Senest blev det opgjort, at dansk life science nu eksporterer for flere penge til hele verden, end Danmark som samlet nation gør til Tyskland. Eksporten trækkes primært af pharma og i mindre grad medtech, fordi medtech-producenterne har lagt produktionen globalt, hvor der kan skabes stærkest konkurrencekraft. Medregner vi det mørketal, at medtech-branchen skaber udenlandsk eksport, der bidrager til dansk omsætning og skatteindtjening, ser det samlede life science-billede endnu mere positivt ud.
En nylig analyse (Damvad Analytics, 2020) viser, at life science-sektorens eksport vil vokse langt mere end den øvrige danske industri. Det væsentlige er imidlertid, at de rette rammevilkår kan sætte yderligere skub i eksport- og indtægtsmotoren. Forskellen på at indrette rammevilkårene optimalt og på ikke at ændre på de nugældende vilkår vil vise sig som en jævnt stigende mer-eksport. Den mer-eksport vil andrage næsten 160 mia.kr. om året i 2030, og akkumuleret fra i dag til 2030 vil eksportværdien kunne hæves med næsten 775 mia.kr. ved at indrette rammevilkårene optimalt.
Der er således noget at komme efter. Analysens kernefortælling er, at skønt life science i dag tjener gode penge til sig selv og det resterende samfund, kan det i særdeleshed betale sig at bekoste endnu bedre rammevilkår, fordi mer-indtjeningen langt vil overstige investeringen og dermed bidrage til en samlet værditilvækst for resten af samfundet.
Sagt på en anden måde kan vi anlægge to principper for politisk prioritering. Med en fordelingspolitik kan man tilføre midler til de med det største behov, men uden et indtjeningspotentiale, der kan give afkast til det øvrige samfund. Alternativt kan en vækstpolitik bistå de sektorer, der har størst potentiale til at øge vækst og indtjening, således at der skabes en langt større kage at dele ud af til det øvrige samfund.
Et godt sted, hvor life science kan støttes, er paradoksalt nok forskning. Life science-sektoren forsker langt mere end nogen anden branche i Danmark. Life science-sektorens samlede forskningsbudget er større end det samlede danske offentlige forskningsbudget. Alligevel nødvendiggør den globale konkurrencesituation, at life science-sektoren forsker endnu mere i fremtiden, fordi, at det er gennem forskning og udvikling, at sektorens omsætningsresultater skabes. Benchmark er således ikke andre brancher i Danmark, men de allerbedste life science-miljøer globalt.
En ekstra lettelse af forskningsinvesteringen for den enkelte virksomhed kan derfor bane vej for det store vækstpotentiale, som tidligere nævnt. En lettelse kan ske i form at et skattefradrag for forskning, som bidrager til, at omkostningsbyrden til forskning i den enkelte virksomhed lettes. Der er allerede indført et midlertidigt forskningsfradrag på 130 pct., det vil sige, at virksomheden kan få et fradrag på 130 kr., hver gang man forsker for 100 kr. Det er vækstfremmende.
Skab rum for life science-sektoren i sundhedspolitikken
Det nævnes igen og igen, at det danske sundhedsvæsen hviler på et stærkt samarbejde med life science-industrien med sparring omkring nye behandlingsmetoder og højere effektivisering. Og life science-industrien anvender sundhedsvæsenet som en tæt sparringspartner til fælles forskning og udvikling, til klinisk afprøvning og som inkubationsmiljø, hvor nye behandlingsformer testes.
Det er derfor naturligt, at det i forbindelse med tilblivelsen af den kommende life science-strategi nævnes, at strategien bør tage afsæt i, at der i sundhedspolitikken skabes rum for, at life science-industrien kan udnytte sit fulde udviklingspotentiale til at bistå sundhedsvæsenets klinikere med at optimere deres opgaver og samtidig udvikle en globalt stærkere konkurrenceevne.
Det skal ikke forstås sådan, at sundhedspolitikken skal indrettes ud fra andre hensyn end varetagelse af danske patienters ve og vel. Sundhedspolitik skal have fokus stift rettet mod patienten – hverken mere eller mindre. Det er netop bedst for patienterne at få adgang til den mest innovative behandling, hvilket også gavner virksomhederne, da det danske marked dermed fungerer som et udstillingsvindue til resten af verden. Derfor bør rammerne for sundhedsvæsenet indrettes således, at også life science-sektoren kan stimuleres gennem det meget stærke offentligt-private samarbejde.
Hvis vi i Danmark fx indretter os med nogle ambitiøse planer for løsning af kroniske lidelser, der rummer klare mål og målsætninger, vil det i meget høj grad gavne life science-sektoren, da nogle klare, langsigtede mål for kronikerplanerne vil udløse en lige så klar handlingsplan for de virksomheder, der skal levere teknologi til at understøtte planerne. Det er faktisk med udgangspunkt i tidligere, stærke kronikerplaner, at flere af vores store life science-koncerner har nået den succes, de har.
Et andet eksempel kan fremhæves. Hvis vi kar en klar plan for at bekæmpe infektioner, der opstår under behandling af patienter, vil industrien kunne indrette sig på at levere løsninger til at bistå med at opfylde planen og igen skabes en win-win situation, hvor virksomhedernes gode løsninger skaber værdi for patienter og sundhedsvæsen og samtidig kan gøres til et udstillingsvindue og en eksportvare til gavn for samfundsøkonomien.
Sundhedsvæsenets økonomiske styring er den nok største blokering for, at life science-sektoren og sundhedsvæsenet kan optimere samspillet.
Den nuværende økonomiske styring, som defineres af Finansministeriet, ønsker at satse på det sikre med etårige og siloopdelte budgetter, hvor der kan opstilles konkrete besparelsesmål år for år og sektor for sektor. Skulle en ny teknologi have potentiale til at skabe budgetmæssigt overskud over flere år anskuet som en samlet gevinst hen over flere sektorer, vil automatikken i den økonomiske styring oftest fravælge denne løsning til fordel for en løsning med et billigere indkøb, uanset at der måtte opstå en efterfølgende stigende omkostning og ringere behandling.
Sådan virker systemet i hovedtræk i dag, skønt ledere og klinikere i regionerne prøver at kæmpe for en mere samlet værdibetragtning. Hvis der i økonomiaftalerne mellem Finansministeriet og regioner og kommuner kunne anlægges en værdibaseret betragtning, hvor omkostninger anskues samlet på tværs af sektorer og over flere budgetår, ville det være det største gennembrud både for sundhedsvæsenet og life science-industrien, vi ville have set i mange år.
På denne måde kunne man sige, at sundhedspolitikken og erhvervspolitikken kobles bedre sammen. Medicoindustrien står klar til at bidrage til en mere værdibaseret tilgang til økonomisk styring i sundhedssektoren til gavn for patienter, sundhedsvæsen og samfundsøkonomi.
