Egmont Fonden står foran en større gentænkning af sit ejendomskompleks i det indre København. Det var oprindeligt tænkt til at skulle være byens forretningscentrum. Sådan gik det ikke, men nu har man en chance for at tilpasse det til nutiden, hvor kommunen ønsker ”ikke-kommercielle” aktiviteter i middelalderbyen.
Der er mange juveler i den københavnske ejendomsmasse, men en af dem er om ikke ukendt, så måske u-erkendt af de fleste: Gutenberghus.
Det er det kompleks, der er omkranset af Møntergade, Pilestræde, Landemærket og Vognmagergade. Udefra kendes det måske bedst fra Nina Bangs Plads og fra de to store ure på gangbroen over Vognmagergade. Gangbroen fører over til en ejendom mellem Vognmagergade og Gothersgade. Denne ejendom hører også hører til komplekset og var faktisk den første i det, der blev opført.
Men snart vil komplekset måske få en mere fremtrædende plads i københavnernes bevidsthed. Det besidder store arkitektoniske og historiske værdier, og branchemediet EjendomsWatch oplyste i maj, at ejeren, Egmont Fonden, lægger an til at ”udvikle og modernisere” ejendommen på 55.000 kvm.
Fonden selv går stille med dørene, og den har afvist at bidrage med oplysninger til denne artikel. Men et visionsoplæg, som er sendt til kommunen, og som EJENDOMME har fået agtindsigt i, løfter en flig for, hvad der kan komme til at ske.
Fremsynet iværksætter
Men først lidt om historien og om, hvad der gør Gutenberghus så specielt:
Egmont Fonden er stiftet af arvingerne til Egmont H. Petersen (1860-1914) til at overtage ejerskabet af den medievirksomhed, han skabte, og som han navngav efter sit fornavn.
Det er svært at sammenligne den virksomhed, Egmont H. Petersen skabte, med noget nutidigt.
I dag er der en stribe store, danske virksomheder, som har aktiviteter over hele verden. Dengang var det landbruget, der tjente penge hjem til Danmark, og der var få undtagelser fra, at byerhverv var fokuserede på hjemmemarkedet.
Egmont var ikke en af disse undtagelser. Det var begyndte som et trykkeri, og senere supplerede man med udgivelser af en række ugeblade – det første af dem Hjemmet. Det kan i dag virke som noget fortidigt, men dengang var det det nyeste nye, og vækstraterne var høje. Egmont var en beundret og fremsynet virksomhed.
Et nyt centrum
Egmont H. Petersen fik snart brug for et anstændigt domicil, og han fik kommunen med på, at han kunne rive det daværende kvarter mellem Vognmagergade, Landemærket, Gothersgade og Lønporten ned. Det var ikke så svært, for der var tale om slum af en hæslighed, der er næsten ubegribelig i dag.
Den ejendom, der blev opført i stedet, var hypermoderne. Den var både arkitektonisk og teknisk udtryk for det bedste, byggebranchen formåede på den tid. Desværre nåede Egmont H. Petersen ikke at se vidunderet helt fuldført, inden han døde i 1914.
Virksomheden Egmont voksede snart ud af også det nye domicil, og så var det man planlagde byggeriet på den anden side af Vognmagergade, inklusive gangbroen med de to ure.
Det involverede igen nedrivning af en masse gamle ejendomme, der ikke var helt så forslummede, men til gengæld var visionerne så meget større: Nu ville man ikke bare skabe flere kvadratmeter til sig selv, men også bringe Københavns faktiske centrum tilbage til, hvor det oprindeligt havde ligget – eller, hvor man på den tid mente, det havde ligget; udgravninger har siden vist, at det oprindelige centrum lå, hvor Rådhuspladsen ligger i dag.
Pressede butikker
Denne del af visionen mislykkedes dog, af flere grunde.
Da byggeriet begyndte i 1928, var der ingen, der havde forestillet sig gågader. Men Strøget og Købmagergade skulle nogle årtier blive en magnet for aktiviteter i Københavns city.
