Pensionsselskaberne bør vise samfundssind og skrue ned for fortjenesten, når de lejer boliger ud til københavnerne. Sådan lød det fra SF’s spidskandidat Sisse Marie Welling på et boligpolitisk vælgermøde. Pensionsselskaber afviser kritikken: De er forpligtede til at få det bedst mulige afkast til deres kunder og medlemmer. Men de har forslag til, hvad kommunen selv kan gøre.
E ndnu før vælgerne overhovedet har smidt stemmesedler i valgurnerne til kommunevalget på tirsdag, står i hvert fald én ting klart: Ejendomsselskaber får ikke mange venner i den kommende borgerrepræsentation i Københavns Kommune. Ordet ”ejendomsselskab” blev ganske vidst ikke meget brugt, da partiernes spidskandidater mandag i sidste uge til ”boligpolitisk vælgermøde” i kælderen under Politikens Hus. I stedet blev selskaberne omtalt som ”spekulanter”.
Næsten unisont så kandidaterne ejendomsbranchen som synderen bag den nuværende tilstand på det københavnske boligmarked, hvor både ejerboliger og lejeboliger er blevet dyre, og hvor byggeaktiviteten de seneste år heller ikke har trukket mod den politiske vision om en by med blandede boligformer.
Vreden vokser
I stedet er der alt overvejende bygget private lejeboliger. De har været favoriseret over ejerboliger på grund af en ændring af momsloven fra 2011.
Andelsboliger er meget vanskelige at etablere i nybyggeri, og den almene sektors byggeri har især ligget underdrejet siden 2021-2022, hvor et hop i renter og materialepriser gjorde det næsten umuligt at opføre boliger, der holder sig under den lovbestemte maksimalpris. Man kan indvende, at det er underligt at bebrejde de private bygherrer, som dog har tilført København boliger, at de andre sektorer ikke har bygget så meget. Men sådan ser de fleste politikere altså på det.
Det virker endda som om, at vreden har fået en tak mere, siden der i 2018 udbrød storm over Blackstone, som blev det store eksempel på et selskab, der aggressivt søgte at opnå højere huslejer. Dengang talte man også i runde vendinger om ”udenlandske” investorer eller spekulanter, hvilket levnede plads til, at der også var andre syndere end Blackstone.
Men de danske ejendomsinvestorer gik dengang mesten-dels fri af kritikken.
Opfordring til samfundssind
Sådan er det ikke længere. På det boligpolitiske vælgermøde fik den danske pensionssektor en ordentlig bredside fra en af favoritterne til at være den næste, der kan iføre sig overborgmesterkæden, nemlig Sisse Marie Welling fra SF.
”Noget andet, vi synes er vigtigt, er, at pensionskasserne viser lidt mere samfundssind. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at størstedelen af pensionsmidlerne i Danmark skal forrentes ved, at huslejerne bliver dyrere i København. Når man har en så lukrativ en ordning, som pensionskasserne i Danmark har, er det rimeligt, at man viser noget mere samfundssind. Selvfølgelig kan man godt finde en økonomisk model, hvor man kan tjene penge på at bygge boliger i København, uden at det skal koste 35.000 for en bolig til en familie,” sagde hun.
Adspurgt af ordstyreren, Niels Krause-Kjær, om hun ville bede pensionskasserne tjene færre penge, lød svaret: ”Ja.” Derefter uddybede Sisse Marie Welling:
”Ellers må de finde et andet sted at tjene deres penge. Der er developere nok, der gerne vil bygge i København. Det er superlukrativt at bygge i København. Vi har brug for at få bygget de rigtige boliger. Vi har brug for at kunne styre boligudviklingen. Jeg mener ikke, det er for meget som politiker at bede pensionskasserne, som har en meget lukrativ ramme at køre forretning på, at vise lidt mere samfundssind, og så må man skrue lidt ned for profitraterne.”
Skal følge loven
Sisse Marie Welling satte ikke navn på nogen af de selskaber, hun hentydede til, men EJENDOMME har forelagt hendes kritik for tre pensionsselskaber. Et af dem takkede nej til at kommentere det følsomme emne.
Men både adm. direktør Peter Olsson fra AP Ejendomme og investeringsdirektør Michel Nellemann Pedersen fra PKA har sendt kommentarer.
