Projektudbyder lander rekordår trods svært år på ejendomsmarkedet
Den stigende rente i 2022 førte til en markant opbremsning på ejendomsmarkedet, og blandt mange andre problemer ændrede den forudsætningerne bag de ejendomsprojekter, der bliver udbudt til private investorer. Alligevel oplyser en af de større projektudbydere, Blue Capital med kontor i Aarhus, at det kommende årsregnskab vil vise det hidtil højeste driftsresultat i virksomhedens levetid, der strækker sig tilbage til 2010. Siden dengang er 90 projekter udbudt – de 11 af dem jævnt fordelt hen over 2022.
De fleste af dem har lokaler til detailhandel som kerne. Men der er ikke tale om den del af detailhandlen, som er ramt af skiftet til nethandel, og senest nu også inflation. Derimod er det ejendomme til dagligvarehandel og velbesøgte restauranter. I 2022 har projekterne bl.a. omfattet dagligvarebutikker som Coops 365discount og Salling Groups Netto, storbutikker som Elgiganten, Jem & fix og Jysk samt fastfoodkæder som Burger King og Sunset Boulevard. Billedet ovenfor er fra det senest projekt fra december, som bl.a. omfatter en 365discount og en OK-tank i Dianalund i Vestsjælland.
”Mange har haft travlt med at affærdige investeringer i detailejendomme, men trods hårdere tider for dele af detailhandlen så skal næsten 6 mio. danskere jo have mad på bordet hver dag og have andre fornødenheder. Danskerne har stadig stor købekraft, bl.a. i kraft af den meget høje beskæftigelse. Desuden har fastfoodkæderne faktisk vundet terræn og fået fat i nye kundegrupper under coronanedlukningerne,” udtaler Martin Kibsgaard Jensen, adm. direktør i Blue Capital.
”I Blue Capital samarbejder vi med veldrevne og solide kæder og virksomheder, som tænker langsigtet og derfor gerne indgår lange lejekontrakter, og det giver sikkerhed for investorerne. Vi lægger vægt på at sikre attraktive placeringer med god strøm af kunder og med gode parkeringsforhold, gerne med benzintank og/eller ladestationer til elbiler,” fortsætter han.
Amazon overestimerede logistik-behov – træder hårdt på bremsen
Logistikejendomme har været det hotteste hotte på ejendomsmarkedet de seneste år, og huslejen er steget, fordi kunderne kæmpede om kapaciteten. Men måske vil billedet snart ændre sig. I hvert må en af de allerstørste globale aktører i dag konstatere, at den voldsomt overvurderede, hvor meget af detailhandlen der ville foregå over nettet, når pandemien var overstået. Amazon bekræftede således i sidste uge, at koncernen fyrer 18.000 medarbejdere – mange af dem beskæftiget med at pakke de varer, som skal sendes ud til slutkunderne. En fyringsrunde var ventet, men langt fra af denne størrelse.
De personalemæssige konsekvenser kommer oven på et år, hvor Amazon har stået på bremsen for at aflyse planlagte byggerier af logistikejendomme, som man nu ikke vurderer at få brug for alligevel; i hvert fald ikke nu. Tallene i det er så store, at de næsten ikke er til at forstå:
Ifølge det amerikanske medie Business Insider har Amazon i 2022 sparet 4 mia. dollars – næsten 30 mia. kr.. – ved at aflyse byggeprojekterne. Men alene de byggerier, man ikke nåede eller ikke ønskede at aflyse, svarer til en tredjedel af den lagerkapacitet, som Walmart besidder. Walmart er en kæde af Bilka-lignende varehuse, som er førende i den ”gammeldags”, fysiske detailhandel i USA.
Det er dog ikke kun forbrugernes tilbagevenden til de fysiske butikker, der gør ondt på Amazon. Det samme gør det faldende forbrug som følge af inflationen. Og denne rammer også giganten på en anden led: I Storbritannien truer de ansatte med at gå i strejke fra den 25. januar, hvis ikke de bliver kompenseret med lønstigninger.
Også hjemme i USA Amazon løbende haft gnidninger med den lavtlønnede del af sit personale. Alt i alt ser dens position inden for nethandel ikke nær så lyst og lovende ud, som den gjorde i det første coronaår.
Profil i EDC Erhverv Poul Erik Bech fejrede dobbelt jubilæum i nytåret
Partner og Head of EDC International Poul Erik Bech, Helle Nielsen Ziersen, fyldte 60 år den 31. december. Samtidigt kunne hun fejre sit 40 års jubilæum i erhvervsejendomsbranchen. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse. Her understreger den dobbelte jubilar også, at hun ikke er på vej til at geare ned i branchen, selv om hun nu har rundet de seks årtier.
”Jeg føler mig utrolig privilegeret, når jeg hver dag kan stå op og glæde mig til dagen. Så ved jeg med sikkerhed, at jeg har valgt det rigtige erhverv. Jeg er på ingen måde på vej på pension i hvert fald ikke de kommende ti år,” udtaler Helle Nielsen Ziersen.
”Jeg føler stadig, jeg har masser at byde ind med, det er stadig sjovt, spændende og udfordrende at gå på arbejde, og der er således masser af internationale sager, der skal løses endnu. Jeg er så privilegeret at arbejde med det, der interesserer mig, så dagene bliver let lange. Men det er egentlig først, når ens egen ægtefælle og børn lægger samme engagement for dagen, og jeg begynder, at synes, de arbejder for meget,” fortsætter Helle Nielsen Ziersen.
Hun er uddannet ejendomsmægler og valuar fra Niels Brock. De seneste knap 13 år har hun arbejdet i EDC Poul Erik Bech. Her har hun siden 2019 været partner og head of EDC International Poul Erik Bech, som er oprettet for udelukkende at servicere internationale investorer og virksomheder i Danmark samt danske virksomheder, der ønsker at købe, sælge eller udleje fast ejendom i udlandet.
”Ejendomsbranchen herhjemme er en lille branche, og man står hver eneste dag på mål for, hvem man er, og hvad man står for. Der sker meget gennem 40 år i ejendomsbranchen, og jeg har altid følt en forpligtelse til at dygtiggøre mig, men også en forpligtigelse til at give det videre,” siger Helle Nielsen Ziersen.