3 hurtige

Af:

Harald Nyborg sætter sig på stort logistik-lejemål i Børkop

Det er lykkedes ejendomskoncernen Proark at lande en lejeaftale med Harald Nyborg, som ekspanderer med et nyt, stort lager på 41.000 kvm på Industrivej i Børkop. Det oplyser Nordicals, hvis lokale afdeling i Trekantområdet har formidlet lejeaftalen, i en pressemeddelelse.
”Det har været en spændende opgave at løse på vegne af Proark, og vi er naturligvis stærkt tilfredse med at have løst en så stor og interessant opgave, hvor der er et perfekt match mellem udlejer og den nye lejer, Harald Nyborg,” siger Jon Stefansen, partner og erhvervsmægler i Nordicals Trekantområdet.

Lejemålet træder i kraft allerede den 1. december, så noget kunne tyde på, at Harald Nyborg har haft travlt med at finde nye lagerplads. Så sent som i maj oplyste selskabet i ledelsesberetningen til årsrapporten for 2023, at man havde nedbragt sin lagerbeholdning.
Harald Nyborg er en af tidens største succeser inden for dansk detailhandel. Over de seneste fem år er omsætningen således øget med 45 pct., til 8,3 mia. kr. i 2023.

Som de fleste andre, der sælger værktøj og boligrelateret udstyr, havde Harald Nyborg især fremgang i corona-året 2020. Men hos Harald Nyborg er omsætningen også steget i årene siden – korrigeret for inflationen i 2022 og 2023 er den dog faldet en anelse tilbage.
Mest opsigtsvækkende er det, at Harald Nyborg har formået at holde høje driftsmarginaler. I 2019 var driftsresultatet 4,5 pct. af omsætningen. Det steg til 9,6 pct. i 2020, og i 2023 var det 6,5 pct. – altså stadig væsentligt over niveauet før pandemien.
Der er altså god grund til, at Harald Nyborg ekspanderer med nye butikker, og nu med et nyt lager, selv om selskabet ikke er friholdt fra de seneste års problemer – højere indkøbspriser, højere renter, besvær med at få varer leveret fra udenlandske producenter og forbrugere, der er bekymrede over de geopolitiske konflikter, der plager verden.

PFA sælger historisk investeringsejendom til Jeudan

Som et led i den igangværende tilpasning af PFA’s portefølje af investeringsejendomme er ejendommen Folke Bernadottes Allé 45 på Østerbro solgt til Jeudan. Det oplyser Colliers, der har formidlet handlen, i en pressemeddelelse.

PFA har ejet ejendommen, som oprindelig er opført i 1894 som told- og vejerbod til Københavns Frihavn, siden 1996. Ejendommen omfatter ca. 3700 kvm. og tjener i dag som domicil for Center for Ledelse, som for nylig har forlænget sin lejekontrakt med yderligere ti år.
Ejendommen ligger næsten lige ved bagindgangen til Østerport Station, så de trafikale forbindelser er fortrinlige – men også støjende. Har man brug for rekreation, kan man imidlertid hurtigt gå til f.eks. Langelinie eller Kastellet.

Jeudan har nu købt denne ikoniske ejendom for ca. 126 mio. kr. Ejendommen overtages den 1. januar 2025, når en igangværende renovering er færdiggjort af PFA.

Peter Morgan, head of real estate hos PFA, udtaler: “Ejendommen har været en god investering for PFA’s kunder, der igennem huslejeindtægterne og værdistigninger har fået et tilfredsstillende afkast. Vi er glade for at have indgået salgsaftale med Jeudan om denne unikke ejendom. Vi er helt overbeviste om, at Jeudan vil være en god langsigtet ejer af ejendommen. Vi takker både Center for Ledelse for mange års godt samarbejde omkring ejendommen og Jeudan for en god og smidig proces omkring salget.”

Adm. direktør Per Hallgren, Jeudan, udtaler: ”Folke Bernadottes Allé 45 er en attraktiv og velbeliggende ejendom. Den supplerer fint Jeudans ejendomsportefølje i området, og vi ser frem til et langvarigt og godt samarbejde med Center for Ledelse.”


Jorcks Ejendomsselskab køber op igen på den ”fattige” del af Strøget

Fredag i forrige uge var en særlig dag for Jorcks Ejendomsselskab. Det fyldte 111 år, og samme dag kunne det annoncere købet af ejendommen på hjørnet mellem Frederiksberggade – den del af Strøget, der ligger længst ned mod Rådhuspladsen – og Kattesundet. Det oplyser selskabet på LinkedIn.

Og hæng på, for det bliver vildere endnu: En af de første ejendomme, Reinholdt W Jorck, som senere skulle stifte ejendomsselskabet med hans navn, købte, var den, der ligger på hjørnet mellem Frederiksberggade og Mikkel Bryggersvej. Den har nummer 21 og blev købt helt tilbage i 1887. Ejendommen i nr. 19 blev erhvervet i 2016 og, og nr. 17 i 2019. Den nyindkøbte ejendom ligger i nummer 15, og således ejer Jorcks Ejendomsselskab nu hele strækningen mellem Mikkel Bryggers Gade og Kattesundet på Frederiksberggade.
Netop Frederiksberggade har været hårdt ramt af de seneste årtiers strukturelle ændringer i detailhandlen. Den har aldrig været den dyreste del af Strøget, men det synes at være gået helt galt, så gaden i dag mest fremstår som en passage med fast food-restauranter og butikker med discounttøj og lignende.

Det er en underlig situation for en gade, der i kraft af sin beliggenhed kunne være den mest attraktive i ikke bare København, men hele Danmark. Ejerne af ejendommene i gaden er da også gået sammen om atter at gøre Frederiksberggade til et trækplaster i sig selv. Og det er et arbejde, som Jorcks Ejendomsselskab tror på:

”Ejendommene på Frederiksberggade er en vigtig del af Jorcks Ejendomsselskab portefølje, da vi ser Frederiksberggade som en gade i en god udvikling. Sammen med mange andre ejere i Frederiksberggade er vi en del af BID Frederiksberggade, der har som fælles mål at udvikle og forskønne denne del af Strøget de kommende år. Dette køb ser vi som et positivt skridt i den retning for både vores egne investeringer og gaden som helhed,” skriver selskabet i opslaget på LinkedIN.

Mest læste på BusinessReview.dk

bre141124
Ejendomme
Stationsparken-in-Glostrup_lowres
3 hurtige
DSCF6432-tryk
KLIFO satser stort på området for medicinsk udstyr
Reg_compliance_article
Etisk markedsføring: Reglerne for markedsføring af lægemidler
Jabra Evolve2 55 female working in office listening to a call boom arm up_ Large CMYK
Stemmen –arbejdsdagens nye nøgleværktøj

Podcast

Læs også

Køhlers Have
Boligbyggeriet ser ud til at komme op i tempo igen
Efter nogle år, hvor høje materialepriser, høje renter og generel usikkerhed har fået bygherrer til at aflyse eller udsætte byggeprojekter,har...
Winners gold trophy with golden star confetti
Årets vindere af ejendomsbranchens priser er fundet
Ved ejendomsbranchens topmøde, EJENDOM2024, blev de eftertragtede titler Årets Mest Nytænkende Virksomhed, Årets Bæredygtighedspris...
default
Kopenhagen Furs tidligere hovedsæde i Glostrup til salg for 630 mio. kr.
Et stykke Danmarkshistorie lukkede efter 78 år, da Kopenhagen Fur slog sit sidste hammerslag på sine pelsaktioner i sommer. EDC Erhverv...