Danske politikere sidder med historiske kort på hånden for at skabe en europæisk life science-industri, der kan modstå stigende pres og konkurrence fra USA og Kina. Men EU-formandskabets succes står og falder med reelle forandringer.
Af Peder Søgaard-Pedersen, branchedirektør i DI Life Science
Med stærke forskningsmiljøer, ambitiøse vækststrategier, en digitaliseringsparat befolkning samt naturligvis flere virksomheder med gennemslagskraft langt ud over landets grænser, er Danmark at betragte som et foregangsland for life science, i EU såvel som på den globale scene. Derfor er det også historisk, at vi i disse dage har fået overdraget taktstokken for 450 millioner europæere i forbindelse med det danske EU-formandskab. Vi har nu en unik mulighed for at vise resten af Europa, at en robust, konkurrencedygtig og visionær life science-industri er en forudsætning for finansieringen af vores sundhed, velfærd, grønne omstilling og forsvar.
Det er nu, vi skal værne ekstra meget om life science-industrien som en af EU’s få tilbageværende styrkepositioner. Således skåltalen. Dem har vi i forvejen hørt fra politikerne. Nu kommer imidlertid den svære del, for hvad er flotte ord og ambitiøse intentioner uden konkret politisk handling og forandring? Desværre ikke meget. Derfor bliver det danske EU-formandskabs vigtigste opgave i mine øjne at skabe reelle, målbare forbedringer af den europæiske life science-strategi. Det siges, at første skridt i løsningen af et problem er at indse, at man har et problem, og i den forbindelse kan formandskabet passende kigge mod Kinas statsstøttede virksomheder og USA, hvor Trumps handelspolitik aktivt tilgodeser amerikanske life science-virksomheder. Dertil kommer EU’s træghed og byrdefulde lovgivning, der udfordrer vores virksomheders evne til at drive en konkurrencedygtig forretning i Europa og dermed fastholde jobs, skatteindtægter, forskning og nye sundhedsprodukter til gavn for de europæiske borgere.
Heldigvis har vi længe vidst, hvad der skal til for at skabe rammer, der kan fremtidssikre EU’s life science-industri. Vi skal blandt andet sikre, at det fremover bliver meget mere attraktivt at investere i europæiske virksomheder, tage et opgør med unødvendige bureaukratiske byrder og styrke mulighederne for offentlig-private samarbejder. Kort fortalt skal vi gøre det meget nemmere at drive en succesfuld life science-virksomhed i hele EU. Men vi når ikke dertil, hvis det danske EU-formandskab blot ender som en blød mellemvare, hvor handlingslammelse har stået i vejen for konkrete og måske endda modige, ambitiøse og visionære forbedringer af rammerne for vores life science-industri.
Det er handlingen, vi vil huske
I mine øjne skal formandskabets succes derfor først og fremmest måles ud fra, om vi står et mærkbart bedre sted, når formandskabet til nytår er givet videre til Cypern, og de sidste danske skåltaler klinger ud. Kan vi til den tid se tilbage på et formandskab, der besad viljen og styrken til at lande en lægemiddellovgivning, der styrker – og ikke svækker – EU’s konkurrenceevne?
Og i samme dur, lykkedes det vores politikere at få foretaget det hårdt tiltrængte eftersyn af EU’s regulering af medicinsk udstyr (MDR), som lige nu gør det både langsommere og mere besværligt for europæiske virksomheder at sende nye produkter på markedet? Europa har brug for et opgør med en lovgivning, der trods positive og velmenende formål om at højne patientsikkerheden, i stedet har resulteret i betydelige bureaukratiske udfordringer, der står i vejen for europæiske virksomheders konkurrence- og manøvredygtighed.
Jeg ved, at en ændring af status quo, hvor EU langsomt men sikkert sakker bagud efter USA og Kina, vil kræve svære politiske sværdslag. Opgaven er ikke nem, men ikke desto mindre er jeg særdeles spændt på at se, hvilken vej pendulet svinger, når formandskabet er givet videre til januar. Står vi glade eller skuffede tilbage, eller blev det blot til lappeløsninger og kompromiser så brede, at de ikke for alvor vil vise de danske politikeres beslutningsdygtighed, endsige føre til konkrete og målbare forbedringer af life science-industriens vilkår og rammer? Mit håb er, at jeg og resten af life science-industrien ved udgangen af året vil se tilbage på det danske EU-formandskab som en skelsættende begivenhed, hvor vi tog skeen i den anden hånd, og rent faktisk gjorde en forskel. At der vil være et før og efter det danske formandskab, og ikke blot en trækken på skuldrene over forspildte chancer for at fremtidssikre vores life science-industri, og således også EU og Europa.
Jeg fristes til at sige, at historien lige nu ligger i danskernes hænder. At vi ikke lader den sive ud mellem fingrene må være vores vigtigste opgave resten af 2025.
