Der er ingen modsætning mellem bæredygtighed og rentabilitet. Faktisk kan de to formål sagtens gå hånd i hånd, lyder det fra KPMG.

Rådgivnings- og revisionsvirksomheden KPMG sætter yderligere fart i satsningen på at rådgive kunderne om bæredygtighed. Globalt har rådgivningskoncernen besluttet at investere 2,5 mia. USD i området. I Danmark hedder den ansvarlige Michael Birkebæk Jensen, partner i KPMG. Han har brugt de sidste fem år på at opbygge en afdeling i KPMG, der med innovative løsninger hjælper kunder med at sætte nye teknologier i spil, der kan hjælpe bæredygtigheden på vej og i det hele taget forbedre vores samfund.

”Vejen til mere bæredygtighed er en nødvendig agenda for alle virksomheder. Det går på tværs af alle brancher,” siger Michael Birkebæk Jensen.

Det skyldes at alle dele af vores samfund og erhvervsliv vil blive mødt med krav og forventninger om tilbundsgående omstilling for at indfri målsætninger om bæredygtighed. Og hvis det ikke allerede er en realitet for virksomhederne, så er det kun et spørgsmål om tid, før denne virkelighed rammer alle direktionsgangene. De nye teknologier handler først og fremmest om brug af kunstig intelligens. Hvordan kunstig intelligens kan hjælpe vores virksomheder og samfund med at blive mere bæredygtige. Den bæredygtige omstilling sker dog på mange parametre, og med Michaels tech-baggrund hjælper han med at rådgive i alle aspekter af omstillingen.

30 pct. mindre spild
KPMG-partneren fremhæver et par konkrete eksempler på arbejdet med at hjælpe virksomhederne med større bæredygtighed. For et mediehus har KPMG eksempelvis udviklet en løsning, der optimerer hvor mange magasiner og blade, der skal trykkes og distribueres til forhandlerne. Løsningen er baseret på kunstig intelligens, en algoritme, der rummer store mængder historiske data og med hjælp fra en række indbyggede parametre kan hjælpe mediehuset til at forudsige, ikke alene hvor stort det samlede oplag af den pågældende titel skal være i denne uge, men også hvor mange eksemplarer, der skal distribueres til de enkelte salgssteder. Udfordringen er, at eksempelvis et ugemagasin mister sin værdi senest ugen efter, når et nyt magasin udkommer. De ikke-solgte magasiner bliver kørt til forbrænding og efterlader et ærgerligt CO2-aftryk.

”Vores løsning betyder at mediehuset nu kører 30 pct. færre blade og magasiner til destruktion. Og det bliver endnu bedre fremover – for den kunstige intelligens indlejrer uge for uge, måned for måned, nye data, der kan hjælpe mediehuset med endnu større præcision at forudsige sandsynlige salgsmønstre helt ned til det enkelte salgssted,” fortæller Michael Birkebæk Jensen.

Konkret fungerer det på den måde, at algoritmen foreslår et tal for oplaget for beslutningstageren, som trods alt er et menneske, og denne kan korrigere ud fra egne mavefornemmelser eller helt unikke forhold, som algoritmen ikke har viden om. Men det vigtige er, at forudsigelsen fra algoritmen er ren datadrevet. Den har ingen bias, og intet menneske kan rumme så megen data som algoritmen, som bliver stærkere over tid i takt med mere dataindsamling. Den kunstige intelligens bliver et værktøj til optimering og til at minimere spild. På den måde kan tankegangen overføres til brancher med andre typer ”fordærvelige” varer, hvad enten der er tale om fødevarer eller andre varer med kort levetid.

Kunstig intelligens hjælper mod churn
Det andet eksempel, hvor KPMG har gjort brug af nye teknologier for at opnå forbedringer, har forbindelse til NGO-verdenen. Inden vi går videre, skal vi lige opholde os ved bæredygtighedsbegrebet et kort øjeblik. Når man taler bæredygtighed som overskrift, og behovet for at tale i overskrifter er forståeligt, så glemmer man nogle gange, at ESG-målene rummer tre dimensioner. Hvor E’et, Environmental, åbenlyst er dominerende, så har vi også S’et, social eller samfund, og G’et, governance eller ansvarlig ledelse.

Og netop i forhold til den sociale og samfundsmæssige dimension af bæredygtighed, hjælper KPMG to NGO’er pro bono med at udvikle en algoritme, der kan hjælpe med at forudsige, hvornår organisationernes bidragydere vil være tilbøjelige til at stoppe deres donationer. Det sætter organisationerne i stand til at forsøge at redde de fortsatte donationer. Det specielle ved hjælpen til NGO’erne består i, at der er tale om en maskinlæringsløsning, der er delt mellem to NGO’er. De to organisationer deler ikke på noget tidspunkt data med hinanden, men deres respektive data er med til – ligesom med eksemplet ovenfor – at berige algoritmen og dermed forbedre dens evne til at forudsige udfordringer i organisationernes donationsstrømme, hvilket er vitalt for en NGO.

”Donationsalgoritmen kan være anvendelig for brancher, der har abonnement, kontingent eller genkommende salg som forretningsmodel,” påpeger Michael Birkebæk Jensen.

Vil løse Travelling Salesman problemet
KPMG samarbejder også med ServiceNow, Google og Microsoft om udvikling af løsninger på det såkaldte Travelling Salesman problem, som består i at besøge en given liste af byer/lokationer med brug af kortest mulige kørsel. Her er KPMG i Danmark med til at udvikle innovative løsninger, der er baseret på kvanteteknologi.

”Det er et eksempel på brug af digitalisering til at hjælpe med at reducere CO2-udledningerne, og noget som montører og alle servicevirksomheder med udkørende folk kan have glæde af,” siger Michael Birkebæk Jensen.

KPMG-partneren slår også et slag for, at løsninger, der er skabt ud fra digitalisering og kunstig intelligens, i sig selv skal udfærdiges på bæredygtig vis, såsom at strømforbruget sker på et tidspunkt, hvor der er størst sandsynlighed for, at produktionen er sket på grundlag af vedvarende energikilder.

Om KPMG og bæredygtighed
KPMG er en af landets største rådgivnings- og revisionsvirksomheder. Et af forretningsområderne er at hjælpe virksomhederne med den grønne omstilling, hvor KPMG kombinerer sine kompetencer udi assurance og rapportering med sin teknologitilgang til at transformere organisationer.

KPMG arbejder hver dag for at kombinere dyb sektorindsigt med den nyeste viden om brugen af teknologi til at opnå forretningsmæssige gevinster til gavn for klimaet, virksomheder og samfundet, og den indsats bliver nu skærpet med en 2,5 mia. USD stor investering globalt i selskabets satsning på at bistå virksomhederne i deres arbejde med at formulere og indfri bæredygtighedsmål.

Læs mere på www.kpmg.dk

MEST LÆSTE