Madrid i medvind – ny, supermoderne bydel skyder op

Af:

Madrid Nuevo Norte skal over de kommende årtier blive til en absolut bæredygtig bydel, hvor der er kort vej til alt, man skal bruge i hverdagen. Projektet er populært hos investorer, der er ser lav risiko, fordi den spanske hovedstad tiltrækker nye indbyggere i stort tal fra tre kontinenter.

Der bliver ikke sparet på de store ord, når folkene bag Madrid Nuevo Norte – oversat, Madrids Nye Nord – skal beskrive deres projekt: Det er dét store projekt i den spanske hovedstad i det 21. århundrede. Med sine 23 mio. kvm. får den bydel, der nu skal opføres, ca. et areal på størrelse med Ørestad. Større er det heller ikke. Men dels skal det udbedre et over 50 år gammelt fejltrin i byplanlægningen, dels bliver det opført efter alle kunstens regler for moderne byudvikling. Madrid Nuevo Norte skal være 100 pct. bæredygtigt, hvilket bl.a. indebærer, at 80 pct. af færdslen skal foregå til fods, med cykel eller med offentlig transport. Den tæthed af faciliteter, der skal til for at nå dette mål, skulle også give en høj, daglig livskvalitet for beboerne.

Der er ingen mangel på vidtløftige planer om nye bydele rundt omkring i verden, men ofte strander de på, at der ikke penge nok til at fuldføre dem; slet ikke hvis de skal leve op til de oprindelige visioner. Investorerne har imidlertid et særligt godt øje til Madrid for tiden. Over de seneste år har den fået bedre og bedre bedømmelser fra investorerne i den årlige rapport ”Emerging Trends in Real Estate” fra PwC og Urban Land Institute – i den seneste rapport lander den på en tredjeplads, kun overgået af London og Paris.

Attraktiv for indvandrere
Madrid er ”et af de mest attraktive steder at investere i Europa, fordi det vokser fra en stabil befolkning, og det tiltrækker indvandrere, studerende og en enorm mængde turisme,” forklarer en respondent i rapporten.

”Der er næsten ingen jord til boliger. Der er et nyt område kaldet Southeast District, der snart skal udvikles, men det vil blive absorberet uden problemer,” siger en anden.

Madrid Nueva Norte ligger, som navnet siger, mod nord, men princippet er det samme: Der er brug for boliger til et Madrid, der er i høj vækst. Det tager risiko ud af projekterne. Den dybere historie er, at Spanien ligger i et demografisk smørhul. Landet har, ligesom Italien, en udfordring med illegal migration over Middelhavet. Det får en del opmærksomhed i europæiske medier, men tilvandringen til Spanien har adskillige andre facetter.

Også mange andre ønsker at komme til landet. I andre dele af Europa – ikke mindst her i Norden – bliver Spanien set som attraktivt på grund af sit lunere klima. Og så er det destinationen for mange sydamerikanere, der af sproglige og historiske årsager foretrækker Spanien frem for andre europæiske lande.

Hjulpet af pandemien
Ifølge Wikipedia var hele 17,2 pct. af borgerne i Spanien i 2022 født uden for landet. I de senere år har tilflytning været særligt stor fra Venezuela, Columbia, Italien, Ukraine og Argentina. FN forudser alligevel, at befolkningstallet i Spanien har toppet nu. Lave fødselsrater vil trække ned. Men selv da kan storbyerne blive ved med at vokse, fordi folk i landdistrikterne flytter til dem.

Siden 1990’erne er det især Barcelona, der har haft medvind i form af vækst og velstand. Madrid stod længe lidt i skyggen af denne succes. Men i de senere år har Madrid for alvor formået at gøre sig attraktiv, ifølge The Economist. Borgmesteren, José Luis Martinez-Almeida, forbinder det bl.a. med, at hans by under pandemien fik et ry for at holde en relativt stor åbenhed.

Åbenhed er også et kodeord i Madrid Nueva Norte. Bydelen bliver opført omkring en jernbanestation fra 1967. Denne fik aldrig den trafikale betydning, den var tiltænkt, og i stedet kom den nyanlagte jernbane til at skabe kunstige skel – lidt som de nu sløjfede brede boulevarder i Høje Taastrup. Nu får Charmatin, som stationen hedder, en ny chance for storhed, og denne gang med rygvind fra tilflyttere, investorer og tidsånden i en bredere forstand.

Mest læste på BusinessReview.dk

DSC_0492_just - lab
Dansk brystkræftvaccine skal testes på patienter
_CAP0102
Unilabs Pharma Solutions: Tæt på 40 års erfaring med kliniske studier
airport_drone_2022_02_04
Nye lufthavne åbner enestående muligheder i Grønland
Søren-Damgaard-(SD)
Betydningen af forkøbsret og hjemfaldspligt ved ejendomstransaktioner
Martin Kibsgaard Jensen
EJENDOMSINVESTERINGS-RÅDGIVEREN: FASTFOOD-KÆDER HAR FART PÅ

Podcast

Læs også

291122_EDC_89330
Forventningsundersøgelse i ejendomsbranchen har 10-års jubilæum: Hvordan kommer ejendomsmarkedet til at se ud i 2025?
For 10. år i træk sætter EDC Erhverv Poul Erik Bech fingeren på pulsen og kigger frem mod det kommende år med en stor forventningsundersøgelse....
Christiansborg Palace and Borsen in Copenhagen, Denmark
Boligpolitikken skal sikre fremtidens boligmarked
EjendomDanmark er udkommet med et boligpolitisk udspil med tre pejlemærker til regeringens arbejde på det boligpolitiske område. Ambitionen...
Steffen-Bang-Olsen
Udløb af karensperioden - Er vejen banet for gennemgribende moderniseringer?
Næste år udløber karensperioden for de første ejendomme, der blev omfattet af det såkaldte ”Blackstone-indgreb”. Men hvad betyder det...