En arbejdsgruppe anbefaler at vise langt større tillid til ejerne af de ca. 7100 fredede ejendomme. Med de foreslåede ændringer af bestemmelser og sagsgange kan så meget som to tredjedele af sagsbehandlingen skæres væk. Det forudsætter dog, at der bliver investeret i moderne it-systemer, der kan håndtere en del af ansøgningerne med straksafgørelser.
Det kan være tungt at eje en af landets ca. 7100 fredede bygninger. Selv mange af de små renoveringsarbejder kræver myndighedsgodkendelse, og sagsbehandlingstiden kan være lang.
Men det kan være på vej til at ændre sig radikalt. En arbejdsgruppe, som kulturminister Jakob Engel-Schmidt nedsatte sidste år, har nu afleveret sin rapport, og den lægger op til, at man skal vise større tillid til ejerne, der skulle kunne træffe fornuftige beslutninger på egen hånd.
Arbejdsgruppen har undersøgt en stikprøve af sager for at belyse konsekvensen, hvis dens anbefalinger bliver fulgt. Denne undersøgelse viser, at i hele to tredjedele af sagerne vil man kunne undlade en egentlig sagsbehandling. I stedet vil ejerne enten kunne gå i gang uden tilladelse, eller få en digital straksafgørelse.
Kulturministeren underlader at love, at han vil følge anbefalingerne. Men af en pressemeddelelse fremgår det, at han stiller sig positivt over for dem.
Langt mere tillid
”Det er for bøvlet at eje en fredet bygning. Sagsbehandlingen er besværlig, og du kan knap nok hamre et søm i uden at udfylde en længere ansøgningsblanket. Der skal være forskel på at forvalte Kronborg Slot – og så på at bo i et almindeligt fredet hus. Vi skal ikke stille så mange krav til de mange mennesker, der bor i en fredet bygning, at folk mister modet om at bo i og passe på historien. Ejerne ved godt, at de bor i en fredet bygning, og at de skal passe på den. Derfor skal vi vise dem langt mere tillid og gøre det meget lettere og mindre bureaukratisk at eje en fredet bygning,” udtaler Jakob Engel-Schmidt.
En af arbejdsgruppens ni anbefalinger er, at de særligt vigtige fredede ejendomme skal samles i en kategori for sig. Det er ejendomme, som højest tjener som museer eller lignende, og som er udstillingsgenstande i sig selv. Kronborg, som ministeren nævner, er et eksempel. For denne gruppe skal der ikke ske så store ændringer i kravene og sagsbehandlingen.
Men langt de fleste fredede ejendomme har en nutidig, praktisk anvendelse, især som bolig, men i mange tilfælde også som erhvervslokaler. Her lægger arbejdsgruppen op til en yderligere graduering efter typen af ejendomme, som så kan forvaltes forskellig og relevant.
I mange tilfælde kan man efter arbejdsgruppens mening overlade det til ejerne, om et givent renoveringsarbejde vil være i overensstemmelse med fredningsbestemmelserne. I andre tilfælde vil it-systemer kunne træffe afgørelsen.
Tilsyn nødvendigt
Arbejdsgruppen lægger ikke skjul på, at hvor både myndigheder og ejere af ejendommene vil spare tid og penge på arbejdsgange, der skal skæres væk, vil der også være nye omkostninger.
Der skal således investeres i de it-systemer, der skal overtage en del af sagsbehandlingen. Det er mere end en udgift i bagatelklassen, forstår man.
Men den kommer også med andre fordele end beskæringen af sagsbehandlingen. Hen ad vejen vil der således blive flere oplysninger om fredede ejendomme tilgængelige for offentligheden. Arbejdsgruppen taler om, at ”data om fredede bygninger skal forbedres og sættes fri.”
Når ejerne af ejendommene får lov til at gøre mere på egen hånd, skal der også oprettes et risikobaseret tilsyn, der tjekker ejendommene engang imellem. Større er tilliden til ejerne trods alt heller ikke.
Den første fredningslov blev vedtaget i 1918. Siden er den blevet strammet ad flere omgange, men på den seneste er den faktisk blevet lempet. I 2018 gav man så ejere af ca. 600 ejendomme, hvor det fredningsværdige kun var i det ydre, videre rammer for at renovere indvendigt. Og så sent som i år er listen over bygningsarbejder, der ikke kræver tilladelse, blevet udvidet.
Det er kun bygninger opført før reformationen i 1536, der automatisk er fredede. I alle øvrige ejendomme er fredningen afgjort efter en konkret vurdering.
