendomsbranchen. Med sit virke i en ejerledet virksomhed vil han også i forretningsudvalget tilføre gode og vigtige indsigter og kompetencer, og jeg sætter stor pris på, at han har lyst til at bidrage,” siger Henrik Dahl Jeppesen.
På dette års generalforsamling valgte Torben Black, adm. direktør i C.W. Obel Ejendomme, at udtræde fra bestyrelsen og derned også som medlem af forretningsudvalget. EjendomDanmark takker ham for hans store indsats, gode arbejde og engagement i og for organisationen.