3 Hurtige

Af:

Visualisering: Tredje Natur

Mangfoldighed og biodiversitet er overskrifterne for nyt kvarter i Gladsaxe

I snart syv år har en 5 ha. stor grund omkring den fredede Mørkhøjgård i Gladsaxe stået ubrugt hen. Men nu har kommunen sammen med den nuværende og den kommende ejer – henholdsvis statslige Freja Ejendomme og Alfa Development – lagt en plan for, hvad der skal ske: Der skal udvikles ca. 400 boliger af forskellige ejertyper, og der bliver også plads til erhvervslokaler, oplyser Freja i en pressemeddelelse.

”Mørkhøjgård istandsættes og indrettes til erhvervsformål, mens gårdspladsen bliver et af bydelens centrale mødesteder. Der arbejdes også med planer om at gøre en del af gårdens lade til et bydelshus med fælles faciliteter. Ligeledes er det planen at åbne den omkringliggende park og skov for offentligheden, så de grønne områder kan blive til glæde for alle kommunens borgere,” oplyses det videre.

Andreea Kaiser, stifter og medejer af Alfa Development, fortæller, hvordan man tænker at indarbejde naturlige elementer i selve bebyggelsen: “Vi har et princip om, at for hver bolig vi udvikler, planter vi et nyt træ. Så i området vil der blive plantet minimum 400 nye træer, og vi involverer kommende beboere tidligt i denne proces, da vi ikke venter med at plante træerne til efter byggeriets afslutning. Planen er at anskaffe alle træerne fra begyndelsen og oprette en ‘træbørnehave’ på stedet, hvor de kan vokse sig større. Gennem projektets forløb vil vi opfordre de kommende beboere til at deltage i beslutningen om, hvor de enkelte træer skal placeres.”

”Vi glæder os til at komme i gang med udviklingen og ser kæmpe muligheder i området for at skabe en levende og tryg bydel både for beboere, naboer, virksomheder og borgere i Gladsaxe Kommune. I vores udviklingsplan lægger vi vægt på at skabe gode byrum i høj kvalitet, der appellerer til fællesskab, og hvor der er plads til alle aldre. Området er grønt med en smuk flora og fauna som vi kommer til at udvide yderligere, så der forbliver en mangfoldig biodiversitet i området,” uddyber Andreea Kaiser.  

PR-foto

Stort, internationalt navn skal skabe opmærksomhed om København på MiPIM

Europas største ejendomsmesse, MIPIM i Cannes, løber af stablen fra tirsdag til fredag i næste uge, og de danske deltagere har som altid et hyggeligt mødested på den danske stand med en stribe tilhørende møder af blandet fagligt og socialt indhold. Men i år har arrangørerne en ambition om, at der også udefra skal være opmærksomhed på de danske aktiviteter. 

Til det formål har man inviteret Hélène Chartier (billedet), director of Urban Planning and Design i C40-netværket, til at være hovedtaler ved et arrangement om grøn omstilling onsdag kl. 11. C40 er et samarbejde mellem storbyer, hvor man inspirerer og forpligter hinanden i henseende til grøn omstilling. Ved stiftelsen i 2005 var 18 byer med i samarbejdet, og det ligger i organisationens navn, at man håbede at nå op på 40. I dag er det dog henved 100 byer, der er tilknyttet.

København kom med allerede i 2006, og hovedstadskommunen er som altid meget aktiv i Cannes, hvor den også er største partner i den danske stand – som, trods navnet ”Copenhagen Denmark” ikke omfatter hele Danmark, idet Aarhus deltager med en egen stand. Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen åbner officielt københavnerstanden tirsdag formiddag.

Af andre interessante kan nævnes, at Sweco tirsdag kl. 15 er vært ved en paneldebat om levetidsforlængelse – levetid af ejendomme, forstås. At opføre ejendomme, så de er holdbare, og så de i fremtiden vil kunne bruges til andre formål end de oprindeligt tænkte, er på langt sigt en god vej til at reducere klimabelastningen. Torsdag eftermiddag vil otte proptech-virksomheder pitche deres løsninger på den danske stand.

De danske arrangerer er Property and Investment Denmark og Byggesocietetet. Det er i år lykkedes dem at skaffe en lidt bedre placering til standen. Den vil stadig være i kælderetagen, men ikke bagerst i den, og den vil også være lidt større end i tidligere år.

