Med det nye regeringsgrundlag er der forhåbentlig udsigt til at kunne sætte et endeligt punktum i den alt for lange føljeton om værdiansættelsen af virksomheder, der generations-skiftes fra én generation til den næste. I regeringsgrundlaget afsættes således i alt 1 mia. kr. til bl.a. ”at skabe en ny model for værdiansættelse.”
Skrevet af; skattepolitisk chef Jacob Bræstrup, Dansk Industri
Det er godt nyt for de titusinder af familievirksomheder, som siden 2015 har været fanget i en art retssikkerhedsmæssigt ingenmandsland. Dét år valgte den daværende skatteminister nemlig at afskaffe det retskrav på en skematisk værdiansættelse, som virksomhederne havde haft i over tre årtier.
Et retskrav som sikrede, at de økonomiske konsekvenser af et generationsskifte var både overskuelige og forudberegnelige. Sådan at den usikre transition, ethvert generationsskifte næsten uundgåeligt repræsenterer, kunne gennemføres mest skånsomt i forhold til både virksomheder, medarbejdere og det lokalsamfund, som mange familievirksomheder er uløseligt forbundet med.
Siden har det politiske slag bølget frem og tilbage over den politiske midte: Først nedsat generationsskifteskat; så op igen; og så en ekspertgruppe til at se på spørgsmålet, som ikke kunne komme til enighed. Men nu, endelig, et håndslag over den politiske midte om at løse det helt centrale: Værdiansættelsen.
DI forventer således at pengene først og fremmest skal dække det mindreprovenu, der opstår, når man igen giver virksomhederne retskrav på at blive værdiansat ud fra skematik frem for ved en individuel, håndholdt vurdering af Skattestyrelsen. Skematikken må nemlig nødvendigvis være lidt forsigtig i sin værdiansættelse, fordi vi jo i sagens natur ikke kan leve med, at nogen bliver beskattet af en værdi, der er højere end den reelle pris, hvis de solgte virksomheden. Den problematik kender vi fra ejendomsbeskatningen, hvor et bredt politisk flertal derfor er blevet enige om at give et forsigtighedsnedslag i den skematiske værdi (den offentlige vurdering), inden der pålægges skat.
Præcis som ved et generationsskifte af en virksomhed, står vi på boligskatteområdet med den udfordring, at vi ønsker at beskatte noget, som ikke er blevet solgt – og måske slet ikke er til salg. Og derfor er det da også oplagt at lade sig inspirere af principperne bag boligbeskatningen, når løsningen for familievirksomhederne skal findes.
Det er dog også værd at overveje, hvilken værdi det er, skematikken skal søge at ramme. Skal man søge at finde værdien af det, som den hidtidige ejer har bygget op? Eller skal man forsøge at gætte værdien af det, som den næste ejer kan løfte det til? Kort sagt: hvor meget skal man gøre sig gisninger over fremtidig indtægt?
Det er helt korrekt, at en potentiel køber vil give et bud baseret på det sidste. Men skal en arveafgift baseres på det? Fra DI’s side mener vi at værdiansættelsen ved et generationsskifte i sagens natur bør skue mere bagud end fremad. Løfter næste ejer virksomheden til et nyt niveau, så kommer der nok en chance for at beskatte det en gang i fremtiden.
Så må man selvfølgelig acceptere værnsregler, der sikrer, at man ikke bare kan generationsskifte virksomheden ud af landet til den lave værdi. Eller sælge få år efter generationsskiftet, uden at der kommer en efterregning. Det er jo ikke for sådanne situationer at vi laver lempelige regler.
Alt dette glæder vi i DI os til at bidrage til løsningen af. Sådan at familievirksomhederne igen kan få den retssikkerhed, de mistede i 2015. Og sådan at Danmark også fremover kan nyde godt af det samfundsmæssige bidrag, de mange familievirksomheder yder. Ikke kun i kolde kontanter i eksportstatistikker og finansministeriets kasse; men også i den rolle, som familievirksomhederne ofte spiller i lokalsamfund uden for de store byer, hvor de fastholder private arbejdspladser og bidrager til det lokale kultur- og foreningsliv.
