Sponseret indhold
Har life science brug for nye betalingsmodeller?
Søren Lemonius, Managing General Partner i venturefonden Sunstone Life Science Ventures
Del på facebook
Del på linkedin
Del på twitter

Der er ubalance mellem de lægemidler, forskere og industri satser på, og de sygdomsområder, patienter dør mest af, og som betalerne bruger flest penge på. Og venturekapitalen er både en del af problemet og løsningen, mener Sunstone Life Science Ventures.

Hele vejen gennem lægemidlers værdikæde – fra forskere, biotekfirmaer og venturekapital til den farmaceutiske industri, klinikere og indkøbere af medicin – trænger ét spørgsmål regelmæssigt sig på. Det kan formuleres forskelligt, alt efter hvor i værdikæden man befinder sig, og hvilke interesser man har, men i bund og grund kredser spørgsmålet om det samme ømme punkt: Prioriterer vi udvikling af de rigtige nye lægemidler?

Det er også et spørgsmål, der optager Søren Lemonius, Managing General Partner i venturefonden Sunstone Life Science Ventures. Han mener, at de mange indbyggede skismaer i udvikling af lægemidler kommer tydeligst til udtryk i det forhold, at langt de fleste ressourcer til udvikling af nye lægemidler går til onkologien, selv om de videnskabelige succeser inden for onkologi er stærkt begrænsede, og selv om der er andre sygdomme, som koster flere menneskeliv.

Patienternes behov
”Hvis vi rangerer alle de lægemidler, som den farmaceutiske industri har udviklet indtil nu efter noget så banalt som antal, kan vi se, at op mod to tredjedele af lægemidlerne er inden for onkologi. Derefter følger lægemidler til sygdomsområder som neurologi og immunologi. Men hvad så, når vi kigger på, hvilke sygdomme folk dør af? Nummer 1 og 2 er hjertekarsygdomme og lungesygdomme, og helt nede på femtepladsen kommer onkologi. Det er altså ikke kun patienternes behov, som er afgørende for, hvilke lægemidler industrien satser på,” siger Søren Lemonius.

Industriens fokus på onkologi reflekteres heller ikke 1:1 af den byrde, forskellige sygdomme udgør for samfundet, der i sidste ende skal betale regningen.

”Diabetes er den sygdom, der koster samfundet mest, og Alzheimers er nummer 2, mens onkologi er nede på tredje eller fjerdepladsen. Så det er åbenbart heller ikke dem, der betaler slutregningen, som styrer prioriteringen af de lægemidler, der skal udvikles.”

Venturekapitalen støtter, hvad industrien vil have
Hvad så, når Søren Lemonius på vegne af venturekapitalbranchen kigger på sine egne fokusområder?

”Der er næsten et perfekt match mellem den farmaceutiske industris fokusområder, og hvad vi som venturefonde kigger efter, når vi skal investere i biotekselskaber. Det kan jo så få en til at tro, at det er videnskaben, der driver industriens fokus og gør, at vi har størst interesse for onkologi.”

Et andet forhold, der viser videnskabens betydning, er de store farmavirksomheders stadig mere begrænsede udvikling af egne lægemidler.

”For eksempel viste en opgørelse i 2019, at Johnson & Johnson selv havde udviklet omkring 20 procent af deres produkter, mens tallet for Pfizer var omkring 10 procent. Langt de fleste produkter kommer altså fra biotekselskaber, som er startet og finansieret af ventureselskaber som os.”

Onkologi har ringe klinisk succes
Hvis udviklingen af nye lægemidler er drevet af venturekapitalens fokus på god science, burde man så kunne forvente, at den bedste science kan oversættes til de bedst mulige kliniske resultater?

”Men når vi kigger på onkologi, må vi konstatere, at det er et af de områder, hvor der er absolut mindst klinisk succes. Få sygdomsområder er så svære at få klinisk succes i som onkologi. Vi står altså tilbage med det store spørgsmål: Hvorfor havner vi i så stort omfang i onkologi, når patienterne i vid udstrækning dør af noget andet, når betalerne formentlig hellere vil bruge budgetterne på andre sygdomsområder, og når nye onkologiprojekter har så begrænset succes?”

