Sponseret indhold

Når studievalget er frit, er ansvaret dit – og det er både godt for dig og for samfundet

Af Lise Bertelsen, folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti

Tusindvis af unge danskere står lige nu foran et valg. Måske er du en af dem, der skal til at søge studie, og sidder netop og læser dette tillæg til Berlingske for at få inspiration til dit studievalg.

Du står foran et valg, der føles stort. Men måske også større end det egentlig er. Man kan godt få følelsen af, at dit valg af uddannelse afgør resten af dit liv.

Det gør det ikke.

Men det betyder noget. Og netop derfor fortjener det både ro, omtanke – og at du tager ansvar.

Der er mange, som i disse uger sidder med de samme spørgsmål. Om det gælder ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse, kan det føles, som om skinnerne til resten af livet bliver lagt her og nu. Tankerne kører. Hvad skal du vælge? Hvad nu hvis du vælger forkert?

Den følelse er reel. Sådan havde jeg det også selv, da jeg stod foran mit eget valg. Når man læser om uddannelser, fag og jobmuligheder, kan det føles, som om man kigger ind i en spåkugle – og at ét forkert valg kan få store konsekvenser.

Men her er det vigtigt at slå noget fast: Sådan er det heldigvis ikke.

Du lærer hele livet. Ingen – heller ikke dig – kan forudsige præcist, hvordan fremtiden kommer til at se ud. Derfor er det værd at glæde sig over, at du står med så mange muligheder, når en så vigtig beslutning skal træffes.

Frihed forpligter
I Danmark har du frit og gratis studievalg. Det er ikke en selvfølge, men et privilegium, som generationer før dig har opbygget – og som kun giver mening, hvis det bliver brugt.

Uddannelse bliver ikke lagt ned over hovedet på dig. Den bliver ikke valgt for dig. Den er dit ansvar. Og den er noget, du gør dig fortjent til gennem flid, engagement og ved at tage dit valg alvorligt.

Du møder et væld af muligheder. Erhvervsuddannelser, gymnasiale uddannelser, korte og lange videregående studier – hver med et hav af retninger og specialer. For nogle føles det overvældende. For andre åbner det verden. Ofte er det en blanding af begge dele.

Mange valgmuligheder er ikke et problem i sig selv. De er et privilegium. Et personligt privilegium, som giver dig mulighed for at forme dit eget liv – men som også forpligter dig til at overveje, hvordan du vil bruge dine evner, din tid og din nysgerrighed bedst muligt.

Dit valg betyder noget
For dit studievalg handler ikke kun om dig.

Når du vælger uddannelse, er du med til at forme det samfund, du er en del af. Danmarks velfærd, virksomheder, grønne omstilling og konkurrenceevne afhænger af, at unge faktisk vælger en uddannelse og bringer deres viden og færdigheder i spil.

Samfundet har brug for, at unge tager ansvar for deres valg. Hvis ingen i Danmark tog en uddannelse og bidragede, ville samfundet gå i stå. Der er brug for både blikkenslagere og revisorer. For elektrikere og iværksættere. For læger, ingeniører og pædagoger. Det er ikke afgørende, hvad du tager ansvar for, men at du tager ansvar.

Derfor er det vigtigt at sige klart til dig, der står midt i valget: Der findes ikke ét rigtigt studievalg. Der findes mange gode. Og der er brug for, at du vælger en vej, hvor du kan og vil bidrage.

Alt for mange unge oplever i dag, at studievalget bliver reduceret til et spørgsmål om tempo, karaktergennemsnit og prestige. Men uddannelse er ikke et kapløb, og dit studievalg er ikke en livstidsdom.

Det er et første – eller et næste – skridt på en lang vej.

Studietiden kan føles lang, når du står foran den. Men arbejdslivet er meget længere. Der er tid til at opdage nye interesser og udvikle nye kompetencer undervejs. Det danske uddannelsessystem er netop bygget sådan, at du kan skifte spor, bygge ovenpå og udvikle dig gennem hele arbejdslivet.

