For at få godt 5G-net skal der være 100-200 antenner per kvadratkilometer per teleudbyder. Det er mellem 300 og 800 antenner per kvadratkilometer i Danmark, hvor der er fire udbydere. Det koster, og så fylder det altså i bybilledet, så der udestår nogle forhandlinger.
For det andet er 5G ikke helt klar til at levere alle de fordele, som teknologien teoretisk kan yde. På mange måder er 5G en trædesten til 6G, hvor man for alvor kan forbinde alle typer af devices. Det er lidt ligesom forskellen mellem 3G og 4G.
Så selvom der er nogle rigtig gode perspektiver i 5G, specielt på længere sigt, så kræver det noget beslutsomhed, og nogle investeringer, at få det rullet ud. Det forhandler teleselskaberne derfor med aktørerne om, både lokalt (kommunerne), nationalt (Slotsholmen), på EU-niveau (hvor de fleste telereguleringer og -investeringer styres) og globalt. Det er både big business og geopolitisk dynamit – se bare det pres, USA udsætter Huawei for, fordi de er verdens største 5G-leverandør.
Det er alle samfunds kommende nervesystem – første og fremmest i de store byområder – så det er man bange for ikke at kunne bevare kontrollen over.
I sidste ende er denne type investeringer geopolitisk set vigtigt, men udrulningen sker lokalt – det er der, antennerne skal op – så 5G indkapsler alle de problemstillinger, som smart cities er kerneeksemplet på: Hvordan får man knyttet de globale kræfter – økonomisk, politisk og teknologisk – til det lokale niveau.
5G er ikke den eneste måde at forbinde den digitale verden med det fysiske på, men “connectivity” er helt afgørende, hvis man vil bruge digitale teknologier til at opnå bæredygtig velstand. Den store udfordring er, hvordan vi forbereder os på massive datamængder fra sensorerne i Internet of Things, og al den analysekraft, som kunstig intelligens (AI) tilbyder. Det er vi slet ikke klar til.
Men på mange måder er det ikke teknologierne, vi mangler, det er alt det andet, nemlig regler, regulering, transparens, best-practice og god gammeldags enighed om, hvordan vi vil orkestre det hele.
Hvordan kan det bruges til at forbedre byliv og tilværelsen for borgerne?
Der er rigtig mange muligheder. I Danmark har vi været rigtig gode til at opbygge store systemer, som kan give billig, sikker og stabil ydelse til gavn for borgerne. Det er fx fjernvarmesystemet, spildevandshåndtering og vindenergien. Så det er ikke svært at pege på, hvor det digitale kan bidrage yderligere til forbedringer. De store systemer kan nemlig i stigende grad tilpasses forbruget, så vi bruger ressourcerne, hvor de er billigst og bedst fordelt.
Transportsektoren har vi lidt mindre godt styr på, i hvert fald hvis vi sammenligner os med vores norske og svenske søskende, for ikke at tale om de asiatiske tigre, der kan få højhastighedstog til at køre i tre-minutters drift over lange afstande.
Smart cities & communities er ikke en enkeltstående sektor – det er alle sektorer, der flyder sammen. Det er der sådan set ikke noget nyt i, men de data, der opsamles og potentielt deles mellem systemerne gør det nødvendigt at se på hver enkelt sektor i et bredere perspektiv, og det har vi ikke været vant til.
Kort fortalt, så er udfordringen at få de forskellige systemer til at spille sammen uden samtidig at gøre dem afhængige af hinanden, og dermed mere sårbare. Det kan godt være, at det ville være smart at kunne koble luftkvalitetsmålinger, vejrudsigten og eventkalenderen samen med planlægning af bemandingen på skadestuen på det lokale hospital, men det er ikke så nemt. De data ligger nemlig i forskellige systemer, som hvor for sig er bygget til at løse forskellige kerneopgaver, og analysekraften ligger sikkert uden for landets grænser.
Mange smart city-anvendelser fremstår for dem, som sidder med specifikke data, som “nice to have”, ikke “need to have”, så de bliver ikke prioriteret. Det er for bøvlet at arbejde på tværs af siloerne. Og så er man i samme situation som med 5G: Hvem skal betale for at omstille en masse systemer og arbejdsgange til noget, der måske ikke kommer den enkelte afdeling eller organisation til gode?
