Uroen om den globale handel får øjensynligt de migranter, der plejer at komme til Danmark, til at blive væk. Hvis det varer ved, kan det vende op og ned på mangt og meget i ejendomsbranchen. I første omgang kan selskaberne bag de populære hotel- og restaurationsejendomme blive ramt.
Hotelejendomme har været det store hit på ejendomsmarkedet indtil nu i år. Ifølge nye tal fra Erhvervsmæglernes Branchedata stod de fra januar til april for næsten en fjerdedel af den samlede omsætning på 19,2 mia. kr. I den modsatte ende stod detailhandelsejendomme for blot 6 pct. af omsætningen. Dette segment lider stadig under strukturelle tilpasninger. Men det havde set endnu værre ud, hvis ikke mange butikker over de seneste år var blevet bygget om til restauranter.
For både hoteller og restauranter gælder imidlertid en vigtig forudsætning: At de har adgang til store mængder af arbejdskraft. Denne arbejdskraft kommer i dag i vidt omfang fra udlandet; særligt fra andre EU-lande.
Så meget mere kritisk er det, hvis en ny tendens omkring udenlandsk arbejdskraft viser sig at vare ved: Antallet af personer, der flytter til Danmark, er her i foråret bremset op, hårdt og pludseligt.
En afgørende vækstdriver
Ifølge hotellernes og restauranternes brancheorganisation, Horesta, har man endnu ikke set konkrete udslag af den faldende tilvandring. Dertil er fænomenet for nyt. Men potentielt er det i første omgang muligheden for at drive restauranter og hoteller for fuldt blus i den vigtige sommersæson, der er på spil.
”Udgangspunktet er, at en tredjedel af vores arbejdskraft er international, og den er derfor en helt afgørende driver for, at vi kan drive vores erhverv og have vækst,” siger Jeppe Møller-Herskind, adm. direktør i Horesta. Han tror, at det er følgevirkninger af beslutninger truffet af Donald Trump, som især har betydning lige nu, enten så virksomheder holder igen med rekrutteringer fra udlandet, eller så de potentielle migranter vælger at se tiden an.
”Økonomisk usikkerhed og globale handelsforhold spiller i den grad en rolle. I 2025 har verdensøkonomien oplevet rystelser, herunder udmeldinger fra den amerikanske administration om toldsatser, som har skabt en markant usikkerhed, og som også har påvirket de finansielle markeder. Jeg er overbevist om, at den slags påvirker arbejdskraftens mobilitet, om end jeg ikke har den eksakte konklusion,” siger Jeppe Møller-Herskind.
Lempelse i handelskrig
For tesen om sammenhængen med handelskrigen taler, at faldet i tilvandringen begyndte nogenlunde samtidigt med det, som Trump betegnede som ”befrielsesdagen” – den 2. april, hvor han proklamerede høje satser af ”gengældelsestold” mod næsten alle lande i verden. Men i så fald kan tilvandringen måske snart begynde at tikke op igen, for siden da har Trump vist vilje til at bøje sig, om ikke andet så når toldsatserne også begynder at gøre ondt på USA’s egen økonomi.
Betydningen for ejendomsbranchen af en tilbagevenden til det normale kan næsten ikke overvurderes. Mange bliver ramt, hvis udlændinge holder op med at søge mod Danmark – hotellerne og restauranterne er blot de mest udprægede eksempler.
Tilvandringen til Danmark er den vigtigste baggrund for, at det, man er begyndt at betegne som ”kongetallet” for dansk økonomi – antallet af lønmodtagere – gennem en årrække er steget mere eller mindre hver måned.
De fleste lønmodtagere skal have ejendomme at arbejde i, hvad end det er kontorer, industrilokaler, butikker, restauranter, hoteller eller noget sjette.
Lavere bolig-efterspørgsel
Også når det gælder boligejendomme, er tilvandringen en afgørende faktor.
Især i hovedstaden, men også i andre større byer, har man længe taget det som en selvfølge, at efterspørgslen efter boliger hele tiden vokser.
For tiden er det måske omvendt, så efterspørgslen falder. Danmarks Statistik offentliggør ikke tal for fraflytningen fra Danmark på ugebasis, men kun på kvartalsbasis. Så vi skal ind i sensommeren, før der kommer tal, der viser, om der her i foråret er større ud- end indvandring.
I den politiske debat bliver indvandring som regel adresseret som et problem – som noget, der handler om, at befolkningsgrupper, som er svære at integrere, kommer til landet. En tilsvarende debat findes i de fleste andre europæiske lande.
Reelt handler indvandring imidlertid om meget andet. I Danmark, f.eks., kommer de fleste indvandrere fra andre europæiske lande, og de er altså særdeles vigtige for dansk økonomi.
Samme billede ser man i andre vesteuropæiske lande, og det kan også være baggrunden for forårets fald i tilvandring fra Danmark, nævner Jeppe Møller-Herskind.
”Der er også øget konkurrence om den internationale arbejdskraft. I lyset af de demografiske udfordringer er der flere lande, der forsøger at tiltrække arbejdskraft, hvilket gør det svært for danske virksomheder at gøre det,” siger han.

Kilde: Danmarks Statistik.
Note: Tallet for uge 52 2024 er udeladt af grafikken