Er vi styret af bias?
Hvordan skaber vi større sammenhæng mellem branchens fokusområder og de sygdomsområder, hvor behovet for nye lægemidler er større? Ifølge Søren Lemonius er der således mange relevante spørgsmål at adressere. Ikke bare for venturekapitalen, men for hele branchen – hele værdikæden.

”Er det, fordi vi skal forstå disse forskellige sygdomsområder bedre? Skal vi forstå dyremodellerne bedre? Der er måske også bias forbundet med skævhederne. Er forklaringen bare, at det er mere prestigefyldt at beskæftige sig med onkologi, og at køberne er der? Når cirka halvdelen af vores forretning er onkologi, er det selvfølgelig i vid udstrækning styret af, hvilke biotekselskaber og udviklingsprojekter den farmaceutiske industri vil købe.”

Vi kender alle en med kræft
Måske er det en væsentlig drivkraft i hele branchen, at alle kender en, der har haft kræft.

”Kræft er en ekstremt eksponeret sygdom. Vi kender nok også alle en, der har diabetes, men vi kender sikkert også nogen, der har diabetes, uden at vi er klar over det. Er det derfor, at vi stadig ikke yder diabetes samme opmærksomhed? Vi ved alle, at vi dør af kræft, men har vi også på samme måde erkendt, at diabetes er en sygdom, man dør af? Jeg tror, der er mange bias i spil, og de sætter sig også i politikere og andre, der skal allokere forskningsmidler. Innovationen sker der, hvor politikerne uddeler forskningspenge. Samtidig har vi som venturekapital svært ved at se bort fra, hvilke lægemidler industrien er interesseret i at købe.”

Store afprøvninger er en bremseklods
Et andet parameter, som ifølge Søren Lemonius spiller ind, er det faktum, at cancer er en sygdom, man dør af relativt hurtigt.

”Derfor er de kliniske afprøvninger af nye kræftlægemidler nemme at adressere, også for venturekapitalen. Du dør meget langsomt af diabetes. Det betyder meget store afprøvninger, som er svære at adressere for venturekapital. Venturekapitalen er ”en del af problemet”, fordi vi bedre kan adressere onkologien med vores budgetter end de andre indikationer. Omvendt bør vi også være en del af løsningen, men det kræver, at vi får større fonde, der kan understøtte større kliniske afprøvninger.”

Mere forskning i mindre hypede sygdomme
Ét mål må ifølge Søren Lemonius være, at forskning i mindre profilerede sygdomme, der kræver større kliniske afprøvninger, får tilstrækkelig finansiering, så forskningen reflekterer både patienternes og købernes behov og ikke kun de sygdomme, der er mest hype omkring.

”En anden udfordring er, at det bliver sværere og sværere for lægerne på sygehusene at få tid til klinisk forskning, især på de sygdomsområder, hvor der er rigtig mange patienter, og det er jo i høj grad antallet af patienter, der gør, at omkostningerne på et sygdomsområde bliver store.”

Nye betalingsmodeller?
”Jeg tror, man kan gøre noget på forskningsniveau, men man kan også gøre noget på betalerniveau, for industrien er jo også styret af, hvor de kan få en god betaling for lægemidlerne. Måske er løsningen at lave nogle andre betalingsmodeller, der kan skubbe til systemet i værdikædens forskellige led. Der skal flere forskningskroner til de innovative miljøer, der beskæftiger sig med knap så hypede sygdomsområder, og de ”no cure/no pay” betalingsmodeller der allerede er udviklet til sjældne sygdomme bør måske gøres mere udbredte til de mere almindelig sygdomme til gengæld for at dele et eventuelt samfundsøkonomisk afkast med den pharmaceutiske industri. Og så skal venturefondene være større, så vi kan løfte de kliniske afprøvninger, der bliver brug for.”

Sunstone Life Science Ventures blev stiftet i 2007 og er en uafhængig europæisk venturefond, som har investeret i mere 45 life science-virksomheder og gennemført adskillige succesfulde børsnoteringer og M&A-transaktioner fra sin portefølje. Sunstone investerer i tidlige life science-virksomheder, der udvikler lægemidler med potentiel værdi for patienterne og den farmaceutiske industri.

Se mere på www.sunstone.eu

Måske er løsningen at lave nogle andre betalingsmodeller, der kan skubbe til systemet i værdikædens forskellige led.

MEST LÆSTE