Danskernes uvilje mod at arbejde handler ikke bare om svigtende arbejdsmoral hos forkælede unge generationer og dovne boomere med store pensionsopsparinger. Samfundsbevægelsen kan faktisk også handle om noget konstruktivt, nemlig at vi for første gang i historien insisterer på ordentlig ledelse af vores arbejdspladser.
Skrevet af: Thomas Hanssen, direktør i CfL, november 2023
På allerhøjeste politiske plan bliver danskerne formanet om at yde en livslang arbejdsindsats. Ellers står verden, som vi kender den, ikke længere. Statsministeren siger ”glem det” i debatten om arbejdsliv, og i disse dage udgiver integrationsminister Kaare Dybvad Bek en bog med den ideologiske titel, ”Arbejdets Land”. Samfundsbevægelsen får altså vægtig politisk opmærksomhed. Medierne flyder også over med historier om danskeres fravalg af arbejdsliv og deres forventninger til jobbet.
Generationer
Især de unge stiller krav til arbejdslivet. Der er meget, som Generation Z (født fra 1995 til 2012) enten ikke vil eller absolut har behov for. De kritiserer forholdene på arbejdsmarkedet, for de vil ikke være fortravlede fraværende forældre. Derfor har Kaare Dybvad Bek også mødt massiv modstand efter sine udtalelser i JP’s podcast ”Under gulvtæppet” om stoltheden over at hente børn “fem minutter i lukketid”. De unge stiller også krav til selve jobbet, så de modsiger chefen og forventer meningsfuldhed, involvering og anerkendelse. En rekrutteringsvirksomhed med speciale i unge generationer offentliggjorde for nyligt en analyse med konklusionen, at hver tredje unge brændte ud af dårlig ledelse (YPAI Guide 2023).
Men det er ikke nyt, for AS3 lavede i 2021 en analyse, der nåede til samme budskab. Dog var det her +40 årige privatansatte i mellemstore virksomheder, som var absolutte topscorere på ønsket at forlade arbejdspladsen pga. dårlig ledelse. Måske forklaringen på tidlig tilbagetrækning, hvor ældre generationer stræber efter en arbejdsfri tilværelse ved at udnytte pensionsopsparing og skattefri friværdi. Så det handler næppe om generationer. Det handler om menneskers behov i arbejdslivet.
De unge taler højt
I debatten er det overset, at udviklingen har stort konstruktivt potentiale. Vi er begyndt at debattere ledelse og stille kvalitetskrav til arbejdslivet. I Center for Ledelse følger vi udviklingen i vores medlemsvirksomheder og holder ofte arrangementer om ledelsestemaer som generationsledelse, fire-dages arbejdsuge, hybridledelse med ret til hjemmearbejdsplads, forebyggelse af stress osv. Det nye er, at de unge er tydeligere i deres krav end forrige generationer. De sætter ord på behov og forventninger i et omfang, så ledere i vores medlemsvirksomheder beskriver, at jobinterviews i dag er gensidige, frem for arbejdsgiverens velkendte ret til ensidig stillingtagen til ansøgere.
Der er fire generationer på arbejdsmarkedet nu. Hvis vi i de ældre generationer prøver at lytte, så kan vi høre væsentlige budskaber, fremfor bare at kløjs i at unge ofte formulerer sig meget personligt med udgangspunkt i egne nære behov. Budskaberne er, at når jobbet stiller så store krav, og arbejdslivet er så langt, så må vi ændre på arbejdsmarkedsstrukturer, og arbejdsgivere må tilbyde fleksibilitet. Ellers er der ikke plads til menneskers helt grundlæggende behov og forventninger, som fx at kunne passe sine børn ordentligt, at kunne tage vare på sin sundhed (altså tænk, at vi i dag taler seriøst om menneskers behov for tilstrækkelig søvn!) eller have overskud til at håndtere de sorger og belastninger, som alle oplever i løbet af et liv. Men er det egentligt så urimeligt, at medarbejdere stiller disse kvalitetskrav til arbejdslivet og jobbet? Overvej om vi ikke alle kan genkende disse behov? Det kræver god ledelse at imødekomme behovene, men vi ved jo heldigvis, hvad der skal til.
