Med IoT-teknologi og mobilnetværk gør 3Business det muligt for virksomheder at give deres kunder den bedste service og brugeroplevelse. For eksempel ved Scanomats kaffemaskiner, der står i 50 lande, men kan fjernbetjenes fra Danmark.
God kaffe to go er blevet en markør for livskvalitet, både privat og på arbejdsmarkedet. Virksomheder skal være oppe på tæerne for at skabe et attraktivt arbejdsmiljø for medarbejderne, og et af redskaberne er kaffe af god kvalitet fra maskiner, der leverer varen hver dag og i kraft af indbyggede simkort, IoT-teknologi og mobilnetværk nemt lader sig justere og servicere efter behov fra en skærm i Danmark. Uanset hvor i verden maskinerne står. Dét marked er Scanomat verdensledende indenfor. Den danske udvikler af automatiske kaffe- og drikløsninger eksporterer til 50 lande, og ud over mekanik, ventiler, tanke og dispensere er Scanomats løsninger udstyret med software, som får liv og værdi i kraft af mobilselskabet 3’s IoT-værktøj 3insights, der forbinder Scanomats backoffice med maskiner hos partnere og slutkunder i hele verden.
Nemmere service og skalering
”Scanomat er i dag en platformsvirksomhed i den fysiske verden, hvor brug af 3insights er et af de mange værktøjer som Scanomat benytter. Enten udviklet selv eller benyttet hos en leverandør. Uden at vi selv skal være eksperter i connectivity giver 3insights os mulighed for at forbinde vores maskiner verden over og servicere dem til glæde for vores kunder. Vi skal ikke bekymre os om at få apparatet online via kundens eget wifi-netværk, og det er en kæmpe fordel, som gør det nemt at servicere, skalere og administrere maskiner og aftaler. Når det går hurtigere hos os, går det hurtigere hos slutkunden, og det er hastighed, det handler om,” siger Frederik Vibe-Petersen, Head of Business Development i Scanomat.
Bedre beslutningsgrundlag
Direktør for 3Business, Sigurd Leth, forklarer, at 3insights er med til at hæve kvaliteten og styrke nøjagtigheden af de beslutningsgrundlag, som Scanomat kan bruge for at forstå og optimere deres forretning.
”Scanomat er kendt for deres innovative og digitale løsninger. Derfor er 3Business glad for at levere IoT til Scanomat, så de forsat kan være proaktive og bruge den data, de får, til at møde kundens behov og give dem en konkurrencemæssig fordel. Med IoT kan Scanomat drive deres forretning digitalt – på et helt andet niveau. De får simpelthen et langt bedre og mere kvalificeret beslutningsgrundlag med avanceret mobilitetsdata og førende IoT-teknologier”, siger Sigurd Leth.
Kunden får data til egen brug
Remote justering fra Danmark af en maskine, der spreder arbejdsglæde blandt medarbejdere på et kontor i New York, handler ikke kun om hurtig servicering, når der er fejl på maskinen.
”Det kan være, at der er behov for at ændre på opskriften. Hvis kunden generelt gerne vil have stærkere kaffe, skal vi ikke sende en servicetekniker ud, men kan styre dispenserne fra centralt hold i Danmark,” siger Frederik Vibe-Petersen.
Også Scanomats kunder finder værdi i de data, som maskinen og 3insights-platformen genererer og sikrer.
”I dag, hvor arbejde med bæredygtighed bliver stadig vigtigere, vil kunder gerne have data fra maskinen ind i deres egne systemer. Hvor meget strøm bruger maskinen, og hvor mange kopper bliver der genereret? Det kan være ret specifikke krav, som vores kunder stiller til kvalitet og data, og dem kan vi levere via 3insights.”
Mere effektivt backoffice
Scanomats topmodel TopBrewer – den som kommer op fra bordpladen og betjenes fra en iPad – er i praksis en fuldautomatisk simulation af en baristas nørderi på en kaffebar. Justeringsmulighederne er utallige, men mulige, på afstand, så helt lokale præferencer og efterspørgsler kan imødekommes fra Danmark.
”Ud fra den bønnetype, kunden har valgt, kan der være behov for at justere på parametre som intensitet, vandkvalitet, filtrering, mængde osv. Det er kun muligt, fordi maskinen er online via mobilnetværket og vertikalt integreret med Scanomat. Vi får gladere kunder, fordi vi gør brugeroplevelsen bedre, og fordi vi med et mere effektivt backoffice kan levere en højere servicegrad,” siger Frederik Vibe-Petersen.