Begge hæfter sig ved, at de administrerer andre menneskers pensionsopsparinger, og at de ikke i praksis kan understøtte lokale boligmarkeder finansielt.
”Når vi fastsætter lejen, bliver vi nødt til at følge udviklingen på boligmarkedet generelt. Ellers ville helt almindelige lønmodtagere i hele Danmark ende med at betale med deres pensioner for, at vores lejere i København får en billigere husleje. Det ville hverken være fair eller i overensstemmelse med lovgivningen for en pensionskasse som PKA,” skriver Michael Nellemann Pedersen.
Er der andre muligheder?
Også Peter Olsson pointerer, at det ikke vil være lovligt at gøre det, som Sisse Marie Welling ønsker, at pensionsselskaberne skal gøre.
”Uanset, hvad man måtte mene om samfundssind hos udlejere af boliger, er lovgivningen for pensionsselskaber soleklar. Vi er efter loven forpligtet til at søge de bedst mulige afkast til kunderne, og vi må og kan således ikke tage de nævnte hensyn. Loven kræver således, at andre hensyn kun må indgå, hvis de ikke kompromitterer vores afkast,” skriver han.
Det udelukker principielt ikke, at pensionsselskaberne og den måske kommende overborgmester kan mødes. Det kan de, hvis det, som Sisse Marie Welling er inde på, er muligt at finde en model, efter hvilken man kan opføre billigere boliger, uden at pensionsselskaberne tjener færre penge på det. Det kunne f.eks. være tilfældet, hvis det er muligt at bygge boliger i en lavere standard. Det mener ingen af de to ejendomsdirektører dog er realistisk i praksis.
Andre ønsker til byggeriet
”Der er flere lag i den diskussion, men jeg tror ikke, at ret mange ønsker, vi skal gå på kompromis med f.eks. den arkitektoniske i byggeriet i vores hovedstad eller formindske ambitionerne for bæredygtighed, også med udformningen af rekreative byrum mm. København er en attraktiv by, og vi skal ikke kaste os ud i byggeri, som ikke lever op til det,” skriver Peter Olsson.
Michael Nellemann Pedersen supplerer: ”Når bolig-priserne i København stiger, har det ikke noget med pensionskasserne at gøre. Det skyldes helt enkelt, at mange flere gerne vil bo i København, end der er boliger til. Vi har et godt samarbejde med Københavns Kommune om at få bygget de nødvendige boliger, og vi har over de seneste år bygget både store og små boliger samt seniorbofællesskaber og ungdomsboliger i København. Vi bidrager gerne til endnu flere boliger til alle behov, for det er det eneste, der på længere sigt kan holde boligpriserne i København i balance.”
Dyr myndighedsproces
Derimod ser Peter Olsson ting, som kommunen selv kan gøre.
”Der, hvor der kan gøres en forskel på omkostningerne til byggeriet, er en smidig og hurtig myndighedsproces fra køb af grund til byggestart, så der ikke løber omkostninger på projektet på grund af ventetid i mange måneder. Det kan gøre en reel forskel i omkostninger og dermed på prisen,” skriver han og tilføjer, at det også vil hjælpe at fremrykke boligfelter, som ellers først skulle bebygges senere.
Mere boligbyggeri reducerer ikke i sig selv huslejen. Pensionsselskaberne er stadig forpligtet til at opkræve det, som markedet kan bære. Men med nybyggeri vil konkurrencen blive større, så investorerne i og udenfor pensionssektorerne må sætte huslejen lavere for at få boligerne udlejet.
Endelig anfører Peter Olsson, at det vil hjælpe at fire lidt på ambitionen om en blandet by – konkret at lægge mindre vægt på at fastholde de borgere, der stifter familie.
”Et andet geværgreb er at opføre flere, mindre boliger. De er ekstremt efterspurgte, og der er stor efterspørgsel på mindre boliger med færre kvadratmeter pr. person i husstanden. Det vil blot kræve, at København opgiver den såkaldte 95 kvm.-regel, så der i samme byggefelt kan blive plads til flere københavnere. Det løser ikke udfordringerne alene, men det vil absolut have en positiv effekt,” skriver Peter Olsson.
