Det nære sundhedsvæsen. Sundhed tæt på borgeren. Sundhed tæt på dig.
På tværs af det politiske spektrum er målsætningen om fremtidens sundhedsvæsen klar. Borgerne skal behandles så tæt på deres eget hjem som muligt, og kommuner og praktiserende læger skal spille en meget større rolle end i dag. Denne udvikling er allerede i gang.
Det nære sundhedsvæsen løfter i dag en lang række opgaver, som tidligere er blevet varetaget på hospitalerne. 78 pct. af kommunerne varetager hjemmedialyse, 43 pct. foretager hjemmekemoterapi, og 72 pct. tager sig af intravenøs medicinsk behandling.
Nærheden kommer således af sig selv, og den er der allerede, men det er vigtigt, at den fortsatte udflytning af sundhedsvæsenet bliver understøttet, så det ikke sker på bekostning af borgerens sundhed og velfærd.
Det er nære er i gang
Et af de store problemer allerede i dag er, at der bliver sparet på indkøbsbudgetterne bl.a. ude i kommunerne. Det rammer især borgere med kroniske lidelser hårdt. Ofte har borgerne været igennem et behandlingsforløb på hospitalet, hvor deres behov er kortlagt, og de får tildelt det rette hjælpemiddel – baseret på en konkret og individuel vurdering. Når borgeren kommer hjem til sin egen kommune, sker det ofte, at kommunen uden sundhedsmæssigt belæg tildeler borgeren et andet hjælpemiddel.
Det er for det første i strid med Servicelovens krav om, at hjælpemidler skal bevilges med udgangspunkt i en ”konkret og individuel vurdering”. For det andet er der desværre eksempler på store følgeomkostninger, hvis borgeren oplever komplikationer og må sygemeldes som følge af et hjælpemiddel, der ikke er individuelt tilpasset borgerens behov. Det er ikke kun til gene for borgerens funktionsevne, livskvalitet og mulighed for at komme tilbage til sit arbejde. Det fører også til øgede udgifter for kommunen til ekstra hjemmepleje og sygepleje samt til sygedagpenge – og for sygehusvæsenet til genindlæggelser og opfølgninger.
Voksende problem
Problemet løser ikke sig selv. Omvendt kan man frygte, at problemet ude i kommunerne vil vokse i de kommende år. Flere og flere diagnosticeres i sundhedsvæsenet, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved, at antallet af radiologiske undersøgelser stiger år for år, og at antallet af borgere med kroniske lidelser vokser stødt.
Det er naturligvis positivt, at flere udredes, men det betyder også, at flere får behov for støtte og behandling, og flere borgere skal kunne håndteres i sundhedsvæsnet. Det efterlader en stor opgave udenfor hospitalerne i det nære sundhedsvæsen. Opgaven kan og skal løses, men det kræver, at vi er åbne for nytænkning og vender blikket mod nye og innovative teknologier.
Teknologien er klar
Gennem de seneste år er der flere eksempler på, hvordan nyt innovativt medicinsk udstyr har hjulpet den enkelte borger til en lettere hverdag. På fx diabetesområdet er det i dag muligt at koble blodsukkermålere til en app. Det giver patienten og lægen et unikt dataoverblik, og gør brugere af blodsukkermåleren i stand til at analysere sin egen situation og eksempelvis finde mønstre i, hvad der leder til en dårlig tilstand, og hvilke ting der havde sammenhæng med denne tilstand.
Det skaber værdi for den enkelte, og det kan give økonomiske besparelser for kommuner og regioner, da der er store omkostninger forbundet med dårligt behandlet diabetes, der kræver behandlingsforløb.
Skab nye rammer for samarbejde på tværs af kommuner, regioner og industri
Forudsætningen for, at der er muligt at gøre brug af den nye teknologi ude i det nære sundhedsvæsen, er, at de strukturelle udfordringer, der er med ibrugtagning af medicinsk udstyr på tværs af regioner og kommuner, bliver løst.
Derfor skal der tages et opgør med incitamentsstrukturen i regioner og kommuner, hvor medicinsk udstyr alt for ofte ses som en udgift fremfor en investering. En succesfuld hjemmebehandling kræver det rette medicinske udstyr. Det bedste egnede og mest innovative udstyr vil i nogle tilfælde være dyrere i indkøbspris men billigere for den samlede drift. Det kan fx have den kedelige effekt, at bl.a. kommunerne i forsøget på at spare penge på indkøbsbudgettet ikke bevilger det bedst egnede hjælpemiddel til borgerne.
Indkøb der styres efter produktets pris – og krav om besparelser alene på produktpriser – er således uproduktivt. Denne styring fjerner fokus fra langsigtede og bæredygtige investeringer i bedre og billigere behandling og pleje. Billige produkter ender dermed hurtigt med at blive dyre. Særligt, når indkøbspriserne ikke sammentænkes med den ekstra hjemmehjælp og sygepleje ude i kommunen, og når følgekomplikationer og genindlæggelser ikke indregnes. Vi skal derfor have en god og sund indkøbsmodel. Det giver mening totaløkonomisk, og det giver mening for den enkelte borgere at få det rette hjælpemiddel. Det kræver dog, at vi er villige til at gøre op med silotænkningen mellem regioner og kommuner.
Det kræver, at vi skaber nye rammer for samarbejde, så regioner og kommuner er i stand til at udvikle og efterspørge sammen med industrien. Hvis hjemmebehandlingen skal sikre god patientsikkerhed og høj livskvalitet for borgerne, samt blive en økonomisk gevinst, er det derfor altafgørende, at det nære sundhedsvæsen sammentænkes med indkøb af medicinsk udstyr, og der skabes nye rammer, så teknologien kan understøtte denne udvikling. Industrien har teknologien og løsningerne klar. Vi glæder os til at samarbejde med regioner og kommuner om at sikre morgendagens patienter en bedre behandling, som også er økonomisk bæredygtig.
