Boganmeldelse: Den socialdemokratiske overborgmesterkandidat vil have flere og billigere boliger, fremgår det af en bog, der udlægger hendes visioner for byen – og som mest synes henvendt til kommende samarbejdspartnere fra blå blok. Men hun har ikke noget rigtigt svar på, hvad der skal gøre boligerne billige. Tværtimod har hun en stribe programpunkter, der bare vil gøre dem endnu dyrere.
Pernille Rosenkrantz-Theil, født 1977, voksede op i Korsør, men allerede som 17-årig flyttede hun til København, hvor hun først boede i en nedslidt andelslejlighed til næsten ingen penge i Istedgade.
Det kunne være lidt utrygt med den kriminalitet og sociale nød, der dengang dominerede bagved hovedbanen. Men det var også spændende, og det samme var alt muligt andet, hun kunne opleve i storbyen.
Så vidt gjorde hun sig nogenlunde samme erfaringer som vel over en million unge mennesker, der var flyttet til byen i de foregående årtier. Men hun kom til København, netop som en strukturel erfaring indtraf: København gik fra at være en by, man søgte ud af, til at være en by, man søgte ind i. Det blev understøttet af store investeringer i den dengang nedslidte boligmasse og i infrastruktur, men det var et fænomen, man samtidigt så i storbyer over hele den vestlige verden.
Så hvor det normale havde været, at de unge tilflyttere søgte ud til forstæderne, eller tilbage til deres hjemegn, når de fik børn, blev Pernille Rosenkrantz-Theil boende. Da hun også blev skilt, skulle der en bolig mere til, hvis hun og hendes ex-mand, i børnenes interesse, skulle bo i nærheden af hinanden. Tilmed flyttede også hendes forældre til byen.
Den tendens, som den måske kommende overborgmester selv er et eksempel på, betyder, at der ikke bare er behov for mange flere boliger. De moderne og rigere københavnere vil også have langt bedre boliger. Det har alt sammen sine konsekvenser, og som Pernille Rosenkrantz-Theil udtrykker det i sin nye bog ”København, København,” er det blevet ”latterligt dyrt” at leve i byen.
Nye omkostninger
Derfor er det også helt naturligt, at hun som noget af det første adresserer boligmangel og stigende boligudgifter. At få styr på dét er forudsætningen for meget andet, Pernille Rosenkrantz-Theil ønsker at udrette, hvis hun får den politiske magt til det.
Men Pernille Rosenkrantz-Theil snyder sine læsere for et bud på en løsning. Jo, hun kommer med nogle forslag, men de hænger faktuelt ikke sammen.
Hun vil hæve maksimalbeløbet for alment boligbyggeri. Men så er de boliger jo netop ikke så billige mere, og samtidig vil hun pålægge boligbyggeriet en stribe nye omkostninger, der gør det hele endnu mere latterligt dyrt. Det gælder især et krav om, at nybyggeri skal være som de gamle ejendomme på brokvartererne; bygget i mursten og i højest fem etager. Men der skal også sættes penge af til f.eks. grønne øer og fremme af biodiversitet.
Rosenkrantz-Theil foreslår også, at private bygherrer skal sørge for, at der bliver opført nye almene boliger i takt med, at de opfører udlejningsboliger til sig selv. Det vil i praksis indebære, at det private byggeri skal subsidiere det almene. Det bliver huslejerne samlet set heller ikke billigere af – det bliver bare nogle andre, der skal betale dem.
Det er endda i bedste fald. I værste fald trækker de private bygherrer følehornene til sig, så der hverken bliver bygget det ene eller det andet.
Rosenkrantz-Theils tilgang til økonomi ligner således det, man kendte fra Enhedslisten, dengang hun selv stod i spidsen for dette parti. Hun mener, at boligmarkedet er blevet en herre i stedet for en tjener, i og med at det opfører dyre boliger. Men hun forholder sig ikke til, hvorfor boligbyggeri koster det, det gør, og dermed heller ikke til, om det overhovedet kunne være billigere. Hun forholder sig heller ikke til, at de nuværende problemer ville være langt større, havde det ikke været for de mange boliger opført for privat kapital og de seneste årtier.
Nej til markedet
På den måde er det ikke kun markedsøkonomi, hun vender ryggen til. Det er simple økonomiske sammenhænge om, at udgifter skal finansieres på en eller anden måde.
Det er ironisk, fordi ”København, København” mest synes at være henvendt til de borgerlige politikere, som hun skal have opbakning fra, hvis det skal lykkes hende at holde overborgmesterposten på socialdemokratiske hænder.
Bogen indeholder således en række venlige, værdipolitiske nik til borgerligheden. Rosenkrantz-Theil kritiserer f.eks. intolerance på den yderste venstrefløj, som hun selv engang var en ledelse skikkelse i, og hun forsikrer, at hun selv respekterer politiske modstandere og sagtens kan indgå aftaler med dem. Hun forstod for øvrigt heller aldrig, hvorfor det var så vigtigt med det ungdomshus. Og så videre.
Måske vil det være mere hjælpsomt i forhandlingerne med de blå partier, hvis Rosenkrantz-Theil også ser værdierne i markedet. Og det er der faktisk en vis sandsynlighed for, at hun kommer til alligevel, for lige nu arbejder markedet på flere måde i samme retning, som hun selv gerne vil i.
For det første bliver et stort antal af de nye lejeboliger for tiden konverteret til ejerboliger. Det sker af rent kommercielle grunde, men det opfylder ikke desto mindre et ønske hos flere partier, inklusive Socialdemokratiet.
For det andet sker der en boligfortætning mod vest. Der bliver der i stor stil bygget boliger på Vestegnen, hvor grundpriserne er langt lavere. I praksis er det en udvidelse af byen, som også Pernille Rosenkrantz-Theil er åben for.
Hun bor i dag i et hus i Brønshøj, som for ikke så længe siden nærmest blev set som en forstad. Hun har gjort en hobby ud af at ordne ting eller sager eller køre rundt på havetraktoren, uden at det får hende til at opleve sig som mindre københavnsk end dengang, hun boede på stenbroen.
På samme måde kan det være, at man om 20 eller 30 år kan bo i Rødovre eller Glostrup, uden at tænke over at det skulle være mindre københavnsk end at bo i Ørestad, Nordhavn eller Vanløse. Det vil også være en løsning på problemet, og måske ikke den dårligste.
Pernille Rosenkrantz-Theil: København, København.
Udgivet på forlaget Grønningen1.
