Sponseret indhold
Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier

Skrevet af; Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier


Omkring nytår lagde vi i Danske Rederier sidste hånd på vores strategi for de kommende tre år. Uden at gå i detaljer med ’Towards Zero’ går den i al sin enkelthed ud på at målrette alle aktiviteter mod at nedbringe CO2-udledningen fra skibsfarten frem mod 2030 for at ende med CO2-neutral skibsfart i 2050. En dagsorden, som gennemsyrer hele vores branche, og som bliver vigtigere og vigtigere, som årene går. Vi står i en tid, hvor vi kan se tilbage på søfartshistorien og de tidligere anvendte fremdriftsmidler for handelsflåden som vind og kul. Nu er det på tide at sige farvel til olien. Fremdriften skal ske på en anden måde, det er vi fuldt bevidste om. 

Men selvom vi har sat alt ind på den grønne dagsorden, er skibsfarten og den maritime industri brancher, som i den grad påvirkes af store verdensbegivenheder. Covid-19 kom snigende som en tyv i natten og vendte meget på hovedet, og i slutningen af februar var vi vidne til, hvad vi ikke troede muligt, da russerne gik ind i Ukraine. Verdens øjne vendte sig mod Østeuropa. Selvom danske rederier i det store billede har relativt begrænsede aktiviteter i Ukraine og Rusland, er det en begivenhed, som har store konsekvenser for skibsfarten. I første omgang opstod åbenlyse spørgsmål om sikkerhed, besætningsskift med ukrainske eller russiske søfolk og deres aflønning. Kort herefter fulgte sanktioner mod Rusland og en strøm af restriktioner, som vi selvfølgelig om branche skal forholde os til og navigere i. Skibsfarten og hele Det Blå Danmark lever af handel, og fri handel har i årtier været en selvfølge. Det er den ikke mere. Fri handel, som vi kender den, er under pres – det har den været længe, og det er ikke blevet bedre af, at de globale markeder er blevet rystede over begivenhederne i Ukraine. 

Hvordan, konflikten i Ukraine udvikler sig, er meget svært at spå om. Men meget tyder på, at konflikten kommer til at påvirke et godt stykke ud i fremtiden. 

Fokus på fremtiden
Vi hverken kan eller skal fjerne øjnene fra konflikten i Ukraine, men vi skal fastholde vores fokus på opgaven med at omstille skibsfarten til at blive klimaneutral. Det er åbenlyst vigtigt, fordi brugen af fossile brændstoffer er ekstremt skadeligt for klimaet og ikke en gangbar fremtid at vælge for vores branche. 

Der er et utal af innovative projekter i gang i Danmark hos rederier, udstyrsproducenter og i forskningsverdenen. De fortjener fuld opmærksomhed og dedikation fra hele branchen. Det oplever jeg også, at de får, men corona og krig i Ukraine har været verdensbegivenheder, som ikke var en del af planlægningen for nogen i branchen. De er ulykkelige benspænd, som vi er nødt til at kunne håndtere, samtidig med at vi fortsætter den grønne vej.

Vejen til en klimaneutral skibsfart er fortsat lang og snørklet. Forudsætningen, for at vi kan tage et skridt ind i fremtiden, er, at brændstofferne bliver gjort tilgængelige. Det vil kræve meget store mængder af de nye brændstoffer, når skibe skal udskifte de traditionelle brændstoffer, og i øjeblikket er de nye brændstoffer slet ikke tilgængelige i en skala, som vi får brug for. I dansk kontekst kan en del af det grønne brændstof komme gennem Power-to-X-anlæg, hvor energien leveres fra havvind. Det er en genial teknologi, som vi har store forhåbninger til, men den skal skaleres op, hvis den skal levere et reelt alternativ til de nuværende brændstoffer, og derfor har vi som branche stor interesse i, at der bliver sat fart på udbygningen af havvind. 

Produktion, opsætning af vedligehold af havvindmøllerne vil undervejs være med til at skabe gode grønne arbejdspladser – ikke mindst i offshore rederierne, som er et uvurderligt led i den kæde, som får hele forløbet til at hænge sammen.  Winston Churchill sagde, at man aldrig skal lade en god krise gå til spilde. Det er jeg enig i, og her kan vi sammen sikre, at krisen med energiafhængigheden af Rusland kan speede bygningen af vedvarende energikilder op, så der også bliver mulighed for at bruge PtX til at få tilstrækkeligt med grønne brændstoffer.

Hvor grønt er grønt?
Når klimaneutral skibsfart skal blive virkelighed, skal det hvile på en rimelig og retvisende regulering. Skibsfarten er en af de mest globaliserede brancher, og rederierne tager opgaver tusindvis af sømil fra hovedkontorerne. Derfor skal der gælde de samme regler for alle, når den grønne regulering for alvor bliver en realitet for skibsfarten. Vi vil gerne have grøn regulering, men vi skal være sikre på, at de valg, vi træffer, reelt også er de grønneste valg. Det gør man blandt andet ved at se på hele livscyklussen for et bestemt brændstof. Det nytter ikke kun at se på klimabelastningen ved selve afbrændingen i skibets maskinrum. Vi er nødt til også at se på, hvor meget energi det kæver at udvinde, raffinere og transportere brændstoffet. Først der kan vi sammenligne på tværs og træffe det ægte grønne valg.

Der er nok at tage fat på for politikere, forskere, rederier, investorer og brancheforeninger. Det kræver at alle arbejder i samme retning, når vi skal skabe en så massiv transformation af den transportfrom, som fragter op mod 90 procent af verdens varer. 

MEST LÆSTE