Ny rapport: Det er en myte, at seniorer i parcelhuse drømmer om storbylivet

Hvis man som ejendomsselskab vil ramme en målgruppe af seniorer, hvis børn er flyttet hjemmefra, er det bedste bud at bygge lidt mindre boliger i nærheden af, hvor seniorerne allerede bor. Det viser en ny rapport, der anskueliggør, hvordan parcelhusmassen kan anvendes mere optimalt.

Når ungerne er fløjet fra reden – eller rettere, når de har forladt det parcelhus, de er vokset i – giver det også deres forældre mulighed for at realisere drømme i livet. Og ofte består denne drøm i at komme ind til byen og kunne nyde alskens kulturtilbud. Sådan lyder en fortælling, der ikke mindst har været almindelig i ejendomsbranchen. For ejendomsselskaber er de modne forældre interessante, fordi de ofte er velhavende og dermed har råd til at betale en høj husleje. Ergo bliver der bygget boliger til dem.

Fortællingen er heller ikke forkert. Men den er en del af en større fortælling, der har nogle væsentlige nuancer. Det fremgår af en rapport, som Sweco Architects og Aalborg Universitet sendte på gaden lige før ferien.

Rapporten er baseret på tre elementer: En registerundersøgelse af flytninger, en undersøgelse om motiver hos 377 personer, der er fraflyttet familiens bolig, samt interviews med 11 af dem; blot for at få sat ord på, hvad der foregår, og hvad de tænker. Men allerede registerundersøgelsen viser, at byernes magnetiske kraft er ret beskeden for seniorerne. Halvdelen er geografisk blevet, hvor de var – de er flyttet mindre end 10 km. Og dem, som er flyttet længere væk, er i de fleste tilfælde flyttet til mindre byer end den, de kom fra.

Glade for hjemstavnen
Der er altså et meget udbredt ønske om at blive i det geografiske område, man kommer fra, og hvis der her ikke findes en egnet bolig at flytte til, tenderer man mod at blive i sin eksisterende bolig.

Der er også overraskende få, der af den ene eller anden grund er trætte af det område, de bor i. I undersøgelsen stilles forslag til ting, man kan være utilfreds med, f.eks. at området har ændret sig i negativ retning, at der er for dårlig offentlig transport, eller at der var for langt til butikker og lignende. Men disse muligheder får alle opslutning fra færre end 5 pct. af dem, som er fraflyttet.

Det er ikke fordi, der ikke findes et segment, der ser børnenes fraflytning som en mulighed for at leve et anderledes liv. Det er bare ikke særligt stort. 15 pct. svarer, at et ønske om en ny start på tilværelsen havde stor betydning for beslutningen om at flytte, mens yderligere 8 pct. svarer, at dette ønske var afgørende.

Men for langt de fleste er det mere lavpraktiske og/eller kritiske parametre, der udløser beslutningen. Den største faktor er, at seniorerne kan se, at en negativ udvikling i deres helbred med tiden vil gøre deres eksisterende bolig mindre optimal. 25 plus 9 pct. svarer, at ”en fremtidssikret bolig mht. helbred” var vigtigt henholdsvis afgørende for beslutningen.

Næststørste motiv (19 plus 9 pct.) er, at børnene flyttede hjemmefra. Man må gå ud fra, at pointen er, at man i forvejen af andre grunde har ønsket at skifte bolig, men at man ikke ville belaste børnene med det, så længe de boede hjemme.

Mange flytter også efter børnene, hvilket naturligvis i en del tilfælde vil være ensbetydende med at flytte til en større by. Og så er der nogle motiver, som ikke så meget handler om, hvad man gerne vil, men hvad man er nødt til: Boligen bliver for dyr, når indkomsten falder i forbindelse med pensionering, man har brug for at realisere friværdi, eller ægtefællen dør.

Effektivisering af boligudnyttelse
Der er to modsatrettede hovedspor i nutidens boligdebat. Det ene er, at der mangler boliger i storbyerne, og i nogle mindre og mellemstore byer. Det andet er, at byggeri er klimabelastende, hvorfor det isoleret set er godt at bygge så lidt som muligt.

Det er muligt at tilgodese begge dele, hvis seniorer, hvis børn er fraflyttet, så de har for meget plads, flytter til mindre boliger. Dette er rapportens kontekst.

Den er støttet af organisationen Bevar Mere, som er stiftet af Dreyers Fond, Realdania, Landsbyggefonden og Grundejernes Investeringsfond. Som det fremgår af navnet, arbejder den for at undgå nedrivninger af bygninger, der kan transformeres til en moderne anvendelse.

Også dette er et tema i tiden, og arkitekter og andet godtfolk får bl.a. ondt i øjnene af at se de mange tilfælde, hvor parcelhuse bliver revet ned for at give plads til endnu større parcelhuse.

Rapporten konkluderer da også, at der er et stort potentiale for at udnytte den eksisterende parcelhusmasse, hvis man kan tilbyde gode alternative muligheder for seniorer med plads til overs. Og hvis man forstår, hvordan de tænker. F.eks. gælder det om at nå dem, mens de er relativt unge – når de bliver ældre og begynder at få helbredsproblemer, bliver det vanskeligt at overskue en flytning.

Det er dog en løs ende i rapporten, at flere fraflytninger næppe vil føre til færre nedrivninger. Tværtimod er det i langt de fleste tilfælde i forbindelse med ejerskifter, at nedrivningerne sker.

Det har, sandsynligvis på grund af ferien, ikke været muligt at træffe rapportens forfattere til en kommentar om dette forhold.