Mit første job var som avisbud. Ikke noget særligt, da det jo var indgangen til arbejdsmarkedet for mange på min alder. Men gennem jobbet fik jeg indblik i, hvordan teknologi kan revolutionere en branche. For det var præcist i de år, at ny teknologi overtog typografernes arbejde. Der var en kamp om, hvem der skulle betjene den nye EDB-teknologi. Den kamp tabte typograferne, og de mistede deres enorme magt og meget attraktive forhold på datidens aviser. Min gevinst ved det var, at de daglige strejker betød, at jeg ofte fik min løn uden at skulle rundt på min avisrute. Og så var der mere tid til at spille fodbold, hvilket jeg satte pris på dengang.
Af MF Per Husted (S), ordfører for Innovation og AI
D et har jeg tænkt over mange gange siden. Især når ny teknologi har betydet, at vi kan gøre nogle ting på en ny måde. Internettet er det oplagte eksempel. Jeg erindrer stadig et møde, som jeg i slutningen af sidste årtusinde var med til at arrangere om lige præcist internettet. Ingen af os vidste præcist, hvad vi kunne bruge det til. En direktør for et større firma så ikke de store muligheder i det, og jeg husker tydeligt hans kommentar: ”Det ser da meget sjovt ud, men jeg kan ikke se, hvad jeg kan bruge internettet til i min virksomhed.” Virksomheden findes i øvrigt ikke mere.
Da internettet blev mere udbredt, var der mange uden stor teknisk viden, som så muligheder i at bruge det på nye måder. Her tænker jeg selvfølgelig på nethandel, som især mange yngre så potentiale i og lavede netbutikker, der revolutionerede detailhandlen. Både store og små veletablerede butikker tænkte, at kunderne da ikke ville handle på nettet – de tog fejl. Og det ses i gadebilledet de fleste steder, hvor ”butiksdøden” har lagt tidligere velbesøgte handelsgader øde. De veletablerede så ikke mulighederne, mens unge dynamiske iværksættere satte en ny dagsorden.
Denne klumme omhandler kunstig intelligens – eller AI som vi også siger. Det er vores nye teknologi, som kan komme til at forandre vores verden på helt samme måde, som computere og internet har gjort. På den ene side er det både sjovt og spændende at dykke ned i de enorme muligheder, som AI giver os. Men på den anden side er det også skræmmende, for vi ved ikke helt, hvordan AI vil påvirke vores hverdag på længere sigt.
I Folketinget er vi også optaget af AI og hvordan vi kan være med til at skabe nogle gode rammer for både brug af og udvikling af AI-løsninger. Den overordnede tilgang bør være, at AI – lidt højtideligt – skal medvirke til at gøre vores liv bedre og fremme borgerinddragelse, demokrati og lige adgang til troværdig information. Det kræver, at vi i lovgivning og vores tilgang til det både tager hensyn til beskyttelse af borgerne mod skyggesiderne af AI, men samtidig også skaber rum for at udnytte potentialerne. En svær balancegang, da vi er på uudforsket land – samtidig med, at vi har pligt til og stor interesse i, at vores lovgivning harmonerer med de internationale aftaler, især i forhold til EU.
Vores tilgang til AI skal således helt klart være, at det er et værktøj til at gøre vores samfund endnu bedre. Men det skal være et værktøj, som vi har rammer og etik for, så vi får det bedste ud af det. En af fordelene ved AI er, at det højst sandsynligt kan medvirke til at gøre vores samfund mere effektivt. Og det kan vise sig at være en væsentlig styrke i fremtiden, hvor vi står over for mangel på arbejdskraft i både det private og offentlige.
Men effektivisering må aldrig blive et mål i sig selv. Det ser der desværre ud til, at nogen har lidt for stort fokus på – allerede inden vi har det nødvendige indblik i, hvordan AI konkret kan anvendes. Eksempelvis har Dansk Arbejdsgiverforening udgivet en rapport, hvor de kloger sig på, hvor meget mere effektivt vores skolevæsen kan blive med AI. Deres analyser viser, at vi kan spare ikke mindre end 33% af vores skolelærere, hvis vi bruger AI i undervisningen.
Det bekymrer mig. Ikke fordi jeg er modstander af teknologi. Tværtimod. Men fordi Dansk Arbejdsgiverforening med den tilgang virker helt tonedøve overfor, hvad der rent faktisk sker ude i vores folkeskoler. Her oplever vi en hverdag, der er presset både økonomisk og af nye krav og forventninger fra samfundet og forældrene. Og så er løsningen fra Dansk Arbejdsgiverforening, at vi ”bare” skal have noget AI i stedet for lærere. Det lyder som en gammel fortælling fra industrisamfundet, hvor tidsstudier og rationalisering var løsningen på alt. Det er ikke vejen frem. Hvis vi i Danmark skal lykkes med at integrere AI klogt i vores samfund, skal vi gøre det i samarbejde med dem, der skal arbejde med det. Det betyder, at både arbejdstagere og arbejdsgivere skal inddrages, når vi udvikler strategier for, hvordan AI skal bruges. Det er på skolerne, på sygehusene, i kommunerne og virksomhederne, at vi får den nødvendige erfaring og indsigt. Ikke i Excel-ark på direktionsgangen.
Et godt sted at starte kunne være at give lærerne nogle værktøjer allerede nu, så de kan begynde at eksperimentere og dermed selv medvirke til at forme deres fremtidige arbejdsplads med et nyt værktøj på hylden – sammen med de allerede kendte. Det vil skabe mere ejerskab, større ansvar og bedre løsninger.
Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden. Det viser, at danskerne generelt er nysgerrige og åbne overfor ny teknologi – og de fleste bevæger sig let og problemfrit rundt på digitale platforme. Det giver os et stærkt udgangspunkt for at integrere AI i vores samfund på en måde, der både skaber værdi og sikrer et stærkt velfærdssamfund.
Særligt i lyset af den kommende mangel på arbejdskraft, bliver det afgørende, at vi bruger AI intelligent – men ikke som en sovepude. Vi kan ikke automatisere os ud af ethvert problem. I stedet bør vi se AI som en løftestang, der kan understøtte medarbejdere i deres faglighed, ikke erstatte dem. Derfor er det også helt afgørende, at både arbejdstagere og arbejdsgivere bliver inviteret ind i maskinrummet, når vi udvikler strategier for, hvordan teknologien skal anvendes. Det er deres erfaringer, vi skal bygge videre på, hvis AI skal blive en hjælp – ikke en trussel.
AI skal være noget, vi gør med mennesker, ikke mod dem. Med den rette inddragelse, gennemsigtighed og en politisk vilje til at sikre ordentlige rammer, har vi alle muligheder for at blive et foregangsland.
For mig at se skal det bærende princip – og vores fælles rettesnor i Folketinget være, at AI skal tjene mennesket – ikke omvendt.
Men det kræver politisk vilje. Vi skal turde stille krav til teknologien – og ikke mindst til, hvordan vi bruger den. Vi skal være med til at sikre, at det nye får lov at blive prøvet af i den offentlige sektor, uden at vi taber mennesket og fagligheden på gulvet. Det kræver tillid, tålmodighed og samarbejde. Og det kræver, at vi ikke ser AI som en trussel – men heller ikke som en mirakelløsning.
Vi har chancen for at gøre det rigtigt denne gang. Lad os tage den.
