I mere end 40 år har Scandi Byg udviklet industrielt fremstillet modulbyggeri med fokus på bæredygtighed og en innovativ byggeproces. Det har blandt andet ført til Danmarks første, svanemærkede almene- og ældreboliger. Og som de første på det danske marked må Scandi Byg bygge modulbyggeri på mere end fire etager.
Hos modulproducenten Scandi Byg har man arbejdet med bæredygtigt byggeri allerede inden, det kom på politikernes dagsorden og blev omdrejningspunktet i de danske medier. I mere end 40 år har virksomheden nemlig udviklet, systematiseret og produceret industrielt fremstillet modulbyggeri, som sikrer fuldstændig kontrol over hele byggeprocessen. Derfor er både materialer, byggeprocessen, brugsfasen samt affalds- og recirkuleringsfasen alt sammen tilrettelagt med udgangspunkt i, hvad der er mest bæredygtigt og et godt valg for miljøet – og det har det været siden virksomhedens begyndelse.
Scandi Byg er derfor i dag markedsførende inden for sit felt og producerer modulbyggeri til både private og offentlige bygherrer i hele verden:
– Hos Scandi Byg har vi en lang tradition for både at tænke og bygge med fokus på innovation og miljøet. Modulbyggeri er nemlig kassetænkning på den gode måde, som sikrer, at vi hele tiden kan sætte nye grænser for, hvad der kan præfabrikeres og dermed kan optimere byggeriet. Med modulbyggeri har vi derfor gennem mange år kunnet sætte standarden for fremtidens byggeri, fortæller administrerende direktør i Scandi Byg, Christian Halken.
Scandi Byg fremstiller sine modulbyggerier i træ i store produktionshaller i den nordjyske by Løgstør. Her følger produktionen nøje tilrettelagte processer, der optimerer byggeriet og minimerer miljøbelastningen. Herefter transporteres de færdige og rumstore moduler til den pågældende byggeplads. På den måde sørger Scandi Byg for, at byggeperioden er markant kortere samtidig med, at processen bidrager til en reduceret CO2-udledning:
– Bygge- og anlægsindustrien er ifølge Rambølls rapport ’CO2-besparelse ved træbyggeri’ ansvarlig for 39 procent af de samlede klimapåvirkninger. Derfor er vi som branche nødt til at udvikle nye tilgange og tænke endnu mere bæredygtigt i byggeriet. Her er modulbyggeri en særdeles vigtig spiller, da der ikke alene sikres et reduceret forbrug af ressourcer – både i materialer og energi – men også, at det kan lade sig gøre at opføre store byggerier, som miljø- og energirigtige bygninger, siger Christian Halken.
Med Svanemærket som fast standard
Foruden Scandi Bygs miljørigtige byggeproces, der kan optimere både tid, kvalitet og økonomi, har virksomheden valgt at få deres byggesystem svanemærket. Det betyder, at Scandi Byg leverer boliger, der har fokus på et lavt energiforbrug, sundt indeklima og bæredygtighed i hele bygningens levetid.
– I Scandi Byg er vi meget opmærksomme på vores ansvar over for både mennesker, miljø og samfund. Derfor har vi truffet et bevidst valg om at bygge efter svanemærkningen. På den måde kan vi nemlig dokumentere, at vi arbejder bæredygtigt i forhold til vores processer, materialer og det færdige byggeri. Svanemærket medvirker derfor til, at vi fastholder vores fokus på at mindske vores bygningers samlede miljøbelastning, forklarer Christian Halken.
Scandi Bygs store fokus på svanemærkningen har blandt andet ført til, at virksomheden har leveret Danmarks første svanemærket almene boligbyggeri, Store Solvænget, der består af 66 boliger. Derudover kan virksomheden også bryste sig af at stå bag landets første svanemærkede ældreboliger, Gartnergården i Høje-Taastrup.
Træmoduler skyder til himlen
Som foregangsvirksomhed er det vigtigt for Scandi Byg hele tiden at udvikle sig. Og den indstilling fik for nyligt virksomheden til at krydse endnu en vigtig milepæl. Scandi Byg fik nemlig godkendt en række brandtests, der betyder, at virksomheden som de første på det danske marked kan bygge præfabrikeret modulbyggeri i træ på mere end fire etager som fast standard:
– Vi har i lang tid arbejdet imod at kunne bygge etagebyggeri i træ på mere end fire etager, fordi der kommer større og større efterspørgsel på bæredygtige løsninger hertil. Derfor er vi naturligvis utrolig begejstrede for vores nye dokumentation, der betyder, at vi kan opfylde kravene i bygningsreglementet til etagebyggeri i træ og således bygge endnu højere, præfabrikerede modulbyggerier, siger Christian Halken og supplerer:
– Det er ikke kun et vigtigt skridt for Scandi Byg, men også for træbyggeri generelt. Godkendelsen skaber nemlig endnu flere erfaringer og muligheder for at øge andelen af træ i byggeriet i Danmark, som kan spille en betydelig rolle i forhold til at reducere landets samlede CO2-udledning. Vi tager derfor gerne de tunge skridt som firstmovers, for vi vil og skal bygge endnu mere bæredygtigt.