Danske vækstvirksomheder venter ofte for længe med at automatisere deres lagerdrift. Resultatet er flaskehalse, dyre lappeløsninger og en drift, der bliver afhængig af enkelte medarbejdere. Eksperter peger på, at selv mindre investeringer tidligt i forløbet kan gøre en markant forskel – både økonomisk og strategisk.
For mange virksomheder starter vækstrejsen med et stærkt produkt og stigende efterspørgsel. Ordrene begynder at tikke hurtigere ind, sortimentet vokser, og lageret fylder gradvist mere i hverdagen. Det er ofte først dér, virksomhederne opdager, hvor afgørende lagerdriften er for resten af forretningen.
“Det, der ofte sker hos mange virksomheder, efterhånden som de begynder at få flere varenumre og flere produkter, er, at de helt lavpraktisk løber tør for plads. Det er det første, de oplever. Det, de også oplever, er, at det bliver mere og mere vanskeligt at finde produkterne,” siger Kenny Schultz, senior product manager hos Kardex.
Når kompleksiteten vokser, følger presset hurtigt med. Flere varer, flere leveringsmuligheder og højere kundekrav betyder, at lageret ikke længere bare er et baglokale. Det bliver en central del af kundeoplevelsen.
Hør/se mere om emnet i podcasten BusinessReview New Tech:
Lagerdrift afhænger ofte af nøglepersoner
I mange virksomheder eksisterer der én medarbejder, som har hele lageret inde i hovedet. Personen ved præcis, hvor varerne står, hvordan processerne fungerer, og hvilke genveje der holder driften kørende i travle perioder.
“Man ser det rigtig, rigtig ofte. Det er faktisk også i ret store virksomheder, hvor man er afhængig af enkelte personer, der simpelthen kan systemerne og ved, hvordan alting fungerer,” siger Kenny Schultz.
Problemet er, at virksomhederne bygger en stor del af deres drift op omkring tavs viden hos enkelte medarbejdere. Det fungerer, indtil personen bliver syg, holder ferie eller finder et nyt job. Samtidig bliver det næsten umuligt at skalere effektivt, når processerne lever i hovedet på få personer i stedet for i systemer og strukturer.
Frygten for den store investering
Selvom automatisering fylder mere i debatten om vækst og logistik, oplever Sune Skytte, chefkonsulent i Dansk Erhverv Digital Handel, at mange virksomheder stadig udskyder beslutningen.
“Iværksættere er kronisk bange for at gå konkurs. Så investeringer er ofte forbundet med frygten for, at det kan true virksomhedens eksistens, hvis det går galt,” siger Sune Skytte.
Mange vækstvirksomheder starter uden store investorer eller kapitalfonde i ryggen. De bygger virksomheden op gennem egen omsætning, opsparing og hårdt arbejde. Derfor bliver større investeringer ofte skubbet foran dem. Ifølge Sune Skytte betyder det, at virksomhederne først tager automatisering alvorligt, når problemerne er blevet store.
“Nu står de med nogle helt andre udfordringer og nogle helt andre kompleksiteter i forhold til at skulle skifte over til noget automatisering,” siger han.
På det tidspunkt bliver projekterne både dyrere og mere vanskelige at implementere.

Lappeløsninger bliver permanente
Når væksten presser lageret, vælger mange virksomheder hurtige løsninger. Flere medarbejdere, større lokaler og ekstra manuelle arbejdsgange bliver den umiddelbare vej videre.
Men de midlertidige løsninger har det med at blive permanente.
“Man laver hurtigt nogle lappeløsninger, og de lappeløsninger går hen og bliver permanente. Og det er meget svært at bryde ud af dem på et senere tidspunkt,” siger Kenny Schultz.
Han oplever ofte, at virksomheder fokuserer på at holde driften i gang her og nu frem for at stoppe op og analysere, hvor flaskehalsene faktisk opstår. Ifølge ham burde flere virksomheder bruge tid på at gennemgå processerne, inden problemerne vokser sig store.
