Sponsor til britisk museumsbygning lagde vred note til eftertiden
Det er en klassiker, når der bliver opført nye bygninger, som tillægges national betydning: Undervejs er parterne blevet uvenner, fordi enten den, der har doneret penge til byggeriet, eller arkitekten, der har tegnet det, mener, at visionen er gået tabt.
Det er dog ikke altid, at den slags kommer til offentlighedens kendskab. Men hvor svært det kan være at holde gode miner til det, man mener er slet spil, er der et friskt, og noget spøjst, eksempel på fra London.
Det handler om det britiske kunstmuseum National Gallery. Det blev i 1991 tilføjet en ny fløj (billedet), som var doneret af ejerfamilien bag detailhandelskæden Sainsbury’s. Efter en del polemik om indretningen valgte arkitekterne en løsning med fire massive, indvendige søjler.
Disse er nu revet ned for at give plads til endnu en tilbygning, og under nedrivningen fandt man en skrivelse fra den, viste det sig, ikke helt så glade giver, Lord Sainsbury. I skrivelsen hed det, med versaler fra start til slut:
”Hvis du har fundet denne note, må du være i gang med at rive en af de falske søjler ned, som er blevet placeret i foyeren i Sainsbury-fløjen i National Gallery. Jeg mener, at de falske søjler er en fejl fra arkitektens side, og at vi ville komme til at fortryde, at vi accepterede denne detalje i hans design. Lad det være kendt, at en af donorerne til denne bygning er fuldstændig begejstret for, at jeres generation har besluttet at skille sig af med de unødvendige søjler.”
Ifølge BBC var skrivelsen blev lagt ind i byggeriet som et kompromis: Lord Sainsbury afholdt sig fra at bidrage yderligere til polemikken dengang, men til gengæld ville han sige sin mening, råt for usødet, til dem, som engang måtte rive søjlerne ned. Han har trods alt nok forestillet sig, at der ville gå længere tid. Han døde forrige år, så det var tæt på, at han selv havde oplevet, at søjlerne blev revet ned.
Lokalplan for Fisketorvet godkendt – skal udvides med boliger og kontorer

Da Fisketorvet blev indviet i 2000, var det et stort indkøbscenter, der lå lidt afsides i forhold til det helt centrale København. Det har ændret sig: Strøggaderne har langt fra den tiltrækningskraft, som de havde dengang, og samtidig er der bygget kontorer og hoteller på havnefronten, ligesom der er opstået et helt nyt boligkvarter i Sydhavn.
Det ene med det andet er Fisketorvet i dag en slags centrum. Det er udgangspunktet for en videreudvikling, som ejeren, Unibail-Rodamco-Westfield, har tilrettelagt med hjælp fra arkitekterne Schmidt Hammer Lassen. Den lokalplan, der gør det hele muligt, er nu vedtaget, oplyser arkitektvirksomheden i en pressemeddelelse.
Projektet indebærer, at der skal opføres 42.000 nye kvm. med boliger, kontorer, butikker og hoteller i området.
”Fisketorvet vil blive integreret i sine omgivelser og tage en aktiv rolle som katalysator for kommercielle, sociale og rekreative aktiviteter. Ved at gentænke shoppingcenteroplevelsen med en holistisk tilgang, henvender det sig til en bredere vifte af brugere og maksimerer potentialet af det rum, det optager i vores fælles by. Lokalplanen tager for eksempel højde for behovet for aktive facader langs størstedelen af omgivelserne, hvilket skaber dynamiske rum rundt om hele området,” oplyses det i pressemeddelelsen.
”I vores samarbejde med udviklerne har fokus været på at skabe sammenhæng og synergi, både mellem Fisketorvets eksisterende funktioner, de nye, vi tilføjer, og byen som helhed. Hvordan manifesterer denne synergi sig i sin fysiske form, og hvordan skaber vi livlige offentlige rum, hvor beboerne ønsker at opholde sig?”, siger Nanna Wohlfeldt, partner i Schmidt Hammer Lassen.
PensionsDanmark kommer med penge til friplejehjem i Allerød

Et nyt friplejehjem er på vej i Allerød, efter at PensionDanmark har indgået en udviklingsaftale med Allerød Kommune, der også omfatter et nyt boligkvarter. Det oplyser pensionsselskabet i en pressemeddelelse.
Hele området har fået navnet Teglværkskvarteret, og det skal opføres på den 60.500 kvm. store grund beliggende mellem Sortemosevej og Blovstrød Teglværksvej. Diakonissestiftelsen skal stå for driften af plejehjemmet, der kommer til at bestå af 120 boliger. Kvarteret får desuden yderligere ca. 100 boliger, der skal imødekomme seniorers ønsker. Byggeriet forventes afsluttet mod slutningen af 2027.
”Med investeringen i friplejehjemmet i Allerød vil vi skabe moderne og trygge rammer for seniorer, samtidig med at vi sikrer medlemmernes pensionsopsparinger gennem værdiskabende investeringer. Vores ambition er at tilbyde plejeboliger, hvor beboerne kan føle sig hjemme, og hvor de kan indgå i fællesskaber, som styrker deres livskvalitet,” udtaler Marius Møller, ejendomsdirektør i PensionDanmark.
For Allerød Kommune er projektet en vigtig milepæl med særligt friplejeboliger til seniorer, der kan imødekomme det stigende antal ældre borgere. ”Det glæder mig, at vi med det nye friplejehjem giver vores ældre flere valgmuligheder for et godt liv. Heldigvis lever vi længere og er sunde og friske meget længere end tidligere. Derfor er der behov for flere måder at bo på, når vi bliver ældre. Det får vi med det her projekt, hvor der både vil være friplejehjemsboliger, senioregnede boliger og bofællesskaber,” udtaler borgmester Karsten Längerich.
”PensionDanmark er en utrolig stærk samarbejdspartner, der udvikler kvalitetsrammer til seniorlivet, og Diakonissestiftelsen står som garant for en værdig og omsorgsfuld ældrepleje, som vi alle ønsker for os selv og vores nærmeste. De er en fagligt dygtig driftsoperatør af ældrepleje med erfaring fra andre kommuner,” uddyber borgmesteren.