Hos foreningen Dansk Facilities Management (DFM) oplever de tydeligt, at Facility Management (FM) er i bevægelse. Hvor det tidligere især handlede om drift, kvadratmeter, vedligehold, energi og omkostninger, er fokus i dag langt bredere. Mange FM-organisationer arbejder ikke kun med bygninger, men også med mennesker, adfærd, samarbejde og den samlede arbejdspladsoplevelse. Det gør FM mere relevant end nogensinde før.
For DFM er udvikling et nøgleord, hvis man vil forstå, hvor FM er på vej hen. Det handler ikke kun om processer, systemer og organisering, men også om, hvordan FM positionerer sig på arbejdspladsen: som en driftsfunktion, der holder hjulene i gang, eller som en strategisk funktion, der bidrager til trivsel, tilknytning, produktivitet og forretningsværdi.
FM skaber værdi, når drift kobles til forretningen
Når DFM sætter fokus på udvikling, er det også fordi den gør det muligt at arbejde mere systematisk og værdiskabende. I de FM-organisationer, der arbejder mest strategisk, er drift ikke et mål i sig selv, men fundamentet for noget større. Stabil drift, sikkerhed, energioptimering og velholdte bygninger er afgørende, men de bliver for alvor strategiske, når de kobles til organisationens mål for trivsel, produktivitet, bæredygtighed og tiltrækning af medarbejdere.
”Udviklingen kan mærkes tydeligt i praksis. I nogle organisationer er FM stadig fragmenteret og centreret om bygninger, tekniske installationer og besparelser. Her er opgaverne ofte fordelt på mange leverandører, digitaliseringen er begrænset, og FM bliver først og fremmest betragtet som en nødvendig driftsfunktion. I andre mere modne organisationer er FM rykket tættere på ledelsen og spiller en aktiv rolle i arbejdet med at skabe attraktive, fleksible og velfungerende arbejdspladser,” fortæller Helle Lohmann Rasmussen, direktør hos Dansk Facilities Management.
Udtalelsen bakkes op af Karina Gram, Head of Global Workplace Strategy, Vestas Wind Systems A/S – et af medlemmerne i DFM:
“Fremtidens arbejdsplads kræver, at vi i FM tør udfordre de etablerede rammer og vanetænkning. Vores erfaring viser, at behovet for at samles på tværs af geografi og kulturer er universelt, men også at de klassiske grænser mellem funktioner står i vejen for det fulde potentiale. Derfor skal vi gentænke arbejdspladsen som en integreret platform for samarbejde på tværs, hvor FM spiller en nøglerolle. I dag er FM tæt forbundet med forretningens udvikling, og de fysiske rammer er ikke længere blot faciliteter, de er et aktivt virkemiddel til at styrke organisationens retning, sammenhæng og værdiskabelse.”

Arbejdspladsen understøtter kultur og samarbejde
Netop derfor er FM i dag tæt knyttet til trivsel, relationer og sammenhængskraft. Arbejdspladsen er ikke længere bare et sted, man møder ind, men et aktivt redskab til at styrke kultur, samarbejde og medarbejderoplevelse.
Det gælder alt fra indretning, service og gastronomi til muligheder for pauser, bevægelse, ro, natur og plads til forskellige behov.
FM skaber sammenhæng på tværs af organisationen
DFM peger på, at arbejdspladsen i stigende grad bliver betragtet som et ledelsesværktøj. De fysiske rammer påvirker ikke bare komfort og drift, men også adfærd, relationer og evnen til at samarbejde. Derfor arbejder flere organisationer med FM som en tværgående funktion, der forbinder ejendom, service, HR, IT og ledelse. Når det lykkes, kan FM bidrage til en mere sammenhængende arbejdsdag og en stærkere oplevelse af mening, tilhørsforhold og fleksibilitet. Samtidig stiller udviklingen nye krav til FM-fagligheden.
”Modenhed handler i dag også om evnen til at arbejde databaseret, forstå brugerbehov og omsætte indsigter til konkrete forbedringer. Det gælder både, når man skal prioritere arealer, måle på arbejdspladsens anvendelse, reducere klimaaftryk eller skabe bedre serviceoplevelser. Jo mere moden FM-organisationen er, desto bedre bliver den til at balancere økonomi, miljøhensyn og menneskelige behov i én samlet tilgang,” forklarer Helle Lohmann Rasmussen.

Strategisk FM kræver adgang til beslutningerne
For mange ledere er det en vigtig erkendelse, at FM ikke længere kan reduceres til en støttefunktion i baggrunden. Når vi diskuterer fremtidens arbejde, kultur, effektiv arealudnyttelse og bæredygtighed, er FM allerede en del af ligningen. Derfor bliver modenhed også et spørgsmål om position: Har FM adgang til de strategiske beslutninger, eller bliver funktionen fortsat målt snævert på pris, drift og fejlfrie leverancer? DFM’s erfaring er, at de organisationer, der lykkes bedst, ser FM som en integreret del af forretningen. Det er her, FM for alvor bliver strategisk. Trine Thorn, Head of Work Experience & Real Estate, TDC net – et af medlemmerne i DFM uddyber:
”Det handler altid om mennesker. Virksomheder skaber først værdi, når medarbejderne trives. Historisk har Facility Management alene kigget på bygninger og glemt effekten på det vigtigste- mennesker. Dette har de seneste år ændret sig markant. Nu taler vi trivsel, innovation, relationer og sammenhængskraft for at sikre, at vi skaber værdi for forretningen.”