Hver en handling tæller − overvej dine teknologiske vaner

Mona Juul, Folketingsmedlem, Det Konservative Folkeparti

Af:

Første dag på Tinge fik jeg min første printpakke. Hvad for noget? Ja, jeg fik simpelthen en bunke papirer med udskrifter af lovforslag, høringssvar osv. Det var en stor bunke, og jeg fik det frameldt i en fart. For ligesom vi slukker lyset i rum, vi ikke opholder os i, ikke lader vandhanen løbe og sorterer vores affald, så printer vi jo heller ikke bare uden omtanke. Sådan bør vi også se på vores digitale forbrug. 

Hvert lille klik på dagens mails, en ny podcast eller visning af næste afsnit i yndlingsserien bruger strøm. Og med et stigende elforbrug, er vi nødt til at arbejde for en grøn teknologisk udvikling på det digitale område samt energisektoren. Det gør vi ved at skabe gode rammer for effektive investeringer i fremtidige innovative teknologiske løsninger, der kan være med til at skabe vækst, velfærd og arbejdspladser. Det er heldigvis en dagsorden, der har stor opbakning. For jo mere vi ønsker teknologiske, digitaliserede og automatiserede løsninger – jo mere grøn strøm har vi brug for. Der bliver kamp om strømmen. Elbiler og robotter kræver sit, men det gør nethandel, onlinemøder og streaming i den grad også.

Konservative vil støtte mere op 
Vi har da også indgået en klimaaftale for energi og industri. Aftalen lyder bl.a. på, at Danmark skal arbejde for en ”ambitiøs udbygning af grøn energi og en markant satsning på fremtidens grønne teknologier”. Det er et stort skridt på vejen. Konservative vil gerne gå længere og støtte mere op om grøn innovation og nytænkning. Vi har derfor i vores finanslovsudspil afsat en milliard kroner, der bl.a. skal være med til at hjælpe erhvervslivet med den grønne omstilling, men som stadig mangler udvikling og modning.

Det kræver nemlig investeringer for, at teknologien og erhvervslivet kan indgå i den grønne digitale omstilling. Vi har brug for grøn teknologi og grønt internet, fordi vi skal reducere teknologiens samlede CO2-aftryk. Det kan vi bl.a. gøre ved at arbejde for, at den energi, som datacentrene skal bruge, er grøn. Det vil sige, at den kommer fra vedvarende energikilder som eksempelvis havvind, landvind og sol. Det kan også være, at overskudsvarme fra datacentre kan blive genanvendt og bruges som fjernvarme. Ideerne er der og innovation og nytænkning har potentiale til at skabe vækst, velfærd og nye arbejdspladser i Danmark.

Virksomhederne mangler arbejdskraft
Vi kommer heller ikke uden om, at den grønne teknologiske udvikling kræver de rette kompetencer. Selvom vi har mange meget dygtige folk på det felt, så har vi også brug for at hente specialiseret hjælp udefra. Der er desværre bare udfordringer med at tiltrække international arbejdskraft. En af de oplagte løsninger er at sænke den såkaldte beløbsgrænse, og så må vi altså også se at få gjort noget ved sagsbehandlingstiden. For virksomhederne mangler arbejdskraft. Og det haster. Lige nu trædes der på bremsen fremfor på speederen. Det går bl.a. ud over den grønne omstilling.

Godt nok er der ingen af os, der kan spå om fremtiden. Men mon ikke de fleste, ligesom jeg, tror, at vores elforbrug ikke just vil blive mindre end det er i dag. At vi får digitaliseret mere og anvendt vores innovative og kreative evner til at erstatte mange tunge arbejdsgange med nemme teknologiske løsninger. At timerne foran skærmen ikke ligefrem bliver færre…

Tænk over eget strøm- og energiforbrug
Det bliver selvfølgelig de store tiltag, der kommer til at gøre den store forskel i den grønne omstilling. Men vi kan også selv gøre noget. Vi skal gøre noget. Det må aldrig blive ligegyldigt at slukke computerskærmen efter endt arbejdsdag. Få afmeldt intetsigende nyhedsbreve og bare sådan i det hele taget tænke over eget strøm- og energiforbrug. Overvej, hvor man i sin hverdag kan ændre en teknologisk vane. Få skruet ned for de små ting. For når næsten halvdelen af verdens befolkning har adgang til internettet, så tæller hver en handling.

En rapport fra Energistyrelsen viser, at Danmarks datacentre om 10 år vil have øget det samlede elforbrug med 17 procent. Det er ret vildt, og jeg kan blive bekymret for, om forsyningen kan følge med – og til hvilken pris. Vi har brug for strøm til den teknologiske udvikling. Samtidig har vi brug for den teknologiske udvikling til at udvikle nye grønne energikilder og energibesparelser. Det sidste fordi, den strøm, du ikke bruger, er nu engang den billigste – såvel økonomisk som klimamæssigt. 

Mest læste på BusinessReview.dk

Mikkel Kruse Telenor 2023
Mobil-telefonen udgør en trussel mod sikkerheden hos SMV’erne
airport_drone_2022_02_04
Nye lufthavne åbner enestående muligheder i Grønland
Steffen Bang Olsen Kromann Reumert frit med redt hår
Ejendomsadvokaten: TIDSBEGRÆNSEDE LEJEAFTALER ER IKKE UNDERLAGT EN 2-ÅRSREGEL
FUJIFILM Diosynth Biotechnologies 8336 web
Biotek-dna gør FUJIFILM i Hillerød til ombejlet CDMO
Schneider 1
Dansk fabrik i Ringsted vækker opmærksomhed i udlandet

Læs også

Fotograf Sif Meinckewww.sifmeincke
Den generelle trussel fra cyberangreb i Danmark er meget høj 
Det samme er danske virksomheders kompetence til at levere løsninger, der kan beskytte samfundet, virksomheder og centrale institutioner. Så...
de-fem-storste-globale-risikoer-i-2024-og-2025 (1) copy_
Misinformation og cybersikkerhed er de største globale trusler
Over de næste to år vil AI-genereret misinformation være den største globale trussel skarpt forfulgt at cybersikkerhed. Det slår over...
Natasha-Friis-Saxberg-4-Storformat (1)
Cybersikkerhed er blevet et mange-hovedet monster
Der går ikke mange dage mellem, at man hører om en ny virksomhed eller branche, der har været udsat for et cyberangreb. Og det er måske...