Foto: Sten Thorup Kristensen

Stadigt flere tomme butikslokaler – men vendingen kan være nær

For femte kvartal i træk har Danmark fået flere “til leje”-skilte foran butikslokaler, spisesteder, cafeer og forretninger med takeaway-mad. Det viser de nyeste data fra Ejendomstorvet.dk, oplyser portalen for erhvervslokaler i en pressemeddelelse.

”Aktuelt er der udbudt 633.000 kvm. butikslokaler over hele landet på vores portal – en stigning på 104.000 kvm. i løbet af fem kvartaler, svarende til 35 supermarkeder i størrelse med Føtex eller Meny. De to seneste kvartaler har stigningerne i kvadratmeter dog været mindre, og med et aktuelt udbud på 3,1 pct. af de samlede butiksarealer er vi ikke helt oppe på niveauet i 2020. Men udlejerne har en del kvadratmeter, de gerne vil have afsat, og derfor har butikskæder og iværksættere en masse at vælge imellem lige nu,” udtaler Jakob Wegener, adm. direktør for Ejendomstorvet.dk.

Frank Heskjær, detailchef hos EDC Erhverv Poul Erik Bech, supplerer: “Efter to år med krig i Ukraine har danskerne stadig ikke fået spenderbukserne på, og selv om inflationen er aftaget igen, er der meget usikkerhed hos forbrugerne. Det smitter af på butikker og spisesteder, og nogle af de stærke kæder er begyndt at drøfte lejebetingelser med deres udlejere.”

Når butikkerne får lavet regnskaber for de seneste måneder, kan det dog være, at de må konstatere, at forbrugerne faktisk har fundet de famøse spenderbukser frem. Ifølge Danmarks Statistik steg detailhandlen 0,4 pct. fra december til januar, og det betegner Palle Sørensen, cheføkonom i Nykredit, som en flyvende start på året.

”Stigningen kommer efter en næsten uhørt god november måned for detailsalget og så en lidt svagere, men overordnet meget pæn, december. Danskerne skruede virkelig op for forbruget hen mod slutningen af sidste år, og meget tyder altså på, at det ikke var midlertidigt og fortsætter. Årsagen skal selvfølgelig i den massive fremgang, som danskerne oplever i deres købekraft. Inflation er helt i bund og lønningerne (i første omgang i det private) stiger i et historisk stort tempo. En del af den fremgang bliver tydeligvis konvergeret til yderligere forbrug – et godt udgangspunkt for væksten i samfundet i starten af de nye år. Detailhandlen er formentlig også hjulpet på vej af lidt mere optimistiske forbrugere,” skriver Palle Sørensen.

Mest læste på BusinessReview.dk

Mikkel Kruse Telenor 2023
Mobil-telefonen udgør en trussel mod sikkerheden hos SMV’erne
airport_drone_2022_02_04
Nye lufthavne åbner enestående muligheder i Grønland
Steffen Bang Olsen Kromann Reumert frit med redt hår
Ejendomsadvokaten: TIDSBEGRÆNSEDE LEJEAFTALER ER IKKE UNDERLAGT EN 2-ÅRSREGEL
thumbnail_20220223_JSU0133
Betalingsløsninger suger alt for mange penge ud af forretningen
br cø__
Læs "Cirkulær Økonomi" digitalt her

Podcast

Læs også

3 hurtige billede
3 Hurtige
PR-foto: Nationalbanken Risikoråd: Solide ejendomskunder, trods afmatning i markedet Ejendomsbranchen har ofte en fremtrædende...
ÆNDRING TIL EJENDOMSSKATTELOVEN OG EJENDOMSVURDERINGSLOVEN SENDT I HØRING - Billede Berlingske Ejendomme uge 13
ÆNDRING TIL EJENDOMSSKATTELOVEN OG EJENDOMSVURDERINGS-LOVEN SENDT I HØRING
Skatteministeriet har sendt en ændring til ejendomsskatteloven og ejendomsvurderingsloven i høring. Ændringer er kærkomment nyt for...
Steffen Bang Olsen Kromann Reumert frit med redt hår
Ejendomsadvokaten: TIDSBEGRÆNSEDE LEJEAFTALER ER IKKE UNDERLAGT EN 2-ÅRSREGEL
Det er en almindelig udbredt misforståelse, at tidsbegrænsede lejeaftaler højst kan indgås for en periode på 2 år. Denne misforståelse...