”En ny æra er over os. Europa står over for en klar og nærværende fare i et omfang, som ingen af os har set i vores voksne liv”. Sådan skrev Kommissionsformand von der Leyen tilbage i 2025 i et brev til EU landenes stats- og regeringsledere.
Af Per Haugaard, leder af Europa-Kommissionens kontor i Danmark
Brevet var en startskuddet til den store genoprustningsplan, Readiness 2030, der skal styrke EU’s militære kapacitet.
Forsvar og sikkerhed er dagsordener, der har flyttet sig fra periferien af EU til at blive helt centrale samarbejdsområder.
Den første fælles sikkerheds- og forsvarspolitik startede med Maastricht-traktaten i 1992, hvor EU for første gang fik en officiel udenrigspolitik. Den fik nogle år senere tilføjet en egentlig forsvarspolitik i erkendelse af behovet for sammen at agere i kølvandet på de voldelige konflikter på Balkan og efter murens fald. Det handlede om at eksportere det europæiske fredsprojekt, at bevare fred, forebygge konflikter og styrke den internationale sikkerhed. Igennem 00’erne havde EU mange missioner med fokus på stabilisering flere steder i verden.
Med Lissabontraktaten kom der i 2009 mulighed for at indgå et tættere samarbejde om forsvar. Det blev også til en bestemmelse om ”gensidigt forsvar” – at EU landende solidarisk bakker op, hvis et land fx udsættes for terror eller væbnet angreb.
Frem til 2015 var forsvarspolitikken primært fokuseret på at håndtere konflikter udenfor Europas grænser. Det ændrede sig med den russiske annektering af Krim, terrorangreb i europæiske hovedstæder og en migrationskrise. Men det er den russiske krig mod Ukraine, som for alvor har accelereret udviklingen af europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik. Både i solidaritet med Ukraine, og for at styrke EU’s egen sikkerhed.
I marts 2022 udgav EU sammen med medlemslandene en ny forsvarsstrategi – et strategisk kompas – der kigger på, hvordan man kan videreudvikle en fælles forsvars- og sikkerhedspolitik. Med Danmarks afskaffelse af forsvarsforbeholdet i 2022, kan Danmark også deltage i samarbejdet.
Den aktuelle verdensorden kræver, at EU i fællesskab kan navigere i det. For første gang har EU-Kommissionen nu en forsvarskommissær. Landene kan samarbejde om at fremme innovation, forskning og udvikling, teknologi og konkurrenceevne – det er det fælles snit, der er i forsvarspolitikken. Det sker bl.a. gennem EU’s forsvarsfond, som støtter forskning og fælles europæiske forsvarsprojekter.
Men efter Ruslands invasion af Ukraine, har det vist sig ikke at være tilstrækkeligt. Derfor er Readiness 2030 blevet introduceret. Planen skal mobilisere op mod 800 mia. EUR for at styrke Europas forsvarsinfrastruktur, mindske afhængigheden af eksterne allierede og sikre kapacitet til hurtig europæisk reaktion mod trusler. Det skal ske ved at støtte den europæiske militærindustris konkurrenceevne.
Målet er et fuldt udviklet militært beredskab og at europæisk forsvar skal være mindre afhængig af ikke-europæiske aktører. Der skal være et egentligt indre marked for forsvarsmateriel.
Selvom langt de fleste medlemslande opruster, bruger Rusland, USA og Kina hver især flere penge på forsvar end vi gør her i Europa. Og pengene bruges heller ikke lige så effektivt i EU.
Vi mangler fortsat kapacitet på en lang række områder for at kunne forsvare os. Det er kernen i Readiness 2030: hvordan vi kan opbygge og producere det, der skal til for at kunne forsvare os og være uafhængige.
For at hjælpe genopretningsplanen på vej, er der etableret en ekstraordinær foranstaltning – SAFE (Security Action for Europe). Det yder bl.a. lån til indkøb af forsvarsmateriel, og har til formål at hjælpe medlemslandene med at deltage i og koordinere fælles indkøb. Her er Danmark også med, og har lånt 47 millioner euro, for at finansiere fælles oprustning med europæisk materiel.
Bundlinjen er, at EU skal styrke sin evne til at handle operativt. EU skal øge sit fokus på at afvæbne nye trusler, hybride trusler, cyberkrig og misinformation. EU skal samarbejde om forsvarsmateriel og fælles projekter om militært isenkram fortsættes.