Hvilke typer af data er som udgangspunkt de interessante at indsamle i denne sammenhæng?
Som udgangspunkt er alle data interessante, og det er argumentet fra de store platformsudbydere: Bare giv os alle jeres data, så skal vi nok levere analyser og services. Det kan være svært at vide på forhånd, hvilke data der er nødvendige for at løse en specifik opgave, så der er en hønen-og-ægget-situation, hvor der sådan set er data mange steder, men ingen vil betale for at rense dem og gøre dem fri.
Data er blevet kaldt “det nye olie” og “guld”, men på mange måder er vi som samfund bedre tjent med at opfatte data på samme måde som vand og luft: Det er essentielle forudsætninger for gode betingelser for liv, og man kan ikke altid sætte en pris på den investering, som er nødvendig for at passe på dem, holde dem fri for forurening, og sørge for fri og lige adgang for både personer og virksomheder.
Derfor ser man nu meget store offentlige investeringer både fra EU og de danske myndigheder i det såkaldte “free flow of data on fair terms”, dvs. meget parallelt til den måde, vi behandler vand og luft.
Det er investeringer i det digitale “miljø”, om man så må sige. De kommende EU-programmer Digital Europe Programme, Horizon Europe og Connecting Europe Facility har et foreslået budget på tilsammen 25 mia. euro til det digitale.
Blandt andet har man foreslået en såkaldt “mission” om smart cities. Sammenslutningen af de største økonomier i verden, G20, der mødes i denne uge i Osaka, har også stærke meninger om behovet for at kunne udveksle data globalt. Det siger noget om, hvor alvorligt man tager udfordringen.
Det vanskelige består i, at mange aktører skal blive enige. Der er standarder nok at vælge imellem, når man skal udveksle data, men så længe der mangler tillid til de principper og regler, der regulerer denne udveksling, så siger byer og lokalsamfund pænt nej tak. En af det mest afgørende punkter at få etableret er derfor netop fair mekanismer, som en global dataøkonomi kan baseres på.
Overvågning bruges ofte i negativ kontekst. Som et Big Brother-samfund. Hvordan kan overvågning bruges positivt og til mere effektivt byliv?
Frygten for overvågning og datamisbrug er den største barriere for en ordentlig udnyttelse af digitale teknologier i byer og lokalsamfund. På den ene side vil vi jo gerne overvåges, hvis det kan redde vores liv, på den anden side vil vi ikke leve i et konstant overvågningssamfund.
Paradoksalt nok så er Danmark efter mange udlændinges mening allerede meget overvåget. Vi har CPR og DNA-registre, som ville være forbudt mange andre steder. Det illustrerer meget godt, at når man har tillid til, at systemet bliver brugt til vores bedste, så accepterer vi det.
Udfordringen er, at den digitale økonomi er global, og vi har ikke den samme tillid til globale aktører, som vi har til institutioner og virksomheder, der gennem årtier har bevist, at de har fortjent vores tillid.
Samtidig kan man måske reflektere over skandalerne i finanssektoren og med fx Falck, hvor de aktører, som vi sådan set alle havde stor tillid til, viste sig at give nogle udfordringer, for at sige det mildt. Hvis man dertil lægger de store navne som Facebook, Google og Amazon, eller de kinesiske modparter Alibaba og Tencent, så bliver det klart, at vi er nødt til at have nogle robuste reguleringsrammer på plads, før investeringerne i de her systemer giver mening – ellers er risikoen for, at de bliver afvist af byer og borgere simpelthen for stor.
Danmark læner sig med rette op ad EU, som har en noget stærkere stemme globalt end os som et lille land. Men hvis det lykkes at få de grundlæggende reguleringer på plads, så er der en forventning om, at vi med vores erfaring for at udvikle effektiv og sammenhængende infrastruktur med mennesket i centrum også vil kunne levere digitalt forbedrede rammer for gode, bæredygtige og inkluderende samfund i de kommende årtier, både i Danmark og i resten af verden.