“Virksomhederne ansætter bare flere folk eller flytter til større lokaler, i stedet for at kigge på, hvilke flaskehalse der opstår i dagligdagen,” siger Kenny Schultz.
Det starter med varemodtagelsen
En af de vigtigste erkendelser handler om, hvor automatiseringen bør begynde. For mange virksomheder handler det ikke om store robotanlæg, men om at skabe struktur i de grundlæggende processer.
“Det starter altid med varemodtagelsen. Det er der, du gør hele grundarbejdet for, hvordan dit lager skal fungere. Jo bedre du er til at varemodtage, jo bedre bliver din plukproces også,” siger Kenny Schultz.
Hvis varer registreres korrekt fra starten, bliver resten af lagerflowet mere effektivt. Fejl reduceres, medarbejderne arbejder hurtigere, og virksomheden får bedre overblik over lagerbeholdningen.
Det er ofte her, de første investeringer giver størst effekt.
Automatisering kan starte småt
Mange forbinder lagerautomatisering med store milliardlagre og avancerede robotløsninger. Men udviklingen går i retning af mere fleksible og modulopbyggede systemer.
“Det behøver ikke at være et eller andet sci-fi-lager. Hvis man starter med et par enkelte lagerautomater og noget software, kan man både spare plads og skabe mere struktur,” siger Kenny Schultz.
Han peger på, at virksomheder i dag kan starte med én eller to lagerautomater og derefter udvide gradvist, efterhånden som behovet vokser. Det billede genkender Sune Skytte.
“Der hjælper det, hvis man kan lave nogle modulopbyggede løsninger, som kan være med til at tage tingene i etaper,” siger han.
Den tilgang gør automatisering mere realistisk for mindre og mellemstore virksomheder, som ikke ønsker at binde store summer fra begyndelsen.
Data findes allerede – udfordringen er at bruge dem
Virksomhederne har ofte store mængder data om salg, lagerbeholdning og kundeadfærd. Problemet er sjældent mangel på information. Problemet er at omsætte data til konkrete forbedringer.
“Der, hvor vi kan se, at der er et gab, det er, når systemer skal snakke sammen,” siger Sune Skytte.
Mange virksomheder arbejder stadig med excelark og manuelle udtræk, som gør det svært at handle hurtigt.
“Virksomhederne er dygtige til at lave dashboards. Men koblingen mellem, hvor meget bedre er jeg i dag i forhold til i går, den halter vi lidt med,” siger Kenny Schultz.
Ifølge ham bliver værdien først skabt, når data bruges aktivt i den daglige drift og hjælper medarbejderne med at træffe bedre beslutninger.
Hør mere om emnet i podcasten BusinessReview New Tech:
Cloudløsninger sænker barrieren
En anden udvikling, der ændrer markedet, er overgangen til cloudbaserede løsninger. Tidligere krævede avancerede lagersystemer store investeringer i servere, IT-drift og interne kompetencer. I dag kan virksomheder købe adgang til software som abonnementsløsninger.
“Det gør, at man kan komme ind og få noget, der på månedsbasis er til at håndtere. Og hvis det ikke er det rigtige, så kan man trække sig ud af det igen,” siger Kenny Schultz.
Det reducerer risikoen og gør det lettere for virksomheder at komme i gang uden store førstegangsinvesteringer. Samtidig stiger kravene fra kunderne. Hurtig levering, præcise lagerstatusser og fleksible leveringsmuligheder er blevet standard i e-handlen.
“Vi vil gerne have masser af leveringsmuligheder og hurtig levering. Det gør bare, at kompleksiteten på lageret stiger,” siger Sune Skytte.
Derfor bliver lageret i stigende grad et konkurrenceparameter.
Budskabet fra begge eksperter er klart: Automatisering handler om at skabe struktur tidligt, få styr på processerne og bygge en drift, der kan følge med væksten.
Når virksomheder først står midt i eksplosiv vækst, bliver det langt sværere at ændre fundamentet under forretningen.