Når Danmark skal bygge mere infrastruktur, skal det være med blik for mere regn, stigende vandstand og et voksende behov for transport og forsyning. ”Danmark har brug for ny og robust infrastruktur. Vores rolle er at bidrage med løsninger, der både kan håndtere vand, understøtte mobilitet og fungere i mange år,” siger Casper Mathiasen, Managing Director hos CRH Denmark.
Når nye tunneller og forsyningsløsninger planlægges, skal der tages højde for flere behov på én gang. En skybrudstunnel skal kunne transportere store mængder vand ved kraftig regn, mens en metrotunnel skaber kapacitet til transport i byen. Begge stiller høje krav til tunnelsegmenter, præcision i leverancerne og erfaring med komplekse anlægsprojekter.
Erfaring på tværs af infrastrukturen
CRH Denmark samler kompetencer på tværs af værdikæden: fra tunnelelementer, til vandinfrastruktur til spildevandsrensning, klimatilpasningsløsninger, permeable belægninger, kystsikring og præfabrikerede betonelementer. ”Ingen andre i Danmark har den samme bredde. Vi kan bidrage med løsninger på tværs af infrastrukturen – fra det underjordiske til overfladen og bygningerne,” siger Casper Mathiasen.
CRH kombinerer lokal produktion og nærhed til kunderne med erfaring fra store infrastrukturprojekter i Europa og USA. Koncernen har blandt andet leveret tunnelelementer til metroprojekter og løsninger til skybruds- og spildevandstunneler.


”Vi kan trække på viden fra kolleger, der arbejder med nogle af verdens mest komplekse infrastrukturprojekter. Det giver adgang til testede løsninger og dokumenterede erfaringer, som vi kan bringe i spil i en dansk sammenhæng. Men de store danske projekter skal naturligvis også produceres i Danmark. Vi har den lokale tilstedeværelse, kapaciteten og erfaringen til at bidrage til projekterne herhjemme,” siger Casper Mathiasen.
Vand er et strategisk fokusområde for CRH. Regnvand skal håndteres og renses, før det udledes til naturen. Samtidig skal byer, havne og kystområder kunne håndtere kraftige regnskyl og højere vandstand.
”Vi udvikler løsninger, der forbinder, beskytter og transporterer kritisk vandinfrastruktur. Det gælder fra rør og brønde til spildevandsløsninger, der opsamler, leder og renser vandet. Vores vandhåndteringsløsninger skal både håndtere vandet effektivt, beskytte økosystemer og understøtte miljøstandarder,” siger Casper Mathiasen.
CRH investerer strategisk i vand og infrastruktur med ambitionen om at bidrage med kapacitet, teknisk viden og løsninger til de projekter, der skal forme fremtidens Danmark.