Når man ser det oprindelige ur, der blev til IWC’s succesfulde Portugieser-kollektion, er det svært at tro, at det er fra 1939. Det rene, næsten minimalistiske design taler direkte til en moderne forbruger, og formatet gør det anvendeligt til både mænd og kvinder – og til alt fra kontorliv og fritidsaktiviteter til mere festlige anledninger med jakkesæt. Men ikke alle så sådan på det, da uret blev lanceret.
Født i 1939
Historien går, at to portugisiske mænd henvendte sig til IWC i midten af 1930erne og bad om at få fremstillet et stort armbåndsur med samme præcision, som et af mærkets legendariske lommeure. Tiden var ellers til små, fine art deco-ure på 30-35 mm, men IWC tog udfordringen op. Urmagerne i Schaffhausen tog deres kaliber 74, der normalt lå i lommeurene, og satte det ind i en 41,5 mm stor stålkasse.
Skiven blev designet med inspiration fra de deck-ure, IWC producerede til skibene i The British Royal Navy. Udtrykket blev derfor maritimt og minimalistisk, og det var meget let at aflæse tiden i kraft af den hvide skive, sekundskiven ved kl. 6, minutmarkeringerne hele vejen rundt om skiven, arabertallene og de slanke feuille-hænder (bladhænder).
Gik i glemmebogen
Om de to portugisiske herrer var tilfredse, skal være usagt, men uret, (ref. 325), er set med nutidens øjne lidt af et tidløst mesterstykke. Det ville kunne bæres i dag, uden at man på nogen måde ville tænke, at det så gammeldags ud. Men måske var uret simpelthen for langt forud for sin tid, for modellen blev kun produceret i ganske få eksemplarer. Ifølge IWC’s egne arkiver havde man frem til slutningen af 1970erne blot solgt 690 stk.
Den nye ståludgave på 40 mm er meget tro mod originalen, men sjovt nok mindre end originalen. IWC Portugieser (ref. 358304). Pris 56.000 kr. 
Det originale IWC (ref. 325) fra 1939.
Relanceret i 1993
Det blev der dog ændret på, da man i 1993 besluttede at relancere model
325 i en moderne udgave og give den navnet Portugieser – dels som en hilsen til de to portugisere, der var anledningen til uret, dels som en henvisning til de mange portugisiske søfarere og opdagelsesrejsende gennem tiden.
Relanceringen i 1993 var en limited edition, der var med til at markere urmærkets 125 års fødselsdag, og de 1.000 modeller i stål, 500 i guld og 250 i platin blev revet væk. Og så var det jo nærliggende for IWC at fortsætte ad Portugieser-sporet de følgende år. I 1998 kom kronografen til, hvis grunddesign har været stort set uændret siden og nok er den model, de fleste forbinder med navnet. I 2010 stødte den maritime Yacht Club til kollektionen, og derudover er der kommet en lang række eksklusive varianter i ædelmetaller med bl.a. evighedskalender og tourbillon.
Nye inhouse-værker
I år har IWC valgt at udvide og opdatere kollektionen massivt med en række nye modeller. Der er både sprælske farver (vinrød og grøn), kasser
i større og mindre formater samt nye komplikationer (tidevandsindikator), men det grundlæggende design er kun blevet justeret i de små detaljer. Det afgørende nye ligger sådan set inde i kassen, for alle modeller er nu blevet udstyret med IWC’s egne inhouse-værker.
Det er ikke så mange år siden, at IWC anvendte mere eller mindre modificerede standardværker fra bl.a. ETA, men i tråd med tidsånden (og Swatch-ejede ETA’s modvilje mod at sælge værker til urmærker uden for Swatch Group), har IWC de senere år selv udviklet en lang række værker på fabrikken i Schaffhausen.
Sidste år var det Spitfire-kollektionen, der kom i nye klæder og med egne værker, og nu er det altså Portugiesers tur. Om urene bliver bedre og/eller mere præcise af den grund, er svært at sige, men man får i hvert fald et mere unkit ur, hvor IWC har haft hånd i hanke med alle dele af processen.
