Det vil for det meste være mere klimavenligt at tilpasse en gammel ejendom end at rive den ned og bygge en ny. Derfor overvejer regeringen, om kommunerne skal have ret til at nægte tilladelse til nedrivningerne. Men det er stærkt tvivlsomt hvor stort potentialet er – om der faktisk findes en ”riv ned og byg nyt-kultur,” som boligministeren hævder.
Rigsarkivets tidligere hjemsted i de smukke lokaler ud mod Københavns havn kunne potentielt været blevet en stor attraktion, både for byens egne borgere og for turister. Siden 2017 har Folketinget arbejdet med at inddrage ejendommen til sine borgervendte aktiviteter.
Sidste år udarbejdede Cobe, i samarbejde med Arcgency, Drachmann Arkitekter og Sweco Danmark, en plan, der bl.a. indebar en restaurant i de 300 år gamle lokaler og etableringen af en gangtunnel over til Christiansborg.
Men onsdag i sidste uge blev projektet pludselig lagt på hylden, med en lidt kryptisk forklaring om, at den politiske opbakning til det ikke længere var tilstrækkelig bred.
Det fremgik ikke af pressemeddelelsen, hvilke personer eller partier der har meldt fra, eller hvorfor de har gjort det. Men aflysningen er et godt eksempel på, at hvor det er taknemmeligt at lægge nye planer for gamle ejendomme, så er det en helt anden sag, når planerne skal gennemføres. Det kan være dyrt og besværligt.
Opgør med en kultur
Selvsamme Folketing kan, hvis der ikke bliver udskrevet valg i utide, få til opgave at tage stilling til, hvad private ejere af gamle ejendomme må gøre med dem.
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen oplyste således i en pressemeddelelse forrige uge, at hun vil have undersøgt, om kommunerne kan få bedre mulighed for at sige nej til nedrivninger.
”De mest bæredygtige kvadratmeter er dem, der ikke bliver bygget,” konstaterede ministeren, som derfor – med sin egen, lidt bastante formulering – vil have ”et opgør med riv ned og byg nyt-kulturen”.
Spørgsmålet er imidlertid, om sådan en kultur overhovedet findes i noget betydeligt omfang.
Det står klart, at f.eks. parcelhuse jævnligt bliver revet ned for at blive afløst af moderne, og som regel større huse. Men forståelsen af, at det er mere klimavenligt at lade et gammelt, utæt hus blive stående, end at erstatte det med et nyt, selv om dette nye hus indebærer, at varmeforbruget næsten kan sænkes til nul, er også endnu ret ny.
Tomme huse på landet
For ikke så mange år siden var det nogle helt andre klokker, der ringede, når nogen brugte ordet nedrivning. I landdistrikter stod flere og flere huse tomme, og de var – og er – et sørgeligt syn, som i sig selv afskrækker enhver, som overvejede at slå sig ned på egnen.Derfor begyndte staten at understøtte nedrivninger. I den forbindelse blev kommunernes og regionernes daværende analyseinstitution, KORA, bedt om at undersøge, hvor stort problemet egentlig var. KORA konstaterede i sin analyse fra 2017 bl.a., at der var få faktuelle oplysninger at tage udgangspunkt i. Danmarks Statistik havde ikke tilnærmelsesvist præcise tal for omfanget af nedrivninger.
De officielle skøn over antallet af tomme boliger, der trængte til at blive revet ned, var også meget løse. Tallet 50.000 havde været nævnt i statslige dokumenter, men KORA fandt, at der højest var tale om halvt så mange, om end der kom flere til for hvert år.
Mange tomme huse
Men KORA fandt ikke noget, der rigtigt lignede en bred kultur med at rive ned og erstatte med nyt. Fra 2010 til 2015 var det ca. 1500 bygninger om året, der blev revet ned for at blive erstattet med nyt. Tallet var ret konstant fra år til år; uden nogen tendens op eller ned.
Tallet var også lavere end det antal bygninger, der enten blev revet ned uden at blive erstattet med noget nyt, eller som bare forsvandt ud af bygningsstatistikken, uden at man vidste, om de var revet ned, eller om de bare var forfaldet så meget, at det ikke mere gav mening at tælle dem.
Der er én indikation på, at det siden er blevet mere normalt at rive bygninger ned: Antallet af beskæftigede med nedrivning er mere end tredoblet siden 2008. Men det er under 2000 personer, der indgår, så der kan også være tale om en ændret måde at tælle på, eller at nedrivningsarbejde er blevet mere mandskabskrævende på grund af nye krav om miljø og genbrug.
Ændrede forudsætninger
Nogle andre ting har ændret sig, siden KORA-analysen kom. I 2021 blev det politisk aftalt at lave regler om bygningers klimabelastning over deres livstid. Endnu gælder disse regler kun ved nybyggeri, men de vil blive suppleret med regler ved ombygning og opførsel af tilbygninger. Den slags kommende regler kan det gøre det relativt mere fordelagtigt for ejeren af en ejendom at modernisere og energirenovere den end at erstatte den med en helt ny.
Også investorer og banker er begyndt at stille hårde klimakrav til virksomhederne. Ombygning frem for nybyggeri er en af de måder, hvorpå virksomheder kan gøre sig fortjent til at få tilført låne- eller aktiekapital.
Uanset hvad vil der være en restgruppe af ejendomme, som det er svært at gøre noget ved. Et af de senere års meget store eksempler på, at man har revet ned for at bygge nyt, er postterminalen i København, der blev til Danske Banks domicil på postgrunden.Men hvad skulle man bruge en gammel postterminal til? En ombygning af den synes kun at være en teoretisk mulighed, og selv hvis man kunne finde ud af et eller andet, ville kommunen ikke have nogen interesse i at bevare en forældet ejendom midt i byen.
Kommunernes interesser
Nicolai Kristensen var en af de tre forfattere på KORA-analysen fra 2017. Han er professor, Ph.D. og arbejder i dag hos Det nationale forsknings- og Analysecenter VIVE, som KORA blev fusioneret ind i.
Han konstaterer, at det rent formelt og juridisk naturligvis er muligt at etablere nogle regler, som giver kommunerne lov til at standse nedrivninger. Spørgsmålet er, hvor ofte det vil være relevant for kommunerne at bruge dette magtmiddel. På landet har de bygninger, der bliver revet ned, som regel hverken en stand eller en beliggenhed, der gør det relevant at bevare dem.
Undersøgelse bestilt
Men i byerne er det en anden sag, i hvert fald når det kommer til parcelhusene.
”Her må ejere og købere forholde sig til, hvad det koster købe en grund, og hvad det koster at bygge hus. Med de grundpriser, vi ser i dag, kan det i mange tilfælde være en relativt lille del af udgiften at rive et parcelhus ned og at bygge et nyt. Derfor tror jeg, at mange vil foretrække dette. Det kan også være lige så dyrt, eller endnu dyrere, at renovere det hus, der allerede findes på grunden,” siger Nicolai Kristensen.
”Men kommunerne har omvendt en interesse i, at det er attraktivt at bo i dem. Derfor er det nok tvivlsomt, om de vil forhindre nedrivninger, med mindre de direkte bliver pålagt det gennem nogle andre regler,” tilføjer han.
Inden Folketinget eventuelt skal tage stilling til et lovforslag, får de et bedre beslutningsgrundlag. Social- og Boligministeren oplyser således til EJENDOMME, at det har bedt BUILD, det tidligere Statens Byggeforskningsinstitut, om en baselineundersøgelse. Altså en undersøgelse af, hvor meget der bliver revet ned, og på hvilken baggrund, det sker.
