Som udligningssystemet mellem kommunerne har udviklet sig, bliver de belønnet for at have mange borgere. Derfor satser kommunerne omkring hovedstaden på boligbyggeri, på bekostning af erhverv. DI håber, at dette problem bliver taget med til bordet, når der i de kommende år skal forhandles om ændringer i et udligningssystem, der i lange stræk er sandet til i kompleksitet og incitamenter, ingen nogensinde har ønsket.
Lige nu raser en handelskrig. Det er ekstremt og usædvanligt. Men det er ikke nyt, at verdens lande konkurrerer om at skabe og tiltrække virksomheder, og dermed jobs. Sådan har det altid været. Alle lande vil gerne være erhvervsmæssigt stærke.
Så hvorfor er det, at den samme logik tilsyneladende ikke gælder mellem kommunerne i hovedstadsområdet? Her synes jobskabelse og økonomisk udvikling at være langt nede i rækken af prioriteter. Ledig plads bliver brugt til boligbyggeri, med det resultat at der er en stadig mere udtalt mangel på erhvervsgrunde.
En af årsagerne handler om et af de mest sindrige fænomener i velfærdsstatens maskinrum: Det udligningssystem, hvorigennem penge ideelt set bliver kanaliseret fra rige kommuner med få problemer til fattige kommuner med mange problemer.
Det mener Dansk Industri, som derfor stiller sig forhåbninger til en proces, der skal føre til en ny aftale mellem staten og kommunerne om en ændring af udligningssystemet. Et ekspertudvalg skal komme med en oplæg i 2027, og så skal der forhandles frem mod 2029.
Alle tænker ens
”Der er i dag nogle incitamentstrukturer, som tvinger kommunerne til at agere på en måde, som de godt selv kan se er uhensigtsmæssig. Den umiddelbare gevinst for en kommune er langt større ved at have borgere end ved at have virksomheder. Borgerne betaler skat til kommunerne, mens kommunerne kun modtager en andel af selskabsskatterne. Derfor er der nogle kommuner, der tænker, at de kun skal have bosætning. Men hvis alle tænker sådan, så har vi et problem,” siger Nils Askær-Hune, chefkonsulent i DI.
Engang kunne man på en halv time spadsere fra Rådhuspladsen i København, hvor DI bor, til en stor industrivirksomhed, nemlig Sojakagefabrikken. Nils Askær-Hune understreger, at det ikke er noget i den stil, organisationen ønsker tilbage.
”Der er god ræson i, at man ikke længere i samme omfang som tidligere har store produktionsvirksomheder midt i byen. Men der er masser af håndværksvirksomheder, der leverer service til byens borgere, og det bliver en ekstra omkostning for dem, jo længere de skal køre. Helt lavpraktisk er det også blevet svært at finde en parkeringsplads inde i København. Vi har flere medlemmer, der siger, at de ikke længere vil byde på opgaver i København, fordi det simpelthen er blevet for bøvlet,” siger han.
Forsømt vedligehold
Hverken på Christiansborg eller i medierne fylder udligningssystemet meget i dagligdagen. Men det gør det i den grad i kommunerne, og da Folketingets Indenrigsudvalg den 11. marts arrangerede en høring om udligningssystemet, mødte halvdelen af landets 98 borgmestre op i landstingssalen.
Her kunne de høre den første indlægsholder, chefredaktør Arne Ullum fra magasinet NB Økonomi, nådesløst diagnosticere udligningssystemet.
I Arne Ullums udlægning havde Danmark tidligere et godt udligningssystem, men fra 2012 begyndte man at forsømme vedligeholdelsen af det, og i 2018 gik denne vedligeholdelse helt i stå. Vedligeholdelsen handler om at tage højde for den udvikling, der hele tiden sker i samfundet, og som påvirker kommunernes økonomi.
Men helt galt gik det to år senere, da man forsøgte at rydde op i problemerne med en større overhaling af udligningssystemet.
Problem med selskabsskatter
”Partierne bag udligningsreformen i 2020 valgte populært sagt at sætte eksperterne fra Indenrigsministeriet og finansieringsudvalget til side, og så gik politikerne i gang med håndholdte og skræddersyede særtilskud, som ikke bare gjorde systemet mere kompliceret, men som også gjorde, at det ikke kunne opfange nye skævheder,” sagde Arne Ullum.
