Regeringen udpeger industriparker, men det vil være et stort arbejde at trække dem i gang

Vordingborg Kommune er en af dem, der har set Folketingets ønske om at etablere industriparker rundt omkring i landet som en chance for at få en mere fremtrædende position i Danmarks erhvervsudvikling. Foto: Per Rasmussen for Vordingborg Kommune

Af:

11 kommuner, eller kommunalsamarbejder, har fået Folketingets blå stempel som industriparker for især virksomheder, der arbejder med grønne teknologier. Men foreløbigt indebærer det ikke meget mere end netop stemplet, og det er op til kommunerne at omsætte visioner til virkelighed.

Kører man igennem Danmark om 10 eller 20 år, vil man se 11 nye industriparker, hvor unge produktionsvirksomheder trives og vokser. De nye virksomheder vil understøtte hinanden i den forstand, at de vil trække arbejdskraft og underleverandører til deres respektive lokalområder.
De 11 lokalområder blev udpeget i forrige uge, som udmøntning af en politisk aftale mellem regeringspartierne, de konservative, de radikale, SF, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti fra november sidste år. Allerede denne aftales navn siger, hvad det er for en type virkemidler, man vil tage i brug for at realisere visionen: ”Aftale om rød løber for produktionsvirksomheder”.

Der er kun et problem: En rød løber handler i sig selv kun om symbolikken, og endnu er der ikke noget håndfast at tilbyde produktionsvirksomheder, ud over et løfte om at etablere en one stop-sagsbehandling i Erhvervsstyrelsen, så virksomhederne ikke skal søge tilladelse hos diverse forskellige myndigheder, der kan have stærkt varierende sagsbehandlingstider.

Hvis det system kommer til at fungere, er det svært at se, hvorfor det ikke skulle udrulles til resten af landet også. I så fald vil industriparkerne være tilbage ved kun at handle om symbolik.

Forskellige udgangspunkter
Alligevel er Line Fossing Riel, direktør i Erhvervshus Sjælland, der hjælper iværksættere og virksomheder i de 17 kommuner i Region Sjælland, særdeles positiv over for tiltaget.

”Når der kommer de her store offentlige udmøntninger, så kan man godt kigge lidt på Sjælland og tænke, at de bare har sat en stor kaffekop på kortet. Men det kan man ikke sige, at de har gjort denne gange. Man har set rigtigt i vurderingen af, hvilke områder der er i vækst i Region Sjælland,” siger Line Fossing Riel.

Betragter man alle de 11 kommende industriparker, ligger omtrent halvdelen i områder, der i forvejen er kendt for at være store på industrivirksomhed, mens det i den anden halvdel mere er en ambition at nå denne status, men dog en ambition, der er understøttet af ny eller kommende infrastruktur.

På Sjælland er der udpeget industriparker i Kalundborg, Næstved/Vordingborg og Lolland. Førstnævnte kan man sige allerede er landets førende industriby, for så vidt at Novo Nordisk har sit største produktionsanlæg der.

De to sidstnævnte forbereder sig derimod på de muligheder, som Femernforbindelsen vil give. Disse muligheder skal udnyttes på en mere systematisk måde en blot at sælge jord til f.eks. logistikejendomme.

Lokale kraftcentre
”Det er endnu ikke defineret, hvad det er, der skal ske industriparkerne. Det skal man først til at forme nu. Men man vil få koncentreret nogle produktionsvirksomheder uden for de større byer, og det giver bedre muligheder for, at man også kan vokse. Problemet for dem er jo ofte, at de har problemer med at vokse, hvis de ligger for bynært. De har brug for at kunne modulere rundt med pladsen. Vi kan også se, at når man placerer industrivirksomheder i samme område, giver det et kraftcenter for lokal vækst. Så det, at man udpeger industriparkerne, skærper alles opmærksomhed på, hvad der skal til for at få det til at lykkes,” siger Line Fossing Riel.

En af de ting, der skal lykkes, er den forenklede og centraliserede offentlige sagsbehandling. Ifølge Line Fossing Riel er det ofte ”en kæmpe showstopper” for virksomhederne, når de ikke kan finde vej gennem sagsbehandlingen, eller når de f.eks. prøver at gennemskue, hvilke kommuner der har kortest sagsbehandlingstid.

Også andre knaster skal håndteres. ”Det er et kæmpe arbejde, der skal gøres nu. Nu er der udpeget nogle områder, men det er ikke i alle de områder, at kommunen ejer al jorden, og hvis man skal udvikle noget, er man nødt til at have noget land at gøre det på,” siger Line Fossing Riel.

De 11 industriparker er ikke for alle – de er for lidt større virksomheder og for grønne virksomheder. Det fremgår ikke, hvorfor små produktionsvirksomheder fra andre brancher ikke må være med. Men det kan jo være, at det er en ting, der bliver ændret på, når man først kommer i gang.

De otte andre udpegede industriparker skal ligge i Aalborg, Skive, Ikast-Brande, Viborg, Horsens, Esbjerg, Aabenraa og Kerteminde.

Mest læste på BusinessReview.dk

cybersikkerhed201125
Cybersikkerhed
Natasha Saxberg, Sep 2021, IT, IT-branchen
Danmarks sikkerhed er på spil med den kommende nationale cyberstrategi
Grafik til metaartikel_CMYK
Vi kan bygge en bedre verden
Abstract backdrop with wave gradient lines
Ny teknologi
Foto BRE 201125
Byudvikling i Danmark - nye krav til tempo, kvalitet og helhed

Podcast

Læs også

271125_EDC_211966
Stor optimisme i ejendomsbranchen frem mod 2026
2025 har budt på en markant fremgang på erhvervsejendomsmarkedet, og det tyder på, at fremgangen fortsætter i 2026. Det viser EDC Erhverv...
Lysspor fra Havnebussen
Kulturministeren lægger an til stor beskæring i sagsbehandling om fredede bygninger
En arbejdsgruppe anbefaler at vise langt større tillid til ejerne af de ca. 7100 fredede ejendomme. Med de foreslåede ændringer af...
Herning
Herning kan være på vej mod ny storhedstid
Der er god gang i salget af erhvervsgrunde i Herning. Byens industrielle storhedstid ligger efterhånden nogle årtier tilbage. Men industri...