Da jeg selv valgte at blive uddannet specialpædagog for mere end 25 år siden, var det ikke med en færdig livsplan i hånden. Det var fordi jeg brændte for at hjælpe børn, unge og familier – og det gør jeg stadigvæk. Femten år senere tog jeg en masteruddannelse. Det havde jeg selvfølgelig ikke planlagt, men pludselig opstod muligheden.

Netop dét er styrken ved det danske uddannelsessystem: Du kan bygge videre, skifte spor og lære nyt, uden at dit første valg låser dig fast.

Kast dig ud i det
Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer. Men jeg ved, at du er en del af den. Verden og samfundet forandrer sig – men behovet for mennesker, der kan noget, forsvinder ikke. Tværtimod. Det stiller krav til dig, der skal vælge nu: ikke om at forudsige fremtiden, men om at give dig selv et fagligt fundament, du kan bygge videre på.

Valget er frit men uddannelse er ikke et frirum uden konsekvenser. Så når jeg siger, at du ikke skal være bange for at kaste dig ud i noget, er det også vigtigt for mig at sige, at du heller ikke skal være bange for at gøre dig umage. Husk, at din uddannelse er en gave, som generationer inden dig har tilkæmpet sig, og som samfundet betaler. Det forpligter.

Når studievalget er frit, kan det føles tungt. Men det er også en af de største friheder, du får som ung i Danmark.
Brug den. Vælg med nysgerrighed. Vælg med ansvar. Og vælg en vej, hvor du kan bidrage.
For der er brug for dig. Ikke ét sted. Men næsten overalt.

Seneste nyt

8040b5ca-2486-42c2-a5a9-e4b9c0e0c075
Nye beregninger: Solenergi fra tagflader kan få en vigtig rolle i fremtidens energisystem
51890dde-db5c-47b8-ae4c-4b90cce120ed
Kunstig intelligens og realtidsdata sparer energi i Brønderslevs fjernvarmenet
Flooded park benches
Danske byer risikerer at gentage fortidens fejl i kampen mod oversvømmelser
Old,Lighthouse,In,The,Middle,Of,Great,Stormy,Waves
CRH bygger fremtidens infrastruktur
Aerial view of truck driving on asphalt road along the green fields in rural landscape
7 veje til grønnere infrastruktur

Mest læste på BusinessReview.dk

Boligkvarteret August 2026 Foto
Lejebolig uden dyre overraskelser
2 Esben Holm Simson Strong-Tie
ETA’er hjælper byggeriet med at blive mere bæredygtigt
2--
MiljøLogistik tager gerne skraldet for de danske virksomheder
Panoramic shot of the coast at Greenland, Qaqortoq with a boat sailing in the sea
Verdens største ø har enorme muligheder - Hvis man forstår konteksten
SKO_billede
Ejendomsadvokaten: Det ulovregulerede gæsteprincips betydning i ejendomstransaktioner
4 Planner Bred
Hvad er kontorets why?
Steffen-Bang-Olsen
EJENDOMSADVOKATEN | Glemte lejereguleringer: Udlejers mulighed for at regulere lejen fremadrettet og/eller kræve efterbetaling
Sensorer
Tonsvis af data - men kun ringe grad af forståelse
Good Company
Den største forandring er ikke teknologien og den nye indretning

Læs også

EK_Rikke-Karen-Helle_august_2026_3_fuld
Erhvervsakademi København sætter ledertrivsel på dagsordenen
Et nyt forskningsprojekt fra Erhvervsakademi København (EK) peger på, at forbundethed er en vej til ledertrivsel. Nu skal den nye viden...
Presse SB 2000x1666
Neurodiversitet kan blive en konkurrencefordel på fremtidens arbejdsplads
I takt med at virksomheder kæmper om arbejdskraften, er der kommet større fokus på, hvordan mennesker trives og præsterer på arbejdspladsen....
884A3527 (1)
The Future is Greenland
Fundamentet for en stærk økonomi er et velfungerende erhvervsliv. Grønlands moderne erhvervshistorie strækker sig flere hundrede år...