I dag, hvor også detailhandlen i Strøget er skrumpet som følge af nethandlen, er Gutenberghus, som butiksstrøg betragtet, endnu mere trængt i baggrunden. Her man kan f.eks. finde en butik, hvor man kan købe brugte CD’er. Det er næppe en aktivitet, der giver råd til at betale en høj husleje til Egmont Fonden.
Gutenberghus blev også udsat for et benspænd, da anden verdenskrig forsinkede den fuldstændige udbygning. Denne blev først færdiggjort i 1974, med det hjørne, der ligger ud til Landemærket og Pilestræde, og som også arkitektonisk adskiller sig klart fra resten af komplekset.
Liv på pladsen
Det er også i det hjørne, man finder Nina Bangs Plads. Den er der tydeligvis tænkt over, men den er også et eksempel på, at byudvikling nogle gange mislykkes, uden at man kan sætte fingeren på hvorfor.
Nina Bangs Plads kunne have brust af liv fra de mange, der arbejder i kontorerne, fra turisterne, der har besøgt Rundetårn, og fra de unge studerende i de nærliggende undervisningslokaler (nu afhændet). Men det er sjældent, der sker noget på pladsen. Det meste af tiden ligger den stille hen, og tjener stort set kun som gennemgang til og fra Nørreport Station.
Pladsens status fremgår også af Egmont Fondens visionsoplæg. Her lyder et par af overskrifterne ”fra anonym til betydningsfuld” og ”fra ingens til alles.”
Egmont Fonden ser for sig, at forandringen skal ske ved at gøre pladsen mere grøn, og samtidig skal forskellige niveauer, anlægget af små søer og en gennemtænkt, spændende belysning gøre Nina Bangs Plads til et sted, man har lyst til at komme.
Flere benspænd
Rent praktisk skal planerne godkendes på et politisk niveau, før de kan blive noget. Politikerne skal også være parat til at sætte penge af til udviklingen af pladsen.
Set fra Egmont Fondens side er det også et benspænd, at en kommunal byrums- og trafikplan, udarbejdet efter omfattende borgerhøringer, lagde vægt på, at fremtidige aktiviteter i middelalderbyen skal være ”ikke-kommercielle.”
Det er lidt uklart, hvordan dette begreb skal forstås. Det meste her i verden har jo forbindelse til noget kommercielt, og Teknik- og Miljøforvaltningen skriver f.eks. til EJENDOMME om planerne, at stueetagerne omkring Nina Bangs Plads med fordel gøres mere aktive og rumme indgange til butikker eller andre funktioner.”
En chance i nutiden
Kommunen lægger heller ikke op til, at der skal ske noget andet i de mange kontorejendomme i kvarteret, herunder Gutenberghus. Man må nok se det med det ikke-kommercielle som en overordnet sigtelinje: Middelalderbyen skal først og fremmest være for dem, der bor i den.
Under alle omstændigheder er vi langt fra Egmont Fondens oprindelige vision om, at Gutenberghus skulle være den store drivkraft i Københavns forretningscentrum.
Men Egmont Fonden har en chance for at få det bedste ud af det. Og hvem ved – måske er et fredeligt, grønt, ”ikke-kommercielt” kvarter med boliger og kontorer præcis det, som en nutid, hvor hjemmearbejde og bæredygtighed er store emner, kalder på.
Så kan man bare håbe på, at der også bliver plads til at udfolde den historie, der er nyere end middelalderen – den, som forlaget Egmont og ejendommen Gutenberghus spillede betydelige roller i.
Samarbejdet med Disney
En anbefaling: Se også ”Filmen om Gutenberghus”, der ligger frit tilgængelig på filmdatabasen fra Det Danske Filminstitut. Filmen er fra 1939 og reklamerer for det byggeri, der på det tidspunkt var under opførelse.
Med sin blanding af tegneserie og levende billeder er filmen forældet i sit udtryk. Men igen: Den var supermoderne i sin samtid. Egmont brugte den æstetik, som Walt Disney i USA i de år var pionerer inden for, og man forstår, at det var oplagt, at de to virksomheder senere skulle få et tæt samarbejde. Begge var fremsynede og havde modet og visionerne til at skabe noget nyt.
