Grønland får usædvanlig meget global opmærksomhed i disse uger. Og hvis landet – frivilligt eller med magt – ender med komme ud af Rigsfællesskabet, vil dem, som tager over, få del i et land, der er usædvanligt på mange måder, men som på ét enkelt punkt ligner så mange andre lande i verden: Det har en hovedstad i markant vækst, mens der er stilstand eller tilbagegang i resten af landet.
Med væksten i Nuuk følger også eksperimentelt byggeri. Rockpanel oplyser f.eks. i en pressemeddelelse, at selskabets produkter bliver brugt til beklædning af facader i to nye boligprojekter.
De to boligprojekter er beliggende i et område ved navn Inussussuaq. Det ene består af tre boligblokke, hvor forskellige neutrale nuancer fra Rockpanel Colours blandes og udgør facadebeklædningen. Det andet projekt er tegnet af Clement & Carlsen Arkitekter ApS og ligger ganske kort herfra. Byggeriet her udgøres ligeledes af tre højhuse, der tilsammen rummer 120 boliger, og hvor facaden er beklædt i en kombination af Rockpanel Woods og Colours i samspil med cremefarvede sinusplader.
Ifølge Uluutannguaq R. Andersen, arkitekt hos Clement & Carlsen Arkitekter ApS, har valget af materiale været tæt forbundet med ønsket om at forene æstetik og holdbarhed:
”Vi er i Grønland meget optagede af at modernisere, og derfor har vi valgt facadebeklædning, der både kan modstå det arktiske klima og give bygningerne et moderne og stilrent udtryk,” siger han og tilføjer:
”Vi har arbejdet med Rockpanel mange gange før. I Grønland er vi vant til at arbejde med kraftige farver som en del af den lokale byggeskik, hvor farverne skaber liv i landskabet, og derfor vælger vi ofte Rockpanel, fordi de tilbyder et meget bredt udvalg af farver. Denne gang foreskrev lokalplanen dog et mere afdæmpet udtryk, så vi har arbejdet med naturlige nuancer for at skabe et harmonisk og moderne helhedsindtryk.”
De tre højhuse ligger omkring en kilometer fra centrum af Nuuk og byder på en enestående udsigt. De er placeret øst for fjeldkarmen, hvor man har den bedste udsigt i alle retninger. Terrænet mod sydøst falder stejlt, og et af højhusene er opført næsten helt ude ved skrænten. Mod vest kan man se ud over Qallussuaq (Vandsøen) og mod nordøst det ikoniske fjeld Sermitsiaq.
”Dem, der bor øverst mod syd, har udsigt helt ud over Davidstrædet. Placeringen var meget bevidst, og vi ønskede at udnytte den naturlige hældning og give beboerne mulighed for at opleve naturen tæt på. Her får man både nærheden til byen og roen fra landskabet omkring,” fortæller Uluutannguaq R. Andersen.
Med det nye byggeri har Nuuk sandsynligvis rundet de 20.000 indbyggere i 2025. Pr. 1. januar i året var indbyggertallet 19.903; en vækst på næsten 50 pct. over de seneste 25 år, hvor Grønlands samlede folketal ellers har ligget nogenlunde fladt.
Bygherrer i Nuuk lader sig inspirere af den arktiske natur
Af:
Business Review
Mest læste på BusinessReview.dk
No posts found
Podcast
Læs også
EDC Erhverv Poul Erik Bech i Nordsjælland går sammen med danbolig Erhverv Hillerød og fordobler medarbejderstyrken. De styrker i fællesskab...
Lovgivningen for digital kommunikation på lejeområdet bør være let at administrere og ikke være grobund for kontroverser. Med de nuværende...
Nybyg er ikke den eneste vej til flere boliger. En ny analyse fra EjendomDanmark viser, at bedre udnyttelse af loftsrum i eksisterende...
No posts found