Et af de problemer, han mener en udligningsaftale skal tage højde for, er, at udligningssystemet gør det mere end svært for en kommune at tjene penge på selskabsskatterne. Det meste af dem forsvinder i udligningsordningerne, og dermed mangler kommunerne en motivation til at skabe flere arbejdspladser.
”Mit bud er, at kommunerne ofte, ud fra et rent økonomisk synspunkt, kun har motivation til at skabe arbejdspladser inden for sektorer med overnormale overskud – det vil typisk sige virksomheder inden for medicinalindustrien. Det er den eneste type virksomheder i Danmark, der for alvor betaler meget i selskabsskat,” sagde Arne Ullum.
Intet hurtigt fiks
Det efterlader hele underskoven af mindre håndværks- og produktionsvirksomheder i et limbo. De har ofte små skattemæssige overskud, så de i den forstand er uinteressante for kommunerne. Men for kommunernes borgere er det afgørende, at de findes.
2029, hvor en ny udligningsaftale skal være på plads, ligger endnu nogle år ude fremtiden. Men der er noget, kommunerne kan gøre, mens de venter, mener Nils Askær-Hune.
”Det er ikke sådan, at der er et gyldent fiks på det her. Kommunerne (i hovedstadsområdet, red.) må bare være politisk bevidste om det, når de laver kommuneplaner, og de skal adressere det i lokalplanerne. Man skal i det mindste prøve at beskytte de erhvervsområder, der allerede er. Hvis en kommune et sted i Jylland eller langt nede på Sjælland, hvor der er mere plads, konverterer et erhvervsområde til boliger, kan den finde plads til virksomhederne andre steder. Men det kan kommunerne tæt på København ikke bare gøre. Her er geografien en begrænsning,” siger han.
”Der er allerede kommuner, der har et bedre blik for at skabe en balance mellem erhvervsliv og borgere, end andre har. Det er også nogle af dem, der tiltrækker virksomhederne. Det er f.eks. Hvidovre, Høje-Taastrup, Ballerup og Gladsaxe tilføjer Nils Askær-Hune.
Det har ikke inden for deadline været muligt at få en kommentar fra indenrigsminister Sophie Løhde (V).
Dækningsafgift ændrer kommunernes incitamenter
Systemet til udligning mellem kommuner har en konkurrent i henseende til at være størst i disciplinen om at have udviklet sig til noget enormt komplekst: Systemet til beskatning af erhvervsejendomme.
Også nede i dettes kringelkroge kan man finde besynderlige incitamenter for kommunernes planlægning, anfører Kim Kyhl Andersen, adm. partner i erhvervsmæglerfirmaet Andersen Erhverv.
Blandt de mange tiltag, der er gjort for at få det skattemæssige vurderingssystem til at fungere, har Skatteministeriet opgivet at værdiansætte erhvervsejendomme. Nu er der kun grundene under ejendommene, der bliver vurderet.
Det har betydning for den dækningsafgift på erhvervsejendomme, som kommunerne har mulighed at opkræve; en mulighed næsten alle kommuner omkring hovedstaden bruger. Men da man jo ikke længere anslår en værdi af murstenene, må det nødvendigvis være grundværdierne, man beregner dækningsafgiften af.
Der er komplicerede regler, der skal få dét til at gå op, uden at nogen virksomheder pludselig oplever en mangedobling af skatteregningen. Men alt andet lige stiger kommunernes provenu af dækningsafgiften, hvilket trækker i retning af, at de giver mere plads til erhvervslivet – men uden at virksomhederne nødvendigvis vil kunne bruge en sådan fremstrakt hånd, ifølge Kim Kyhl Andersen.
”Der er mere økonomi for kommunerne i at have erhvervsgrunde, de kan opkræve dækningsafgift af. Men så er der den modsatrettede effekt, at dækningsafgiften stiger, så det dyrere at drive virksomhed i de store byer, hvor kommunerne typisk tilvælger dækningsafgiften,” siger han.
