Både når det gælder transaktioner og udlejning bød de sidste måneder af 2025 på fine tal fra kontormarkedet. En mægler vurderer, at det spiller ind, at investorerne har fået større tryghed om, at Trumps toldsatser trods alt ikke blæser hele verdensøkonomien omkuld.
Går man tilbage før årtusindeskiftet, var kontorer det største segment på det danske ejendomsmarked. Det var til dels fordi ejendomsmarkedet dengang var meget mindre, især fordi boligudlejningsejendomme endnu ikke rigtigt var investeringsobjekter i den forstand, de er i dag.
Men uanset, modne aktører i branchen kan huske dengang, hvor det primært var kontorejendomme, det hele handlede om. Og de har måske oplevet et lille deja vue i de sidste måneder af 2025, for her var det igen især kontorejendomme, der trak læsset.
Tallene fra Erhvervsmæglernes Branchedata viser således, at kontorer, med 46 pct. af transaktionsvolumen, var den største kategori i november. To af månedens seks største handler var kontorejendomme, herunder Nrep’s salg af Nordport i Nordhavn til Danica Ejendomme.
PensionDanmark er aktiv
Månedstallene har ofte præg af tilfældighed over sig. De er f.eks. stærkt påvirket af, hvorvidt enkelte store handler bliver endeligt afsluttet lige før eller lige efter et månedsskifte.
Det er også nemmest at brilliere i en relativt stille måned, som november var. Førstepladsen bliver nok heller ikke gentaget, når december-tallene kommer, for årets sidste måned plejer også at være den travleste.
Men der vil være en signifikant omsætning i kontorer, for alene PensionDanmark oplyste i dagene op til jul om to større handler. Først oplyste man at have købt det næsten 30.000 kvm. tidligere Lundbeck-domicil i Valby, dernæst to nyopførte ejendomme med kontor og hotel i Bella Kvarter.
Det kom endda oveni, at pensionsselskabet først på måneden kunne meddele, at det havde vundet et udbud om at opføre en 16.000 kvm. stor kontorejendom i Nordhavn.
Større tryghed
Men de store handler med kontorejendomme sidst på året afspejler måske også, at investorerne er blevet mere trygge ved disse ejendommes fremtid.
Oven på coronaen, hvor hjemmearbejde blev normalt, var der tvivl om, om der nogensinde ville være behov for kontorlokaler i samme omfang som før. I flere storbyer rundt omkring i verden ramte det priserne på kontorejendomme som en hammer.
Det var aldrig rigtigt slemt i Danmark og København, men også her var der en usikkerhed, som man var nødt til at tage højde for. Denne usikkerhed synes nu at være på retur. Midt i december meldte formidlingsportalen Ejendomstorvet.dk om et fald i udbuddet af ledige kontorlokaler i hovedstaden.
”Udbuddet af ledige kontorlokaler er faldet til knap 650.000 kvm., og dermed er næsten 100.000 kvm. blevet lejet ud, siden vi tog hul på året. Dengang var udbuddet i København by – selve hovedstaden, Frederiksberg, Tårnby og Dragør – det højeste i to år, og i Københavns omegn endda det højeste i tre år. Det store udbud dengang var opstået bl.a. efter omfattende nybyggeri de foregående år, men nu er en stor del altså blevet afsat,” forklarede adm. direktør Jakob Wegener fra Ejendomstorvet.dk i en pressemeddelelse.
Nervøs start på året
Klaus Hougaard Christensen, partner i CPH Erhverv, der har kontorudlejninger som speciale, vurderede samme sted, at den lavere tomgang også skyldes en effekt af de store, geopolitiske strømninger.
I begyndelsen af 2025 var der stor nervøsitet om Trumps planer om told, og det fik ad nogle omgange i foråret aktiemarkederne til at falde brat. Denne nervøsitet satte sig også i de virksomheder, der skulle planlægge deres brug af kontorer.
Men ligesom aktiemarkederne rettede sig igen, var virksomhederne også senere på året mere stemt for at sætte deres signatur under lejekontrakter.
”I begyndelsen af 2025 var virksomhederne meget forsigtige med at indgå lejeaftaler på grund af den generelle uro om international handel og sikkerhedspolitik. Derved blev der opsparet et behov for nye kontorlejemål, og særligt i andet halvår har der været en slags ketchupeffekt. Vi har fået mange flere henvendelser og gennemført flere fremvisninger end i begyndelsen af året, og vi har lukket flere lejekontrakter i hele Storkøbenhavn end i årets første måneder,” siger Klaus Hougaard Christensen
Afdæmpet byggeri
Også tal fra EjendomDanmark viser, at tomgangen i kontorlokaler er faldet hen over året, opgjort pr. oktober. Her er det især kontorlokaler ude på Sjælland, der har fundet lejere, men også i Region Hovedstaden har der været et markant fald i tomgangen, mens kun Region Syddanmark, omfattende bl.a. Trekantområdet og Odense, for alvor trækker i den forkerte retning.
I henseende til tomgang hjælper det også, at nybyggeriet er stilnet af. Byggeaktiviteten i henseende til kontorer var høj i en periode fra 2020 til ind i 2023, særligt i København og nærmeste omegn. Der er tale om byggerier, der var planlagt og så småt trillet i gang i de sidste år af 2010’erne, hvor ingen kunne ane, hvad der var på vej af corona, hjemmearbejde, inflation og rentestigninger.
Nu er dette lille byggeboom overstået igen. Specielt på Østsjælland – i store træk det gamle Roskilde Amt – er kontorbyggeriet næsten gået i stå.
Omvendt bliver der dog stadig bygget relativt meget i Vest- og Sydsjælland, og i hovedstaden fortsætter udbygningen af Nordhavn – ikke bare med boliger, men også med kontorer og lokaler til butikker og spisesteder.

